Store flyttedag for nordjysk virksomhed: Medarbejdere flytter mere end halvanden million varer

Det er onlinevirksomheden Coolshop, der bruger lørdagen på at flytte ind i et nyt gigantlager i Nørresundby.

Det er tyve år siden, de to brødre, Mark og Mike Nielsen grundlagde den nordjyske onlinebutik Coolshop hjemme i deres garage. Firmaet har haft vokseværk siden da, og det har betydet, at de gradvist har været nødsaget til at flytte for at kunne udvide lagerkapaciteten. 

Lørdag sker det igen, men denne gang er flytningen mere omfattende end nogensinde før. Ti lastbilanhængere kører i pendul fart frem og tilbage mellem den gamle og den nye lagerbygning. Halvanden million produkter bliver flyttet i weekenden af 300 ansatte.

Lager og kontor

Udover lager skal der også være et stort, åbent kontorlandskab i den nye bygning med plads til 100 ansatte. I alt 300 mennesker vil have sin daglige gang på matriklen, men i højsæsonen vil det være betydeligt flere. 

Den nyopførte lagerbygning, der ligger på Loftbrovej i Nørresundby, er 22.000 kvadratmeter stor og 300 meter lang, og dermed er det en af Nordjyllands største bygninger med tag på.



Seneste nyt

fra Nordjylland