Udsat for identitetstyveri – nu har Frederikke skiftet personnummer

Aalborgensiske Frederikke Johnsen har fået misbrugt sit CPR-nummer af en svindler, der har fået udleveret morfin i hendes navn. Den eneste løsning har været at skifte CPR-nummer.

Et lille gult plastik-kort er på vej med posten til Frederikke Johnsen. Det er hendes nye sygesikringsbevis, der indeholder et splinternyt personnummer, som ingen udover Frederikke kender.

I et halvt år har hun kæmpet for at få et nyt personnummer, efter hun er blevet offer for et identitetstyveri, der har haft store konsekvenser. Torsdag fik hun opkaldet om, at personnummeret nu er ændret:

- Jeg blev helt svimmel, jeg kan slet ikke beskrive det. Jeg føler mig som et frit menneske igen. Nu behøver jeg ikke at være bange mere. Det er helt vildt det her, siger Frederikke Johnsen, der til daglig arbejder som folkeskolelærer.

quote Mit CPR-nummer er røget i de forkerte hænder, og det ville jeg aldrig kunne få ro i maven over.

Frederikke Johnsen

Kamp mod systemet

De seneste tre år har været en lang kamp mod systemet for aalborgensiske Frederikke Johnsen. Hun blev i sommeren 2019 ringet op af sin praktiserende læge, der fortalte hende, at hendes CPR-nummer blev misbrugt.

En kvinde udgav sig for at være Frederikke og ringede til vagtlæger i hele landet og fik udleveret morfinpiller. I alt fik kvinden udleveret 208 morfinpiller i Frederikke Johnsens navn.

TV2 talte den 13. april med Frederikke Johnsen om hendes oplevelser med systemet:

Frederikke Johnsen fra Aalborg er en af de 41 danskere, der har fået misbrugt sit CPR-nummer af en storsvindler. Svindlen har haft store konsekvenser for hende, og hun føler sig svigtet af systemet.

Identitetsmisbruget har haft store konsekvenser for Frederikke Johnsen. Hendes patientjournal er fyldt med oplysninger om, at hun har fået morfinpiller, og der står også, at hun har et morfinmisbrug og er utroværdig.

- Min patientjournal er fuld af fejl, og det er virkelig farligt for mig, for det kan betyde, at jeg bliver fejlbehandlet. Det har været en frygtelig kamp at stå i, og jeg har klaget mange gange, men jeg er ikke blevet hørt, siger hun.

Når først en oplysning er skrevet ind i en patientjournal, så må den ikke slettes igen. Heller ikke, hvis en person bliver udsat for identitetstyveri. Det er flere partier nu klar til at få ændret

Frederikke Johnsen har klaget over de fejlagtige oplysninger i patientjournalen flere gange og har af flere omgange taget kontakt til vagtlægesekretariatet, men uden held. Løsningen har i sidste ende været at få nyt CPR-nummer.
Frederikke Johnsen har klaget over de fejlagtige oplysninger i patientjournalen flere gange og har af flere omgange taget kontakt til vagtlægesekretariatet, men uden held. Løsningen har i sidste ende været at få nyt CPR-nummer.
Foto: Ib William Christensen / TV2 Nord

Eneste løsning

For Frederikke Johnsen har den eneste løsning været at få udskiftet CPR-nummeret. Et nyt CPR-nummer betyder nemlig, at patientjournalen bliver oprettet på ny.

Hvis man vil have overført sine oplysninger fra den gamle journal, så skal man selv bede om det – og det har Frederikke Johnsen ingen intention om, for nu har hun en patientjournal helt uden fejlagtige oplysninger.

Til gengæld betyder det også, at alle de korrekte oplysninger, der står i journalen heller ikke kommer med over i den nye. Tavlen over Frederikkes 43-årige liv er derfor visket helt ren:

- Jeg har sagt til mine elever, at jeg har genfødselsdag, for det føles som at blive født på ny. Men jeg er bare virkelig lettet over at få mit liv igen, siger Frederikke Johnsen.

SKIFT AF CPR-NUMMER

Der er tre muligheder for at få skiftet CPR-nummer:

1) Hvis der er fejl i CPR-nummeret. Det kan være fejl i fødselsdato eller fejl i køn

2) Hvis man har været udsat for identitetsmisbrug

3) Juridisk kønsskifte

CPR-registret blev oprettet i 1968. I 2014 blev loven ændret, så det blev muligt for personer, der var udsat for identitetstyveri at få skiftet personnummer. Samtidig blev det også muligt for transkønnede at skifte personnummer, så det passer med deres køn.

Kilde: CPR-administrationen

Alt skal skiftes

Siden 2014 har det været muligt at skifte CPR-nummer, hvis man har været udsat for identitetstyveri, men det kræver omfattende dokumentation på svindlen.

I alt har det taget mere end et halvt år for Frederikke Johnsen at få et nyt personnummer, og nu venter et nyt arbejde forude.

Når en borger får et nyt CPR-nummer, skal alle identifikationspapirer og mange abonnementer også skiftes ud.

Det gælder pas, kørekort og MitID, men det gælder også telefonabonnementer, forsikringspapirer og licens. Derudover skal banken, arbejdspladsen, SKAT, fagforeningen og A-kassen også informeres om det nye CPR-nummer.

På trods af alt besværet har Frederikke Johnsen aldrig tvivlet på, at det var det, der skulle til, før hun kunne sove roligt om natten igen:

- Mit CPR-nummer er røget i de forkerte hænder, og det ville jeg aldrig kunne få ro i maven over. 


Seneste nyt

fra Nordjylland