Et af Danmarks mindste huse solgt til overpris

Huset på 32 kvadratmeter i Klarup blev solgt på få uger. Flere købere afgav bud, og det pressede prisen et godt stykke over udbudsprisen.

Nye ejere rykker snart ind i et af Danmarks mindste huse i Klarup. For selv om det blot kan prale af 32 kvadratmeter, så er det vældigt populært.

Flere købere stod i kø for at erhverve sig det lillebitte hjem. Faktisk afgav flere af dem et bud på huset, og det betød en del flere klingende mønter hos sælger, end man havde udbudt huset til.

- Det blev solgt et pænt stykke over udbudsprisen på 495.000 kroner, siger Peter Munch, der stod for salget hos home Aalborg-Vejgaard.

Han vil dog ikke oplyse den endelige købspris.

VIDEO: Få en rundvisning i det lille hus:

Slipper for at slå græs

Det minimalistiske gulstenshus på Labyrinten 3 fra 1953 er på 32 kvadratmeter og ligger på en grund på 152 kvadratmeter.

De nye ejere får et indflytningsklart hus med et nyrenoveret køkkenalrum og badeværelse.

På trods af den lille grund er der stadig plads til lidt ekstra.

- På trods af grundens frimærkestørrelse er der skam plads til at parkere en bil foran huset, men græsslåning behøver man ikke bekymre sig om med den flisebelagte terrasse ved gavlen, siger mægler Peter Munch.

VIDEO: Se Nordjyllands dyreste hus:


Seneste nyt

fra Nordjylland