Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Ny ordning skulle bekæmpe korruption og krænkelser: Den bliver bare ikke rigtig brugt

Foto: Colourbox

Der er ikke ret mange whistleblowere her i landsdelen, og det er et problem, mener en ekspert.

Alle kommuner skal have en whistleblowerordning, men det er ikke i alle, der bliver indberettet via ordningen. Det er et problem, mener en ekspert.

Bedrageri, bestikkelse, grov chikane, omsorgssvigt eller noget, som måske bare ikke helt foregår efter de interne regler i kommunen.

Hvis kommunen eller en medarbejder i den overtræder loven, skal de ansatte kunne henvende sig i fuld fortrolighed i form af en såkaldt whistleblower-ordning. Sådan har det været i alle kommuner siden december 2021.

Men ikke alle benytter den mulighed.

I Vesthimmerlands Kommune har man for eksempel ikke fået en eneste indberetning i 2021 og 2022.

Borgmester Per Bach Laursen er ellers glad for, man har en whistleblowerordning.

- Derfor er det også vigtigt, at folk kender til muligheden for at komme med pip i den elektroniske whistleblower-postkasse. Og der kan kommunen måske have en opgave foran sig, medgiver han.

- Det kan ikke hjælpe noget, man har en ordning, ingen kender til, siger Vesthimmerlands Kommunes borgmester, Per Bach Laursen.

3700 personer får rundt regnet løn af kommunen. Men der er altså ingen af dem, der har set noget behov for at bruge ordningen.

- Det er da helt vanvittigt, siger Venstre-borgmesteren.

Ekspert: Et faresignal

Borgmesteren siger det med et smil i stemmen. For han er som sådan ikke overrasket over, det ikke vælter ind med indberetninger.

Men vanvittigt eller ej, så er Vesthimmerlands Kommune ikke ene om slet ikke at have fået nogen henvendelser i 2021 og 2022.

TV MIDTVEST har fået overblik over antallet af indberetninger i 11 af de 13 kommuner her i landsdelen.

I Vesthimmerlands Kommune har ingen henvendt sig i den whistleblowerordning, der begyndte i december 2021. Borgmester Per Bach Laursen (V) så gerne, der blev gjort mere opmærksom på muligheden. Foto: Mette Sonne Rohde, TV MIDTVEST

Opgørelsen viser, at der i 4 af de 11 kommuner slet ikke er kommet nogen henvendelser.

- Det er et faresignal. Det viser, man ikke har gjort godt nok opmærksom på ordningen, eller at dem, der skal indberette, ikke har tillid til ordningen, siger formanden for Transparency International Danmark, Jesper Olsen.

Mere alvorligt end mange indberetninger

Ingen indberetninger er bestemt ikke lig med, at man ikke har nogen sager, der burde blive taget hånd om. Tværtimod, mener jurist Jesper Olsen.

- Jeg nægter at tro på, at der er en kommune, som ikke har sager.

- Det er meget mere alvorligt ikke at have nogen indberetninger end at have mange, siger han.

Skal fjerne det rådne æble

Jesper Olsen og Transparency International arbejder for at mindske korruption verden over.

Samtidig er Jesper Olsen ekstern lektor i offentlig ret hos Københavns Universitet. Han kender også embedsværket indefra fra sine tidligere job i Region Hovedstaden og Københavns Kommune.

Whistleblowerordningen

Alle kommuner skulle fra 17. december 2021 have en whistleblowerordning.

I nogle kommuner kan alle borgere bruge ordningen - i andre er det udelukkende de kommunalt ansatte.

Opgørelsesperioden er ikke helt ens på tværs af kommunerne. Nogle kommuner har opgjort for periode 17. december til 31. december 2022, mens andre eksempelvis har taget 17. december 2021 til 30. november 2022.

Ikke alle sager, der er sendt ind til kommunen, falder inden for rammerne af whistleblowerordningen. Derfor bliver der ofte sendt flere sager til kommunen, end der er sager, som kommunen reelt set behandler.

Anmeldte sager – realitetsbehandlede sager – politianmeldelser

Morsø: 1 indberettet sag, 1 realitetsbehandlet sag, 0 politianmeldelser.

Ringkøbing-Skjern: 3 anmeldte sager, 1 realitetsbehandlet sag, 0 politianmeldelser.

Viborg: 3 indberettede sager, 1 realitetsbehandlet sag, 0 politianmeldelser.

Silkeborg: 3 indberettede sager, 1 realitetsbehandlet sag, 0 politianmeldelser.

Favrskov 3 indberettede sager, 0 realitetsbehandlede sager, 0 politianmeldelser.

Ikast-Brande 2 indberettede sager, 1 realitetsbehandlet sag, 0 politianmeldelser.

Herning 1 indberettet sag, 1 realitetsbehandlet sag, 0 politianmeldelser.

Struer, Thisted, Skive og Vesthimmerlands kommuner har ingen sager.

TV MIDTVEST forsøger at få data fra Lemvig og Holstbro kommuner.

Jesper Olsen medgiver, at mange udfordringer kan løses uden en whistleblowerordning. Det er stadig muligt, at medarbejdere kan gå til deres nærmeste chef, fagforeningen eller en lokalpolitiker.

Men whistleblowerordningen er et vigtigt supplement, synes han. For hvis ikke en medarbejder føler sig tryg ved at henvende sig til sin chef eller tillidsmand, skal der været et fortroligt alternativ.

Og det behøver ikke at være store sager, man henvender sig med.

- Vi skal fjerne det enkelte rådne æble, inden det smitter af på hele kurven med æbler, siger Jesper Olsen.

Ingen politianmeldelser

Hvis man ser på de indberetninger, der er kommet i 2022 og 2021 her i landsdelen, kunne noget da også tyde på, han har ret.

I de 11 kommuner, som TV MIDTVEST har fundet tal fra, har man samlet set modtaget 16 indberetninger. Det er kun 6 af indberetningerne, som er blevet behandlet. Resten faldt ikke inden for reglerne for, hvad man kan indberette.

Jesper Olsen er formand for Transparency International Danmark, der bekæmper korruption. Han bliver bekymret, hvis det lave antal indberetningerne ikke ændrer sig de næste år. Foto: Pressefoto

Ingen af de 6 sager er endt med, at nogen er blevet meldt til politiet.

Det er ikke nødvendigvis et problem for ordningen, at ingen sager ryger videre til politiet, mener Jesper Olsen.

For nogle gange er det også vigtigt at få slået fast, at noget ikke er et problem. Det mindsker snak i krogene.

- Uberettiget skyllerumssnak kan være lige så skadelig for kulturen som berettiget kritik af, at der er noget her, der aldrig bliver gjort noget ved, siger Jesper Olsen.

Håber på flere indberetninger

Korruptionsbekæmperen håber derfor, at der de kommende år vil komme flere indberetninger. Det er nemlig et sundhedstegn, mener han.

- Jeg bliver bekymret, hvis ikke tallene stiger de næste par år. For det handler om, om ordningerne er kendte, og hvor tydelige kommunerne er til at fortælle, hvilke konsekvenser ordningen har. Man skal kommunikere, at det nytter noget, siger Jesper Olsen.

I Vesthimmerlands Kommune har borgmester Per Bach Laursen (V) og byrådet ikke noget mål for, hvor mange der skal komme med henvendelser via ordningen.

Han mener, det ikke behøver at være et problem, der ikke er nogen, som har indberettet noget, de mener kan være strafbart eller et brud på kommunens regler.

Det vigtige er, at muligheden for at indberette eksisterer, mener borgmesteren.

- Det er fint, at vi har setuppet, så man kan henvende sig, hvis man føler, der for eksempel er chikane eller krænkelser, siger Venstre-borgmesteren.

28.000 kroner for ingenting

I Vesthimmerlands Kommune har man købt konsulentvirksomheden BDO til at tage sig af eventuelle indberetninger.

Men de har altså ikke haft nogen sager at behandle i 2021 og 2022.

For det har Vesthimmerlands Kommune betalt 28.000 kroner. Et beløb, der ville stige, hvis der kom indberetninger.

- Det er sådan set billigt. Det er med til at give tryghed til medarbejderne, at de kan indberette noget, siger Per Bach Laursen.

Jesper Olsen havde dog hellere set, kommunen havde brugt flere penge og så rent faktisk havde nogle indberetninger, der blev håndteret.

For når der ikke er nogen indberetninger, er der en risiko for, problemer ikke bliver løst.

- Dem, der bruger 28.000 kroner, skubber i virkeligheden potentielt en meget stor regning foran sig, siger Jesper Olsen.


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

AaB’s Kasper Jørgensen har aldrig lagt skjul på, at han hader at spille kamp på kunstgræsbaner.

Især på Silkeborgs kunstgræsbane, som går for at være den 'hurtigste' i Danmark.

Og efter AaB’s 1-1 kamp på selvsamme bane tilbage i oktober måned sagde samme Kasper Jørgensen lige efter kampen, at 'det er noget lort at spille på'.

Men Kasper Jørgensen må dog finde sig i lige nu at træne på AaBs nyanlagte kunstgræsbane på anlægget i Øster Uttrup, da græsbanerne er lukket ned for i år - men det er han helt indforstået med.

Og for en uge siden var Kasper Jørgensen og AaB tilbage på Danmarks hurtigste bane i Silkeborg, hvor de spillede 2-2 i den første af to kvartfinaler i dette års pokalturnering.

Mandag klokken 19.00 spilles returkampen på Aalborg Portland Parks grønsvær, og det glæder Kasper Jørgensen sig til. Først og fremmest, fordi kampen er på græs, og det, mener Kasper Jørgensen, er en klar fordel for AaB, fordi Silkeborg ikke kan få gang i deres hurtige kombinationsspil, som de er kendt for på kunstgræsbanen i Silkeborg. 

Brændte selv

På spørgsmålet om man helt burde forbyde at spille 3F superligakampe på kunstgræs, trækker Kasper Jørgensen på smilebåndet.

- Det skal jeg ikke kloge mig på, men jeg er klart mere til græs end kunst. 

Mandag gælder det en plads i semifinalen, hvor der skal findes en vinder.

Ultimativt kan kampen ende i en straffesparkskonkurrence, og derfor sluttede gårsdagens træning med intern straffesparks konkurrence, som træner Menno Van Dam bad os om ikke at filme.

Man skulle jo nødig afsløre, hvilke fem spillere der i givet fald skal sparke for hjemmeholdet.

Om det var kunstgræsbanens skyld, at netop Kasper Jørgensen misbrugte sit spark, da han til stor morskab for de øvrige spillere gled og sparkede bolden langt over målet, skal vi lade være usagt. 

Vinderen af mandagens kvartfinale går videre til en semifinale, som først spilles i 2025. Selve finalen spilles Kristi Himmelfartsdag 2025, og ikke i Parken på Nationalstadionet som man plejer. Den er i stedet henlagt til Brøndby Stadion.

Mandagens kamp kan ses direkte på Viaplay.


Frivillige står for julehjælpen: - Det er en ære

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Projekt Kirke i Nordjylland har i år haft rekord-mange ansøgere, og de uddeler i omegnen af 1600 julehjælpsposer.

Julen handler for mange nordjyder om den brune sovs, de sprøde flæskesvær og brune kartofler.

Men for mange andre er det slet ikke en mulighed. For fjerde år i træk stiger antallet af julehjælpsansøgninger til støtteorganisationer som Mødrehjælpen, Blå Kors og Projekt Kirke.

- Vi kan se en helt tydelig stigning. Vi kan se det på, hvor tidligt folk ansøger og det klare antal af folk, der søger. Der er flere, vi må afvise, lyder det fra Projekt Kirkes lokale koordinator i Hjørring, Vibeke Frandsen Lundorf.

David Lundager har taget sine to børn med til at hjælpe med julehjælpen.

En af de frivillige på stedet, David Lundager, sætter en ære i at møde op og hjælpe med at afvikle Projekt Kirkes dag for julehjælp.

- Det betyder meget for mig at få lov at være en del af det her. Man får lov at se alle de mange mennesker, som det her har så stor en betydning for. Det er en ære, siger David Lundager.

Se det hele indslaget om julehjælpen her:

En kurv med alt godt til julebordet- og juletræet.

I Projekt Kirkes julepose er der alt godt til juleaften, så familierne ikke skal stå med tomme tallerkener, og så er der også gaver til børnene.

- Det er mennesker, som kan have svært ved at få en jul til at køre rundt, som vi andre kan være vant til det. De får virkelig gavn af det her, siger Carsten Jensen, præst i Projekt Kirke i Hjørring.

Det gode eksempel

For David Lundager handler det ikke bare om, at han gerne vil hjælpe. Til uddelingen har han nemlig taget sine børn med, så de også lærer af det.

- Jeg synes, det er rigtig vigtigt at starte med mine egne børn, så de lærer, at det med at kunne hjælpe andre, der måske ikke har samme ressourcer og muligheder, det er rigtig vigtigt, lyder det fra faren til Levi og Mathi.


Aalborg Håndbold forlænger lang stime i jævnbyrdig topkamp

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Aalborg Håndbold ligger nu på førstepladsen i herrernes håndboldliga.

Der var topkamp på menuen lørdag eftermiddag, da Aalborg Håndbold tog imod Fredericia på hjemmebane i herrernes håndboldliga.

Aalborg Håndbold gik ind til kampen som favoritter. Både på grund af deres sejrsstime på ni sejre i streg, og ydermere fordi gæsterne fra Fredericia ikke havde vundet i Aalborg i dette årtusinde.

Der var altså lagt op til en aalborgensisk sejr, og til sidst var det også sådan, at det endte. I en tæt og jævnbyrdig affære trak Aalborg Håndbold sig sejrrigt ud af opgøret og vandt med 32-30. Dermed har klubben nu vundet ti kampe i streg.

VIDEO: Stemningen var i top efter kampen hos spillere og fans.

Foto: Mogens Jørgensen

Afgørelse i de sidste minutter

Fredericia HK kom ellers bedst fra start og kom foran 3-1. Derfra fulgtes de to hold ad, inden Aalborg Håndbold kunne gå til pause med en føring på 14-13.

I anden halvlegs begyndelse var det Aalborg Håndbold, som kæmpede for at lave et hul, der var større end smalle et- og tomålsføringer, men Fredericia bevarede hele tiden kontakten. Midtvejs i anden halvleg mistede Aalborg Håndbold momentum i kampen, og med tre scoringer i streg gik Fredericia fra 21-21 til 23-21.

VIDEO: Simon Hald bifalder stemningen fra lægterne.

Foto: Mogens Jørgensen

I en tæt slutfase havde Aalborg Håndbold det største overskud, og med fire scoringer i de sidste minutter endte opgøret 32-30.

Med sejren ligger Aalborg Håndbold på en delt førsteplads med 27 point for 16 kampe. Næste opgave for aalborgenserne er på onsdag, når Skjern Håndbold kommer på besøg i pokalturneringen.

Læs sportsjournalist Mogens Jørgensens lyn-analyse herunder:

Mogens Jørgensen

Man forstår godt, hvorfor der hver gang kommer over 5000 tilskurere til håndbold i Sparekassen Danmark Arena, når Aalborg Håndbold spiller hjemmekamp.

De får squ noget for pengene. Ja undskyld udtrykket, men hold da op for en håndbold-oplevelse man altid får - i dag 62 mål. Nogle af dem er mere sjove og spektakulære. Især når assistenttræner Henrik Mølgaard scorer fra egen banehalvdel, så løfter taget sig i begejstring fra publikum.

I dag scorede både Møllgaard og Thomas Arnoldsen fra egen banehalvdel, da Aalborg efter en spændende og dramatisk afslutning vandt 32-30 over Fredericia og hægtede dem af i topstriden i håndboldligaen.

Simon Hald bragte Aalborg foran 31-30 med et minut igen til kæmpe jubelbrøl fra de 5200, der for længst havde rejst sig i begejstring over den vandvittig afslutning. Fabian Nordsten hev et par afgørende redninger ud af ærmet, og Fredericia voldte Aalborg store problemer hele kampen igennem - især med deres 7-mod-6-spil.

Men nu er det ti kampe og ti sejre under den nye træner Simon Dahl og assistenttræner Møllgaard. Klø bare på, for vi sidder ude på spidsen af stolen hver gang og får håndbold i topklasse og stemning, man ikke oplever ret mange andre steder end i Sparekassen Danmark Arena. Aalborg håndbold har Danmarks bedste publikum. På gensyn allerede onsdag.

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Brand hos ungdomspartier muligvis påsat: - Det er rigtig ærgerligt

Foto: Per Frank Paulsen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Nordjyllands Politi skal lave nærmere undersøgelser for at finde ud af brandårsagen - heriblandt om den har været påsat.

Det var en ubehagelig overraskelse, som Liberal Alliances Ungdom og Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg stødte på lørdag morgen.

I løbet af natten har der været en mindre brand på Skudehavnsvej i Aalborg i den bygning, hvor de to ungdomspartier hører til.

- Jeg og min kæreste har været dernede i dag for at kigge på det. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, siger Lærke Hermansen, der er lokalformand for Liberal Alliances Ungdom i Aalborg.

Muligvis påsat

Branden forårsagede kun udvendige skader, men Nordjyllands Politi fortalte tidligere lørdag, at der skal laves nærmere undersøgelser om brandårsagen, fordi man ikke kan udelukke, at det er en påsat brand.

- Vi er selvfølgelig berørte over det, at der er brand i vores lokaler. Vi ved jo ikke, hvad det kommer af, men hvis det er påsat, så tror vi ikke, at det er politisk. Hvis det var politisk, tror vi, at det ville være værre, siger Alex Brokholm, der er lokalformand for Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg.

Lærke Hermansen tror heller ikke, at branden er blevet påsat på grund af politiske overbevisninger.

- Jeg kan godt forstå, man kan få den tanke, men der kan være mange andre grunde til, at branden opstår. Det er bare en rigtig ærgerlig situation.

- Men det er op til politiet at finde ud af, og det er svært at gisne om nu, siger Lærke Hermansen.

Det er Aalborg Kommune, der ejer bygningen, mens de to ungdomspartier lejer sig ind og bruger det som klublokaler. Sidste år var der også en brand i lokalerne, uden man fik en opklaring af, hvad der havde antændt det.

- I 2023 var det jo langt værre end nu, men vi kan kun vente på, hvad efterforskningen viser, siger Alex Brokholm.


Le har fire kæpheste: - Hver af dem har sin egen personlighed

Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Le med sine fire kæpheste

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Le har været med til at arrangere sit eget stævne med hjælp fra både mor og farfar.

For de fleste ligner det bare et kosteskaft med en bamse på toppen. For 11-årige Le Sand Haven er det, det tætteste hun kommer på hendes egen pony og hendes mors hest.

- Det her er Coco. Hun er lidt lettere end de andre, forklarer den unge rytter, da TV2 Nords udsendte møder hende ved et ridestævne for kæpheste i Serritslev.

Og det er ikke bare Coco, som er speciel.

- Beauty er den letteste af mine heste, så det er hende jeg springer højt med. Og så er der Ringo og Maximus. De er begge to lidt tunge i det, forklarer hun.

VIDEO: Herunder kan du se hele indslaget:

Farfar hjalp til

Ridestævnet i Serritslev er Les egen idé. Da hun for alvor var begyndt at træne med sine kæpheste, tog hun fat i sin farfar Martin Haven, der er pensioneret tømrer. Ambitionen var at lave en hel springbane, så hun kunne holde et stævne.

- Vi kiggede lidt rundt og fandt ud af, at prisen på et spring til kæpheste var fra 600 kroner og op, så jeg måtte i værkstedet og se, hvad jeg havde på lager, forklarer den stolte farfar, som straks gik i gang med at løse opgaven.

Le Sand Haven, der til dagligt rider almindelige heste og ponyer, kom med instruktioner til tømreren om, hvordan hun ønskede springene og i takt med, at de blev færdige, har hun selv malet både stolper og bomme til hele ridebanen.

- Det er rigtig god træning for ryttere, for mange af øvelserne på en kæphest og en rigtig hest er de same, og så er det en fremragende måde at få motion på, lyder det fra Les mor Jane Sand Haven.

I dag blev ridebanen så stillet op i Vendelbohallen i Serritslev og ridestævnet var en realitet. 65 starter blev afviklet i løbet af dagen med ridepiger fra hele regionen og deres medbragte kæpheste.

Jane Sand Haven (tv.), Le og farfar Martin foran ridebanen Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord