Hæklede hverdagshelte: - Dem i frontlinjen har ikke samme valg som os andre

En virksomhed i Brønderslev har hæklet hverdagens helte under coronakrisen, og mere end 3000 har downloadet de gratis hækle-opskrifter.

Sygeplejersker, skraldemænd, læger og politibetjente. Det er bare nogle af de personer, der er i ”frontlinjen” under coronakrisen.

En indsats, de skal påskønnes for. Det mener virksomheden Mayflower fra Brønderslev. Virksomheden sælger garn og opskrifter, og da coronakrisen for alvor brød ud, valgte de at designe hæklede figurer, der forestiller hverdagens helte.

- Det er jo for at vise, at de gør en forskel. Jeg synes, at det er fantastisk. Jeg er selv totalt panisk og forsøger at holde social afstand for at undgå smitte. Jeg handler ind klokken 7 om morgen, for at undgå mennesker. Det valg har de ikke, lyder det fra Anette Lang, designchef hos Mayflower.

Sygeplejerskerne er populære

Til hver figur hører en specifik opskrift, og den kan alle downloade gratis, så man selv kan hækle sin hverdagshelt. Indtil videre har 3525 downloadet en gratis opskrift. Mest populær er sygeplejersken med 1718 downloads.

- Jeg håber, at det gør dem stolte, at der er så mange, der hækler sådan en figur her. At der er så mange, der tænker på dem, siger Anette Lang.

Figurerne er skræddersyet således, at ansigt og hår kan benyttes på tværs af figurerne, hvilket gør det muligt at få dem til at ligne netop den hverdagshelt den enkelte hækler kender.

- Det er sådan, at folk selv kan lave præcis den figur og den helt, som de gerne vil have. Der er sikkert mange, som har en mor, en far, en pårørende eller en kammerat, der arbejder som eksempelvis sygeplejerske eller skraldemand, og derfor er det vigtigt at man kan få dem til at ligne dem, man kender, så godt man kan, siger Anette Lang.

Indtil videre kan man downloade en opskrift på en sygeplejerske, en skraldemand, en læge og en politibetjent. Men snart kommer der en kassedame og en SOSU-assistent til.  


Seneste nyt

fra Nordjylland