Danish Crown: Vi skal være klimaneutrale i 2050

Slagteri-virksomheden har sat et ambitiøst mål om at reducere udledningen af klimagasser i deres produktion af svinekød markant.

Niels Vestergaard Salling fra Jerslev er formand for LandboNord - og så producerer han hvert år i omegnen 23.000 slagtesvin på sine tre gårde omkring Jerslev. 

Han ser positivt på Danish Crowns nye klimavision, hvor de vil reducere udledningen af klimagasser i svineproduktion drastisk.

 Og den reduktion starter hos landmændene. 

quote Jeg tænker, at det er utrolig ambitiøst og på kanten af det mulige.

Jørgen E. Olsen, professor, Aarhus Universitet

- Jeg synes egentlig, det er rettidig omhu at gøre noget ved det her, fortæller Niels Vestergaard Salling. 

I følge den nye klimavision, skal udledningen af gasserne halveres inden 2030, og produktionen skal være 100 procent klimeneutral inden 2050.

- Vi lever jo af at sælge kød - og for at have en plads i samfundet skal du også være tunet ind på den kanal dine forbrugere og kunder sender på, fortæller Jais Valeur, der er administrerende direktør hos Danish Crown. 

Ambitiøst - men urealistisk

Selvom forslagene til reduktionen af udledningen af klimagasser bliver modtaget med åbne arme, så kan snakken godt være varm luft. Det fortæller Jørgen E. Olesen, der er professor ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet.

- Jeg tænker, at det er utrolig ambitiøst og på kanten af det mulige. 

Men er det muligt?

Lige nu, nej, fortæller Jørgen E. Olesen. 

Omstillingen kommer til at kræve meget af landmændene. Og det vil også komme til at koste ekstra for at nå i mål med de mål. 

- Danish Crown skal sørge for at vi får en merpris - så vi får dækket vores omkostninger til det her. For ellers bliver det svært for os, for så får vi bare en udgift. Kan vi så ikke få ekstra for kødet, så er det jo en ulige konkurrence i forhold til de andre lande, fortæller Niels Vestergaard Salling. 

Den regning for landmandens ekstra omkostninger til den klimeneutrale produktion havner så hos dem, der tager svinekødet op af køledisken. 

- Det er ikke kæmpe beløb, vi taler om. Men der skal være en forbrugeraccept af, at man vil betale mere for kvalitet, fortæller Jais Valeur, der forventer, at det klimeneutrale kød vil koste 5-10 procent mere end nu. 

Hvis økonomien kan løbe rundt til det, så er Niels Vestergaard Salling positiv overfor de klimavenlige tiltag. 

- Det er vi nødt til - ellers har vi ingen berettigelse, fortæller Niels Vestergaard Salling. 


Seneste nyt

fra Nordjylland