Ruths Hotel lukket ned på grund af coronasmitte

To medarbejdere på Ruths Hotel i Gl. Skagen er testet positive for coronavirus, og det har fået hotellet til at lukke for al aktivitet og sende op mod 80 medarbejdere hjem indtil 12. august.

Ruths Hotel har, efter to medarbejdere er blevet testet positive for coronavirus, valgt at lukke for både gourmet-restaurant, brasserie og hotel indtil torsdag 12. august kl. 15. Det fortæller hotellets administrerende direktør Tom Boye.

- Vi vil ikke tage nogen chancer, hverken over for vores gæster eller vores personale, så vi besluttede at lukke ned, lige så snart de to medarbejdere havde fået svaret fra deres pcr-test, siger han.

Bor og arbejder tæt sammen

Personalet arbejder meget tæt og flere bor sammen i parcelhuse, så risikoen for smittespredning er meget stor, lyder det fra direktøren.

Ruths Hotel beskæftiger i øjeblikket mellem 75 og 80 personer. Alle medarbejdere blev testet negative mandag og tirsdag i denne uge, fortæller Tom Boye.


Restaurant og brasserie er lukket ned, mens gæsterne skal forlade hotellet senest søndag klokken 11, står der på hotellets hjemmeside. Indtil da vil hotellet gøre sit bedste for at hjælpe de kunder, der skulle have overnattet eller spist på Ruths Hotel.

Fuldt hus de kommende uger

Hotellet har fuldt hus de kommende tre uger, så lukningen kommer til at berøre en del gæster.

- Vi har heldigvis mødt stor forståelse fra alle. Folk kender jo vilkårene i øjeblikket, og vi bliver jo nødt til at gøre, hvad vi kan for at få smitten stoppet, lyder det fra Tom Boye. 

- Vi er i gang med at undersøge alle muligheder i området, for at vi kan hjælpe vores gæster med andre muligheder, siger hoteldirektøren, der dog endnu ikke har overblik over, hvor mange, der finder alternativer, siger han.

Det bliver i sidste ende de kommende testresultater, der kommer til at afgøre, hvornår Ruths Hotel kan åbne igen, men Tom Boye satser på, dørene kan åbnes igen fra torsdag eftermiddag 12. august.


Seneste nyt

fra Nordjylland