- Vi har mistet tålmodigheden: Havn opsiger trecifret millionkontrakt i utide
- Vi har opsagt kontrakten, fordi vi har mistet tålmodigheden, det er det status nu, siger Mikkel Seedorff Sørensen, direktør, Frederikshavn Havn.
Frederikshavn Havn har opsagt samarbejdet med Bladt Industries om opførelsen af en bunkerterminal til Stena Oil.
Bunkerterminalen skulle være have færdig tilbage i november 2020, men det er ikke sket, og nu er kontrakten opsagt.
- Vi har opsagt kontrakten, fordi vi har mistet tålmodigheden, siger Mikkel Seedorff Sørensen, direktør hos Frederikshavn Havn.
Beslutningen om at opsige kontrakten kommer bag på Bladt Industries.
- Vi er meget overraskede over, at Frederikshavns Havn vælger at opsige kontrakten to uger før vi skulle have afleveret det færdige anlæg til dem, siger Anders Søe-Jensen, administrerende direktør hos Bladt Industries.
Tilbage i 2019 var der ellers brede smil fra begge parter, da man indgik den trecifrede millionkontrakt om opførelsen af en ny olieterminal, der skal lejes og drives af Stena Oil.
En olieterminal, der med 11 lagertanke og med en samlet kapacitet på 74.400 kubikmeter til maritime produkter og spulevand, vil blive Skandinaviens største.
FAKTA
Stena Oil er Skandinaviens førende leverandør af bunkerolie og marine helhedsløsninger til fartøjer i Skagerrak, Kattegat og Nordsøområdet.
Den nye bunkerterminal bliver Skandinaviens største med en kapacitet på 75.000 kubikmeter, der bliver bygget til at håndtere alle typer af brændsel og som lever op til IMO’s nye globale svovlregulering for søfart.
Bladt skulle leverer alt fra design og konstruktion til idriftsættelse af havnens nye terminal, herunder anlæg, afvanding, beton, tanke, rør, el, styring og automationsarbejder.
Konflikt ender i voldgiftssag
Nu er smilene hos Bladt Industries og Frederikshavn Havn stivnede.
Bladt Industries har anlagt en voldgiftssag mod havnen, da Bladt ønsker en afklaring på, hvem der er skyld i, at Stena Oils bunkerterminal er to år forsinket.
- Vi har en grundlæggende uenighed med entreprenøren, og det er det, der nu skal afgøres i en voldgiftssag, siger havnedirektør, Mikkel Seedorff Sørensen, Frederikshavn Havn.
Han ønsker ikke at kigge tilbage på, hvad der i processen kunne have været anderledes.
- Det er nemt at være bagklog, men det er ikke det, vi bruger vores kræfter på nu, vi koncentrerer os om at gøre terminalen færdig, siger han.
Hvad er voldgift
Voldgiftsretten består af en eller flere voldgiftsdommere, som parterne selv vælger. Voldgift er således karakteriseret ved, at parterne i stedet for at gå til domstolene nedsætter en privat ret, voldgiftsretten, som afgør tvisten med bindende virkning for parterne.
Kilde: Voldgiftsforeningen.dk
- På baggrund af uoverensstemmelser mellem Bladt Industries og Frederikshavns Havn har vi, allerede tilbage i september, anlagt voldgift mod havnen. Vi ønsker derfor ikke at kommentere yderligere offentligt, men afventer sagens gang, lyder det fra Anders Søe-Jensen, administrerende direktør hos Bladt Industries.
Trækker økonomiske spor
Samlet har forsinkelserne på bunkerterminalen påført Frederikshavn Havn et indtægtstab på 35 millioner kroner, og det er en af årsagerne til, at havnen kigger ind i likviditetsmæssige problemer.
På spørgsmålet om, hvilke økonomiske konsekvenser opsigelsen af kontrakten med Bladt Industries får, lyder svaret fra havnedirektøren:
- Vi har selvfølgelig vurderet den her sag juridisk, og der er nogle ting der, jeg ikke kan komme ind på offentligt, men vi har en god fornemmelse og håber snart at have løst konflikten, siger Mikkel Seedorff Sørensen og tilføjer:
- Der skal laves et udbud på færdiggørelsen af tankene, så vi kan komme i drift så hurtigt som muligt, siger direktøren for Frederikshavn Havn.