Borgmester Mogens Gade er en af dem, der er blevet politianmeldt. Foto: TV2/Nord

Frustrerede forældre politianmelder Jammerbugt Kommune

En gruppe forældre til handicappede børn og unge i Jammerbugt Kommune har efter længere tids tovtrækkeri med Jammerbugt Kommune valgt at politianmelde navngivne personer i kommunen - heriblandt borgmester Mogens Gade (V).

Tre navngivne topembedsmænd. Formanden for børne- og familieudvalget, Jens Jungersen (V). Borgmester Mogens Gade (V). Og hele kommunalbestyrelsen for meddelagtighed.

Det er, hvem en gruppe forældre til handicappede børn og unge i Jammerbugt Kommune har valgt at politianmelde for at overtræde både straffeloven, retssikkerhedsloven og serviceloven.

Det fortæller talsmand for gruppen, Dorthe Olsen.

- Vi har i lang tid prøvet at få en dialog i gang med Jammerbugt Kommune, men det, vi bliver mere og mere overbeviste om, er, at de forhaler og fejlbehandler sager med vilje. Og det vil vi ikke være med til længere, siger Dorthe Olsen til TV2 Nord. 

Læs også Frustrerede forældre giver ikke meget for borgmesters redegørelse

Politianmeldelsen kommer efter et langt forløb, hvor en voksende gruppe forældre til handicappede børn har forsøgt at få en afklaring på forhold, de ikke mener er i orden. Blandt andet er refusion af merudgifter pludselig blevet stoppet for mange familier, afgørelser og udredninger er længe undervejs, og flere har oplevet en afgørelse uden en individuel vurdering.

Det, vi bliver mere og mere overbeviste om, er, at de forhaler og fejlbehandler sager med vilje. Og det vil vi ikke være med til længere.

Dorthe Olsen

Alt sammen sager, der tidligere i år har ført forældregruppen omkring Christiansborg, hvor socialminister Mai Mercado (K) gik ind i sagen. Men hverken socialministerens indblanding eller en stigning i antallet af omgørelser af sager hos Ankestyrelsen har medført ændringer, oplever forældrene. 

Læs også Socialminister går ind i sagen om frustrerede forældre

Derfor gik de mandag til Nordjyllands Politi med en anmeldelse.

- Vi kan ikke trænge igennem længere. Vi er gang på gang blevet forsikret om, at Jammerbugt Kommune rigtig gerne vil leve op til reglerne og gøre det ordentligt, men der sker ingenting. Tværtimod er det flere og flere af klagesagerne hos Ankestyrelsen, hvor det ender med en omgørelse, eller at de bliver sendt hjem til kommunen. Det viser os, at de gør det forkert i Jammerbugt. Så nu er vi altså nået hertil, siger Dorthe Olsen på vegne af forældregruppen.

Det har indtil videre ikke været muligt at få en kommentar til politianmeldelsen fra hverken borgmester Mogens Gade eller viceborgmester Anne-Mette Ulstrup (DF). Formand for børne- og familieudvalget, Jens Jungersen, siger dog til TV2 Nord:

- Jeg kender godt til politianmeldelsen, men har ingen kommentarer på nuværende tidspunkt. Vi tager det med sindsro og afventer, hvad politiet gør herfra.

Nordjyllands Politi skal nu vurdere, om der er grundlag for at indlede en efterforskning.