Stine Rex løb 111.500 kroner ind til DGI Huset
Stine Rex gennemførte fra fredag til søndag et 48 timers løb i Fårup Sommerland. Vi har i indslaget her klippet en række high lights - se eller gense. Video: TV2 Nord
Selv om målet med at sætte en ny verdensrekord, da den nordjyske ultraløber Stine Rex søndag formiddag sluttede sit foreløbige sidste 48 timers løb, ikke blev nået, så blev et andet mål nået; nemlig målet om at samle 100.000 kroner ind til DGI Huset i Aalborg.
Da Stine Rex for ikke længe siden pludselig fik den ide, at hun ville løbe i 48 timer, da var motivationen egentlig slet sportslig - derimod handlede det om, at Stine Rex' arbejdsplads DGI Huset i Aalborg i lighed med mange andre virksomheder var blevet ramt og lukket på grund af coronakrisen.
- Jeg tænkte, jeg skulle gøre noget for vores elskede hus, og det, jeg kan, er at løbe, og jeg er god til at løbe og til at løbe langt, fortæller Stine Rex.
Til daglig arbejder hun som træner i DGI Huset, og hun var ikke sen til at få en masse andre fra huset sat i sving - og lige pludselig kunne det lykkedes at kombinere det, Stine Rex er god til, med hendes ønske om at kunne gøre en forskel for arbejdspladsen.
Nemlig ved at hun løb et 48 timers løb som velgørenhedsløb.
TV2 Nord er hjemme i sofaen hos Stine Rex søndag aften - se med her:
Samtidig med Stine Rex har løbet i 48 timer og 384 kilometer, er pengene tikket ind på mobilpay til støtte for DGI Huset.
Søndag aften lyder beløbet på den anden side af de 100.000 kroner, som Stine Rex satte som mål. Og pengene bliver ved at løbe ind - foreløbig er der samlet næsten 112.000 kroner ind.
- Det betyder meget for mig, at jeg ved at lave det her løb kan bidrage til at støtte DGI-Huset, som betyder så utroligt meget for rigtig mange mennesker. Jeg vil gøre alt for at bidrage til, at huset kommer godt ud på den anden side af corona-krisen, siger Stine Rex.