Trods voldsomt vejr: Strandbredden redder Blokhus Windfestival

I weekenden blev der for sjette gang afholdt Blokhus Wind Festival.

Himlen over Blokhus har i weekenden været dækket af flere former og farver end blot skyerne. 

Søndag var sidste dag til Blokhus Wind Festival, hvor drageflyvere fra både Danmark og Tyskland gennem weekenden har sendt farvestrålende figurdrager op.

- Aktørerne er vildt begejstret for de brede sandstrande, vi har i Blokhus. Det gør, at uanset hvordan vinden er, om den kommer fra syd, nord, øst eller vest, så kan man stadig sætte sin drage op, siger Jette Haugaard Grønhøj, der er eventkoordinator i Jammerbugt Kommune.

Udfordrende vejr

Vejrguderne har ikke givet Jette Haugaard Grønhøj det vejr, hun havde ønsket. Men på trods af både gråvejr, regn og vind så har dragefestivalen alligevel været en succes.

- Vinden har været meget stærk, og det har gjort, at vi ikke har kunnet få de helt store drager på himlen. Men jeg synes faktisk, de har gjort det rigtig godt i forhold til vejret, siger eventkoordinatoren.

Den internale vindfestival har været afholdt fem gange tidligere på stranden i Blokhus. Normalt bliver dragerne sat på himlen i Pinsen, men på grund af corona har aktørerne været nødt til at flytte festivalen til august.

- Der er normalt rigtig mange forskellige aktører med. I år har vi primært haft etlinede drager og paragliderklubben her, fortæller Jette Haugaard Grønhøj.

Blokhus Wind Festival er ikke længere bare en dragefestival, men har gennem årene udviklet sig til at blive en oplevelsesfestival med vind. Udover at observere de mange forskellige drager, så har børnene kunnet deltage i både anderæs, faldskærmsudspring for bamser og karameludkast fra dragefærge. 


Seneste nyt

fra Nordjylland