Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

To klitter blev ødelagt i Skagen – nu begynder retssagen

Onsdag sidder to mænd på anklagebænken tiltalt for at have ødelagt to klitter på Skagen Sønder Strand.

En meget omdiskuteret sag fra Skagen begynder onsdag ved retten i Hjørring.

To mænd er tiltalt for groft hærværk og for at have overtrådt flere bestemmelser i Naturbeskyttelsesloven ved i oktober måned i 2019 at have ødelagt to fredede klitter ved Skagen Sønderstrand.

Den ene af mændene på anklagebænken er den 61-årige aalborgensiske erhvervsmand Hans Andersen, der ifølge anklagen har foranlediget den anden tiltalte i sagen, en 39-årig mand, til at flytte en større mængde sand og beplantning fra de to klitter en oktober nat i 2019.

- Vi går efter en fængselsstraf til både den, der udførte og den, som bestilte det, og udgangspunktet vil være en ubetinget fængselsstraf, siger specialanklager ved Østjyllands Politi, Jan Østergaard.

I tiltalen lyder det, at hærværket på de to klitter i alt løber op i cirka 447.000 kroner. Udover hærværket er de to mænd også tiltalt efter en paragraf, der sjældent bliver rejst tiltale efter, hvor det hedder sig, at der er ”forvoldt skade på landskabelige og kulturhistoriske værdier af hensyn til almenheden”.

- Min klient er selvfølgelig ikke enig i anklageskriftet, for så havde vi haft en helt anden sag, hvis han havde været det, og derfor nægter han sig fortsat skyldig, siger Hans Andersens forsvarer Rasmus Amandusson.

To skrællede klitter over natten

Sagen om de to ødelagte klitter i Skagen er efterhånden halvandet år gammel, men siden er der skrevet og sagt meget om hærværket, der fandt sted om natten den 26. oktober.

En gummiged havde i løbet af natten kørt op på de to klitter, fjernet toppen af klitterne og skubbet sandet ud over kanten, så det lå på stranden til stor forfærdelse for de lokale i Skagen, der næste morgen tydeligt kunne se skaderne.

Til at starte med fik ødelæggelsen stor opmærksomhed, fordi de to klitter er fredede og står tæt ved det ikoniske vippefyr i Skagen. Straks gik spekulationer også på, hvem som kunne stå bag hærværket på klitterne, der ligger tæt på en af en af de finere og dyrere adresser i Skagen. Derfor begyndte flere lokale at vende blikket mod husene, der kunne have gavn af en formindsket klit. 

En af de lokale er Oluf Lou, som vi på TV2 Nord snakkede med på Skagen Sønder Strand søndag den 27. oktober 2019.

- Man kan jo ikke pege på nogen uden beviser, men det er ret åbenlyst, hvem der profiterer ved det her, så jeg tænker, det er indlysende, hvor man kan starte en efterforskning. Det er jo klart ulovligt det her, så det er jo en sag for politiet, sagde Oluf Lou den gang til TV2 Nord.

To mænd anholdt i sagen

Siden gik harmen fra de lokale i Skagen og hele vejen op på ministergangene, hvor Miljøminister Lea Wermelin (S) var chokeret over, at sandet fra den fredede klit var blevet fjernet i løbet af weekenden.

- Det er meget alvorligt, og det er selvfølgelig også dybt uacceptabelt, at man ødelægger unik dansk natur, som det er sket i Skagen. Det er vigtigt, at vi tager skarp afstand fra det, og jeg kan kun opfordre alle med informationer til at henvende sig til politiet, sagde Lea Wermelin (S) få dage efter klitterne var blevet skrællet.

Lidt over to uger efter klitterne var blevet ødelagt kunne Nordjyllands Politi så fortælle, at de havde anholdt to mænd i sagen og sigtet dem for groft hærværk mod de fredede klitter i Skagen og overtrædelse af Naturbeskyttelsesloven. 

Samtidig kunne de oplyse, at de to anholdte mænd begge fra bosiddende i Nordjylland, men nærmere ville de ikke komme deres adresse.

Hans Andersen står frem

De efterfølgende uger og måneder var det småt med nyt i sagen om de ødelagte klitter, indtil den kendte aalborgensiske erhvervsmand Hans Andersen stod frem hos TV2 Nord og fortalte, at han er en af de to sigtede i sagen om den ødelagte klit.

Han fortalte dengang i sommeren 2020, at han, dagen inden klitterne i Skagen blev ødelagt, mødtes med den anden sigtede i sagen. Han afviste på det tidspunkt og afviser stadig, at deres møde handlede om, at de skulle planlægge hærværket.

- Jeg kan kun beklage, hvis jeg skal blive en del af det i en senere dom. Men jeg har ikke bestilt en gummiged eller kørt en gummiged. Jeg synes, det er forkert, at den hændelse har fundet sted, og det kan man kun beklage, sagde Hans Andersen til TV2 Nord.

- Det kan godt være, jeg har sået et frø - det må retten afgøre på et senere tidspunkt. Jeg har i hvert fald talt med hjertet, det er helt sikkert, forklarede Hans Andersen.

250 kubikmeter eller 3.500 kubikmeter?

Siden Hans Andersen stod frem offentligt som sigtet i sagen, er der om man så må sige gået sand i snakken. Enten rigtig meget sand eller noget mindre sand. For den aalborgensiske erhvervsmand var ikke enig med kommunen i, hvor meget sand, der var flyttet fra de to klitter.

I politianmeldelsen lød det, at der var fjernet mellem 3.000 og 3.500 kubikmeter sand. Det var Frederikshavn Kommunes natursagsbehandler, som efter en besigtigelse på stranden to dage efter ødelæggelserne vurderede sådan. Omvendt mente Hans Andersen, at der var tale om en langt mindre mængde sand. Han havde to forskellige landinspektører til at måle skadernes omfang, og de vurderede, at der var tale om 135 til 250 kubikmeter sand.

Ødelæggelserne ville ifølge Frederikshavn Kommune koste omkring en halv million kroner at reetablere. Så langt er anklagemyndigheden også med, men de har nedjusteret mængden af sand, som de mener, er blevet flyttet.

- Vi har et estimat, der ligger mellem 800 og 1.100 kubikmeter, siger specialanklager ved Østjyllands Politi, Jan Østergaard.

Estimatet er dog stadig langt fra den mængde, som Hans Andersen mener. Derfor er Hans Andersens forsvarer ikke helt tilfreds, fordi han mener, at mængden af sand er afgørende for, hvor stor en straf Hans Andersen eventuelt vil få, hvis han bliver dømt.

Tre dage sat af til retssagen

Nu skal det så altså afgøres i retten i Hjørring om Hans Andersen har mere end sået et frø, og hvor meget sand og beplantning, der er blevet fjernet fra de to klitter.

Onsdag den 7. april går retssagen i gang, og efter planen falder der dom i sagen fredag den 9. april.


Store forskelle: Her topper og flopper Nordjylland

Foto: Boligsiden

Salgspriserne i Nordjylland har taget et hop, men i 2024 var det - i hvert fald værdiforøgelsesmæssigt - bedre at eje en lejlighed end et hus.

Der er dårligt nyt til dem, der overvejer at træde ind på boligmarkedet. Priserne på både ejerlejligheder, villaer og rækkehuse er nemlig steget.

Region Nordjyllands ejerlejligheder står på landsplan for den største stigning på 12,6 procent, hvilket er stik imod udviklingen i huspriserne, hvor stigningen er lavest i netop Nordjylland, skriver Boligsiden i en pressemeddelelse.

Men der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Fra november 2023 til november 2024 er den gennemsnitlige salgspris på villaer og rækkehuse steget med fem procent. Det betyder, at den gennemsnitlige salgspris ligger på 17.671 kroner pr. kvadratmeter.

Nordjysk fordobling

Mens man i Region Hovedstaden kan juble over den største stigning på 6,2 procent, er der ikke grund til at juble helt så meget i Nordjylland, hvor priserne kun er steget 2,8 procent - den laveste stigning af alle regioner.

- 2024 har været et år uden de helt store kriser som corona, energikrise eller økonomisk krise, som har påvirket markedet de seneste år. Samtidig er renterne faldet, og det har skubbet til den udvikling, der har været i gang siden februar 2023, hvor huspriserne ramte et lavpunkt og begyndte at bevæge sig op igen, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.

I Nordjylland er det nok ejerlejlighedsejerne, der er mest tilfredse med udviklingen. Salgsprisen er nemlig på landsplan steget med 6,2 procent, men i Region Nordjylland er prisen steget med hele 12,6 procent.


Nordjyde i anderledes rolle: Nomineret til en Golden Globe

Foto: TV2

Golden Globes-prisuddelingen finder sted 5. januar næste år.

Dan Jakobsen er for mange kendt for sine roller som nisse i diverse julefilm, eller som Danmarks mindste mand.

Den lille mand har dog påtaget sig en anden mindre rolle i filmen 'The Girl With The Needle' (Pigen med nålen, red.).

- Jeg var faktisk i tvivl, om jeg ville sige ja til rollen, fordi jeg skulle nogle ting i filmen. Men efter snakke med andre og mange overvejelser, valgte jeg at sige ja, og det er jeg glad for, forklarer Dan Jakobsen.

- Man skal jo huske, at det er en rolle, man tager på sig, og at det ikke er personen, tilføjer han.

Rart med et mix

Filmen er inspireret af historien om danmarkshistoriens værste seriemorder, Dagmar Overbye, der i 1921 blev dømt for mord på ni spædbørn.

Den handler om den unge fabriksarbejder Karoline, som kæmper for at overleve i København efter 1. Verdenskrig. Da hun bliver arbejdsløs, forladt og gravid, møder hun kvinden Dagmar, der driver et undergrundsadoptionsbureau. Her hjælper Dagmar mødre med at finde plejefamilier til deres uønskede børn.

- Jeg kan godt lide at lave sådan noget, og jeg kunne godt tænke mig at lave lidt mere af den slags - altså noget anderledes, forklarer Dan Jakobsen.

- Jeg kan også godt lide at spille nisse, men det er rart med et mix, så jeg kan blive bedre selv og udvikle mig gennem forskellige muligheder og roller, tilføjer han.

Dan Jakobsen fortæller dog, at han ikke nødvendigvis gider leve af det, men at han gerne vil lave flere film, som også er anderledes.

Hvad er Golden Globe?

Golden Globe Awards er en årlig prisuddeling, der afholdes af Hollywood Foreign Press Association (HFPA) for at hylde vigtige film- og tv-produktioner og skuespillere. De første Golden Globe-priser blev uddelt i 1943, og siden da har prisuddelingen været en af de mest prestigefyldte i verden.

Golden Globe Awards uddeles i forskellige kategorier som bedste film, bedste tv-serie, bedste skuespiller og skuespillerinde. Der er også separate kategorier for komedier og musicals samt for forskellige genrer som drama, komedie og animation.

En jury bestående af medlemmer af Hollywood Foreign Press Association vælger vinderne af Golden Globe Awards. Medlemmerne af HFPA er journalister, der rapporterer om den amerikanske filmindustri til udenlandske publikationer.

Kilde: Dfi.dk

Ydmyg nordjyde om stor pris

Filmen har allerede vundet flere forskellige priser, og nu er den også nomineret til en såkaldt 'Golden Globe' i kategorien Bedste Ikke-engelsksprogede Film.

- Det er meget fornemt, men nu har jeg ikke verdens største rolle, så takken skal sendes videre til dem med større roller end mig, og dem omkring filmen. Men det er da et godt udstillingsvindue for mig, filmen og dansk film, lyder det fra den ydmyge nordjyde.

Selv opdagede Dan Jakobsen først nomineringen, da andre omkring filmen begyndte at dele opslag omkring det på sociale medier. Han tænker, det nok bliver samme måde, han finder ud af, om filmen vinder.

- Hvis jeg husker det, følger jeg med, men jeg ved slet ikke, om man kan se det live. Hvis man kan, må jeg se, om det lige passer, ellers holder jeg øje med det efterfølgende. Jeg skal nok finde ud af det, tænker jeg, griner Dan Jakobsen.

Golden Globes-prisuddelingen finder sted 5. januar næste år.


Det kan få fatale konsekvenser for en række følgeerhverv, at der til nytår indføres en ny CO2-afgift på fiskeriet.

- Jeg frygter, at nogle af vores kunder ikke har økonomien til at fortsætte på den måde.

Sådan lyder det fra Morten Mikkelsen, der er afdelingsdirektør i Entech Marine i Hirtshals. For når der indføres en ny CO2-afgift på fiskeriet til nytår, anslår Fiskeriforeningen at 45 procent af de mellemstore fiskerifartøjer er i fare for at forsvinde.

Og det er skidt nyt for Entech Marine, der blandt andet servicerer motorerne ombord på fiskerifartøjerne. Som følgeerhverv til fiskeriet har en kommende CO2-afgift også betydning for dem.

- Vi ved jo, at mange af fiskerne - vores kunder - er pressede i forhold til deres kvoter og økonomien i forvejen. Og en yderligere udgift for dem, vil have store følger for os. Vi vil jo miste kunder, frygter afdelingsdirektøren.

I Hirtshals Service Group, der repræsenterer blandt andre Entech Marine og en række andre følgeerhverv, er der også dybe panderynker over den nye CO2-afgift.

- Når jeg hører, at der er fiskeskippere rundt omkring, som tænker at sælge deres båd, fordi de ikke har råd, ved jeg godt, at så mister vi kunder i vores servicegruppe. Og det betyder, at nogle af de kunder, de har haft i mange år, måske simpelthen siger 'Stop! Nu kan vi ikke mere', siger Per Christensen, bestyrelsesformand i Hirtshals Service Group.

Det er ikke kun skidt for de virksomheder, der har adresse på havnen i Hirtshals. Det er skidt for hele byen, lyder det fra bestyrelsesformanden.

- Jeg tør ikke tænke på, hvor mange arbejdspladser det er. Morten har 35 ansat. Så har han måske ligeså mange underleverandører af elektrikere, tømrere og malere, der kommer ind på pladsen her. Og når det går udover dem, begynder det også at gå ud over byen, så jeg tør ikke sætte et tal på, siger Per Christiansen.

Foto: Regnar Bekker / TV2 Nord

Konsekvenser kan ses om seks måneder

CO2-afgiften betyder, at diesel til kutterne kommer til at stige med 2,25 kroner. Fiskeriforeningen anslår, at det vil gøre 45 procent af de mellemstore fiskerifartøjer u-lønsomme på grund af afgiften.

Og det får Morten Mikkelsen til at frygte, at det kan få betydning for de 35 medarbejdere, han har ansat i Entech Marine.

- Jeg frygter selvfølgelig, at vi bliver nødt til at reducere i flokken, hvis vi mister kunder. Så det er en katastrofe, siger afdelingsdirektør Morten Mikkelsen, og fortsætter:

- Fiskerne er seje, de vil kæmpe, så længe de kan. Men midt på året (2025, red.) tænker jeg, der kunne være nogle problemer i det.

Men kan I ikke bare servicere andre fartøjer end dem i fiskeriet?

- Vi servicerer alle typer skibe, men fiskeriet er en stor del af det.

Per Christiansen, er det ikke fair nok, at vi alle skal bidrage til den grønne omstilling?

- Jeg tror da helt bestemt, at vi alle sammen gerne vil den grønne omstilling. Men der er nogen, der ikke har fundet ud af, at det koster rigtig mange penge at blive grøn. Og når vi ikke har noget alternativ til det brændsel, vi bruger i dag, så synes jeg ikke, der er fair, at man bare lægger afgifter ovenpå. For jeg tror ikke på, at CO2'en forsvinder, fordi vi får afgifter.

- Vi har nemlig ingen alternativer til den brændstoftype, vi bruger. Og det er jo der, problemet er. Der er ingen alternativer. Det duer ikke.


Juletrafikken: Disse dage og tidspunkter skal du undgå

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

DSB forventer, at de i juledagene får rekordmange rejsende med deres tog.

Når presset over julegaveindkøb er faldet, så kommer julens næste stressmoment, hvis du er en af de mange danskere, der skal rejse for at komme hjem til jul.

For med det omfattende vejarbejde, der strækker sig i begge retninger mellem Vejle og Randers, er det måske nok i år en ekstra god idé at orientere sig i trafikprognoser - i hvert fald, hvis man vil undgå at sidde i kø.

Trafikken er i år hjulpet af, at juleaften falder på en tirsdag. Det gør nemlig, at Vejdirektoratet forventer, at den udrejsetrafik, der normalt samler sig lillejuleaften, i stedet vil sprede sig over flere dage fra fredag den 20. december til tirsdag den 24. december.

Foto: Vejdirektoratet

Så Vejdirektoratet forventer generelt ikke de store forsinkelser på vejene med undtagelse af lillejuleaften, hvor der især mellem klokken 11 og klokken 14 er tryk på vejene.

Rekordmange med tog

Hos DSB er der op til jul flest rejsende fra øst til vest, mens det omvendte gør sig gældende efter jul. Sidste år solgte DSB 200.000 pladsbilletter til juledagene, og i år forventer DSB at overgå det tal med 275.000 rejsende.

Lige nu er forventningen, at den 23. december bliver den travleste dag med 40.000 rejser skarpt efterfulgt af den 21. og 22. december.

- Vi kan se, at endnu flere forventer at rejse med DSB i juledagene i år, og mange planlægger tidligere end andre år. Selvom juletrafikken i år spreder sig ud over flere dage, så anbefaler vi, at man ikke venter for længe med at planlægge og købe sin rejser, siger Tony Bispeskov, der er informationschef hos DSB.

Gode råd til turen

  • Kør uden for de mest trafikerede tidsrum, og sæt god tid af til din rejse.

  • Hold dig opdateret om den aktuelle trafiksituation på trafikinfo.dk.

  • Hold ekstra godt øje med vejrudsigten.

  • Kør efter forholdene, pas på farten, og hold god afstand til de forankørende.

  • Hav tæpper, noget at drikke og evt. en skovl med i bilen.

  • Lyt til P4 Trafik under din tur.

    Kilde: Vejdirektoratet

Hvor den 23. december er den helt store udrejsedag, bliver den 26. december den helt store hjemrejsedag.

Her forventer Vejdirektoratet, at der vil være meget trafik, der bevæger sig mellem Jylland og hovedstadsområdet i begge retninger.

Og hvis man vil undgå at sidde i en kø, så er det mellem klokken 11 og 15, at man skal undgå at rejse.

Der er dog en ubekendt faktor, når det kommer til juletrafikken, nemlig vejret. For hvis der er sne, frost og kraftig blæst, vil det have en stor indvirkning på trafikken. Hold derfor øje med vejrudsigten, ligesom det er en god idé at orientere sig på trafikinfo, inden man drager afsted.

Disse strækninger på E45 har vejarbejde og nedsatte hastigheder. Foto: Vejdirektoratet

Karner lider af demens - her stråler han som en sol

Dans og lyden af musik kan vække minder og fungere som et åndehul for både demente og deres pårørende.

Demens er en sygdom, der rammer flere og flere danskere, og det anslås, at knap 100.000 danskere lider af sygdommen. En sygdom uden udsigt til behandling. Derfor handler det om at finde måder at lindre sygdommen eller skabe momenter, hvor sygdommen kan stå i baggrunden.

- Når de kommer her, er de ret neutrale, men når de går herfra, går de med et smil på læben, siger Anita Falk Nielsen, indehaver og danselærer på Motionitten i Aars.

Ægteparret Karner Nielsen og Inge Skov i en vals. Foto: Jeanett Cecilie Jørgensen / TV2 Nord

En af de måder hvor man kan skabe en god stund for både den demensramte og deres pårørende er nemlig igennem dans. Helt specifikt erindringsdans, der kan vække nogle af de minder, der ellers kan være svære at få frem.

- Han er glad for at komme her. Han elsker jo at danse. Det har han næsten gjort alle hans dage. Hver gang der er et stykke, han kan huske, så skal han op at danse, og så er han glad og tilpas, siger Inge Skov, pårørende til og gift med Karner Nielsen.

Lysstrejf i en mørk tid

Og det er det, musikken og dansen kan. Forskningen viser nemlig, at dans kan stimulere den del af hjernen, hvor vores korttidshukommelse sidder. Derfor afholdes der på Motionitten i Aars erindringsdans to gange om måneden for både demente og deres pårørende. Dansen bliver på den måde et afbræk fra en hverdag, hvor sygdommen kan virke altoverskyggende og dermed svær at håndtere - både som demensramt og som pårørende.

- Dansen giver mig noget livskvalitet, siger Lena Madsen, demensramt.

Og den følelse kan Inge Skov, pårørende og kone til Karner Nielsen, nikke genkendende til.

- Det er godt for mig at være afsted, og det er også godt for ham. Han stråler jo som en sol, når han er her. Derhjemme er han lidt mere indelukket, siger hun.

TV2 Nord besøgte Motionitten til erindringsdans:

Minder for en stund

I takt med at hukommelsen svigter, og man ikke længere kan lave de ting sammen, som man plejede at kunne, er det godt at have nogle friske minder at vænne tilbage til.

- Hun er glad, når hun går derfra. Og hun nyder det, når hun er her, og hun kan snakke vidt og bredt om, hvad vi har gjort. Hun kan næsten huske alle dem, hun har danset med, siger Flemming Madsen, pårørende og mand til Lena.

Som pårørende kan det til tider være svært og føles ensomt at være i, og derfor mener Anita Falk Nielsen, at der til erindringsdans, bliver skabt et rum, hvor der er plads til de tanker.

- Der er et socialt fællesskab, hvor de kan få lov at sidde og snakke med andre pårørende, og de kan opleve andre med demenssygdom. Så de bliver en del af et fællesskab, hvor de ikke står alene, fordi de hører, at der er andre, der har oplevet det samme, siger hun.

Afslutningsdansen foregår altid hånd i hånd. Foto: Jeanett Cecilie Jørgensen / TV2 Nord

Erindringsdansen i Motionitten har kørt fem gange som en forsøgsordning med støtte fra Vesthimmerlands Kommune.