Færge-ansat blev dårlig under overfart: Nu er tre sendt hjem i isolation
Foto: Christian French
(Arkivfoto)
Det er endnu uvist, om der er tale om covid-19, men færgeselskabet tager ingen chancer, lyder det fra direktøren.
Torsdag aften fik et besætningsmedlem på Læsøfærgen det pludselig dårligt under en overfart mellem Frederikshavn og Læsø.
- Vi har en ung mand, der har fået det skidt med noget, der kunne ligne coronasymptomer, siger Lars Rieks, der er direktør hos Læsøfærgen, til TV2 Nord.
Der er tale om 16.50-afgangen, hvor medarbejderen fik det dårligt ti minutter før ankomst i havnen, altså omkring klokken 18.10.
Han blev hurtigt isoleret, og han og hans kollegaer fra kabyssen er sendt hjem og må først komme på arbejde, når de er testet negative.
Lars Rieks, direktør, Læsøfærgen
Selvom det endnu er uvist, om der er tale om covid-19, så tager færgeselskabet ingen chancer, lyder det fra direktøren.
- Han blev hurtigt isoleret, og han og hans kollegaer fra kabyssen er sendt hjem og må først komme på arbejde, når de er testet negative, siger Lars Rieks til TV2 Nord.
Alle navne og telefonnumre er noteret
I alt er tre medarbejdere sendt hjem, og de skal testes for coronavirus i morgen, fredag.
Der var 148 passagerer ombord på aftenens sejlads, og direktøren oplyser, at de har fået alle navne og telefonnumre på passagerne, inden de gik i land.
- Hvis han så er positiv, giver vi listen til sundhedsmyndighederne, som så vil kontakte alle passagerne direkte, siger Lars Rieks.
Skibet rengøres grundigt, og der er gjort rent og sprittet af alle de steder, hvor medarbejderen har været.
I alt blev færgen omkring 20 minutter forsinket, men det burde ikke umiddelbart få konsekvenser for afgangene i morgen, lyder det fra direktøren.