Læsø afskæres fra fastlandet: - Vi skal stå sammen og holde pinen ud

Borgere i syv nordjyske kommuner bliver senere i dag bedt om ikke at færdes over kommunegrænserne. Det gælder også ø-kommunen Læsø.

Sundhedsminister Magnus Heunicke og erhvervsminister Simon Kollerup orienterede torsdag formiddag borgmestre fra syv nordjyske kommuner, om de nye restriktioner, der bliver lagt over kommunerne, efter der er fundet en muteret virus fra mink, som vil true kommende vacciner mod coronavirus.

En af kommunerne er Læsø, hvor der ifølge borgmestre fra i morgen kommer nye restriktioner. Det gælder blandt andet begrænset færden på tværs af kommunegrænser. Noget som bliver nemt at overholde i ø-kommunen Læsø, men som samtidig også betyder, at øen afskæres helt fra resten af landet.

- Det der er udfordringen, er dem, der pendler ind til Læsø på daglig- og ugebasis. Jeg tænker også på vores plejehjem, hvor der kommer mange ude fra og hjælper de ældre. Der mangler vi afklaring på, hvad de skal, siger borgmester i Læsø Kommune, Karsten Nielsen (DF).

Bakker op om restriktioner

Karsten Nielsen slår fast, at han, og resten af kommunen ligesom de øvrige kommuner, bakker op de nye restriktioner.

- Vi skal have løst det her så hurtigt som muligt, understreger Karsten Nielsen (DF).

- Det er en lidt sur situation, vi er havnet i, men vi skal stå sammen og holde pinen ud og hjælpe hinanden, og så skal vi overholde restriktionerne. Der kommer ikke nogen decideret kontrolfunktion, så det er stadig lidt op til folk, tænker jeg, og der kan der opstå udfordringer, fortsætter Karsten Nielsen (DF).

quote Vi venter på nogle konkrete retningslinjer.

- Karsten Nielsen, Borgmester, Læsø Kommune, Dansk Folkeparti.

Indtil videre har borgmesteren ikke hørt mere om restriktionerne siden mødet torsdag formiddag med sundhedsministeren og direktøren for Statens Serum Institut, men savner konkrete svar på, hvor strengt borgere skal holde sig inden for kommunegrænserne.

- Hver eneste af de tiltag, der er nævnt, bliver efterfulgt af fem til ti spørgsmål. Vi venter på nogle konkrete retningslinjer, siger Karsten Nielsen (DF).

Lille flyveplads og færge

Vejene ind til Læsø er meget begrænsede. Der findes kun tre muligheder for at komme til øen. Øen råder over en lille flyveplads, man kan selv sejle til øen og så er der den afgørende færge, der hver dag sejler mellem Læsø og fastlandet i Frederikshavn.

- Hvis Frederikshavn ikke vil have os ind, så er vi på den, men der er ingen fare for at færgen ikke sejler, men der kan være udfordringer med at opretholde den sejlplan vi har nu. En stor del af besætningen kommer fra andre kommuner, siger Karsten Nielsen (DF).

På Læsø er der fem eller seks, der hver dag pendler til øen for at arbejde. Karsten Nielsen siger, at de kan arbejde hjemmefra ligesom kommunen vil oprette hjemmearbejdspladser til de ansatte i kommunen.

Derudover glæder borgmesteren sig over, at det ligner, at skoler og daginstitutioner forbliver åbne.


Seneste nyt

fra Nordjylland