2020-ernes nordjyske badmintonstjerne: Hvem bliver den nye Peter Gade?
I den her weekend bliver der afviklet et stort grand prix-stævne i Stadionhallen i Aalborg, hvor nogle af de unge nordjyder, der bliver stillet store forventninger til, er med.
I det årti, vi har lige har sagt farvel til, har nordjyske badmintonspillere som Peter Gade, Jan Ø. Jørgensen, Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen gjort sig flot bemærket. Spørgsmålet er så, hvem der bliver det her årtis nye stjerner.
Victor Svendsen er 24 år og fra Hjørring - og måske den næste nordjyske badmintonstjerne. Lige nu er han nummer seks på ranglisten over danske herresingler, men han vil gerne blive lige så god som et af sine nordjyske forbilleder.
- Jeg ved ikke, om jeg kan blive den nye Peter Gade, men jeg kæmper, alt hvad jeg kan for det, og han er bestemt et af mine idoler, siger Victor Svendsen.
Han stiller op for Vendsyssel Elite Badminton, men til hverdag træner Victor Svendsen med landsholdsstjerner som Viktor Axelsen i Brøndby.
- Hvis Victor Svendsen bliver farligere angrebsmæssigt, så kommer han helt sikkert i verdenstoppen, siger Thomas Nielsen, der er en af Badminton Danmarks ungdoms-landstrænere.
Jeg ved ikke, om jeg kan blive den nye Peter Gade, men jeg kæmper, alt hvad jeg kan for det, og han er bestemt et af mine idoler.
Victor Svendsen, Vendsyssel Elite Badminton
Træner 16 timer om ugen
I single på kvindesiden er det den 17-årige gymnasieelev Sofie Løth Topp fra ABC Aalborg, der er det helt store nordjyske håb. Samtidig med skolen træner hun 16 timer om ugen. Hun kan godt mærke de store forventninger, der er til hende.
- Det er et stresset liv med meget træning, og der er store forventninger, som måske kan være svære at leve op til, men jeg gør det bare så godt, jeg kan, siger Sofie Løth Topp.
- For ikke at lægge pres på Sofie, så vil jeg ikke sige, at hun skal stå i en All England-finale, men hun kan helt sikkert komme i top 30 på verdensplan, siger Thomas Nielsen.
Taber til spiller fra Solrød Strand
Sofie Løth Topp er lige nu rangeret som nummer 45 i seniorernes damesingle, men selv om hun er godt med i andet sæt, så taber hun ved lørdagens grand prix-stævne til Sarah Frederikke Vishart fra Solrød Strand, der er 10 pladser foran Sofie Løth Topp på ranglisten.
Jeg forventer det bedste af mig selv hver dag, så det er det største pres jeg har.
Victor Svendsen, Vendsyssel Elite Badminton
Bedre går det for Victor Svendsen, der forholdsvis ubesværet vinder sin første kamp mod den 19-årige Mads Sørensen fra ABC Aalborg, der er nummer 90 ranglisten.
- Jeg forventer det bedste af mig selv hver dag, så det er det største pres jeg har, svarer Victor Svendsen på spørgsmålet, om han kan mærke presset fra omverdenen om at blive den næste nordjyske badmintonstjerne.
For øvrigt var der for år tilbage kun registreret lige omkring 9.000 badmintonspillere i Nordjylland. Nu er der 13.416 registrerede i 193 foreninger, viser tal fra Danmarks Idrætsforbund.