Fyrværkerisalget fortsætter mellem jul og nytår: Betragtes som en dagligvare

Trods nedlukning af detailhandel og liberale erhverv mellem jul og nytår, får nordjyderne alligevel lov til at handle fyrværkeri ind til nytårsaften.

De fleste forbinder dagligvarer med ting som mælk og toiletpapir, men i en pressemeddelelse fra Sikkerhedsstyrelsen oplyser de, at eftersom fyrværkeri betragtes som en dagligvare, fortsætter salget frem til nytår.

I Regeringens seneste pressemøde blev det meldt ud, at detailhandlen skulle lukke fra 25. december til 3. januar med undtagelse af dagligvarebutikker samt apoteker.

Fyrværkerisalget får dog også lov at fortsætte mellem jul og nytår sidestillet med dagligvarebutikkerne.

Corona-venlige tiltag

Flere af fyrværkeri-salgsstederne rundt om landet har dog valgt, for at imødekomme restriktionerne, at tænke i alternative baner, når det kommer til måden, der handles på.

Flere steder åbner der drive-in butikker, hvor man enten køber sit fyrværkeri online eller fysisk på stedet, siddende i sin bil, hvortil en medarbejder lægger fyrværkeriet i bilens bagagerum.

- Mange forhandlere vælger sikkert at holde fast i deres salgssted, hvor de møder kunderne, men skal selvfølgelig i år derudover sørge for, at corona-retningslinjerne overholdes. Men de kan også begrænse kontakten med kunderne og dermed risikoen for coronasmitte ved i stedet at tilbyde fjernsalg af fyrværkeri. Det har været en mulighed gennem flere år, men der er ikke så mange forhandlere, der har benyttet sig af det. Nu er det en god metode til, at vi kan få et coronasikkert nytår med fyrværkeri på himlen, siger direktør Lone Saaby fra Sikkerhedsstyrelsen i pressemeddelelsen.

Salget af fyrværkeri startede 15. december, hvortil mange af salgsstederne først åbner i dagene mellem jul og nytår.


Seneste nyt

fra Nordjylland