Gaden åbner onsdag: - Det bliver en udfordring
De skrappe krav til Jomfru Ane Gades restauratører møder mandag kritik. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Serveringssteder - herunder barer, værtshuse og kaffebarer - kan fra onsdag genåbne. Vil man sidde indendørs, er der dog skrappe krav til indehaverne, som kan være svære at leve op til.
Når serveringssteder onsdag igen kan slå dørene op, er der skrappe krav, hvis man vil sidde inden døre. Man skal blandt andet bestille bord seneste 30 minutter før sin ankomst.
Det gælder ikke bare på restauranter, men også på almindelige værtshuse og kaffebarer. Netop den regel møder i dag modvind fra flere i branchen.
På havnen i Aalborg er en gruppe kammerater, der studerer til bygningskonstruktører, samlet. Selvom de savner at besøge Gaden, er vennerne ikke de første, der skal i byen, når den åbner på onsdag.
- De fleste byture starter jo spontant, så man har jo ikke lige planlagt det dér med at bestille bord 30 minutter før, siger Frederik Kristensen, der er studerende på AAU.
Det er nemlig et krav, at man skal have bestilt et bord - også på værtshuse - mindst 30 minutter før man ankommer. Hvis man altså vil sidde indendørs.
FAKTA
Foruden de nordjyske restauratører har også flere politiske partier har kritiseret reglen om bordreservation. Men det har ikke været muligt at få den nordjyske erhvervsminister Simon Kollerup til at stille op til interview ved TV2 Nord for at svare på kritikken.
En indgangsbillet til hele gaden
I Nordjyllands største festgade arbejder man lige nu på højtryk for at finde nogle løsninger, der kan gøre det lettere for værtshusene at holde åbent.
- Vi er rigtig glade for, at vi kan få lov til at åbne, men betingelserne vil vi gerne have, at man ser på én gang til. Det med de 30 minutter bliver en udfordring, siger Henrik Foget Jensen, der er talsmand for flere af restauratørerne i Jomfru Ane Gade og tilføjer:
- Hvis vi nu laver et coronapas for gaden, så vi et eller flere steder i Gaden tjekker alder og pas, så skal vi ikke stå og gøre det i hver eneste forretning, siger Henrik Foget Jensen, der er talsmand for flere af restauratørerne i Jomfru Ane Gade.
Men også i Gaden er reglen om krav til bordreservation en forhindring.
- Vi har også set en aarhusiansk model, hvor man kan bestille bord for hele dagen, så man kan komme ind, hvis der er plads, når man ankommer. Men det skal vi have undersøgt – for vi vil ikke gå i gang med noget, som ikke er lovligt.
- Hellere gå glip af omsætning og give alle en fed oplevelse
Et andet sted i Aalborg, nemlig på Gabriels Torv, får reglen om bordreservation konsekvenser.
- Hvis ikke det bliver ændret, så åbner vi ikke indenfor. For det at gå på kaffebar, det er spontanitet, og så har man ikke booket et bord, fortæller medejer Lene Hyldgaard.
Aftalen for retningslinjer for serveringssteder gør det ellers muligt for blandt andet barer at forblive lukket, hvis det ikke er hensigtsmæssigt at lukke. Det er den vej, kaffebaren vælger at gå.
- Det seneste år har vi skullet leget politimænd, hvis folk har siddet for tæt, og jeg er blevet kaldt de værste ting. Derfor er vi nødt til at pleje psyken også, og det skal ikke blive for surt. Så vil jeg hellere gå glip af den omsætning, og så alle får en fed oplevelse, lyder det fra Lene Hyldgaard.
Helt så let er beslutningen for Melinda Nielsen ikke. Hun er indehaver at værtshuset Torvebaren i Hobro.
- Jeg åbner, fordi de andre barer åbner. Jeg vil have mine kunder tilbage her til. Jeg synes selv, vi skulle have lukket til 6. maj på grund af alle de retningslinjer og coronapas. Jeg synes, det bliver lidt svært, og der kan opstå konflikter, mener hun.
Og faktisk kommer det til at koste hende ekstra at åbne inden døre. Hun bliver nemlig nødt til at have ekstra personale på arbejde til at tjekke reservationer, selvom hun kan frygte, at der kan opstå konflikter, hvis kunderne skulle have glemt at reservere bord eller glemt at medbringe coronapas.
- Det kommer til at være meget svært, for det er et værtshus. Vi kan ikke sige til folk, de kun må være her i to timer som på en restaurant.
Ikke rentabelt at åbne - men gør det alligevel
Også i Gaden frygter Henrik Foget Jensen, at der kan opstå konflikter i forbindelse med at skulle kontrollere, om gæsterne nu også har lavet en reservation 30 minutter før ankomsten. Men der kan også opstå konflikt, hvis restauratørerne bliver nødt til at afvise kunder, der har glemt at reservere bord - og kunderne så kan se, at flere borde står tomme.
Men med det ekstra mandskab, der skal bruges, er det så overhovedet rentabelt at åbne?
- Nej det er det ikke, men det bliver vi nødt til. Vi er i en branche, der har været i en presset tid, siger han.
Tilbage hos de studerende på havnen, er planen også at vente med at besøge serveringssteder indendørs.
- Jeg tror hellere, jeg vil sidde ved havnefronten, siger Frederik Kristensen, og hans kammerat stemmer i:
- Eller måske sidde hos en kammerat og drikke derhjemme i stedet. Selvom byen åbner og man skal bestille bord, så bliver der crowded.