Landstræner forlænger: - Vores mål er slutrunderne

Den tidligere AaB træner, Lars Søndergaard, har netop forlænget sin aftale som træner for det danske kvindelandshold. Forboldkvinderne kan derfor, forhåbentligt, drible sin vej frem til slutrunderne med Lars Søndergaard i spidsen.

Som en træner skal, jagter Lars Søndergaard guldet. Han håber på, efter at have forlænget sin kontrakt som træner for det danske kvindelandshold, at føre de behændige kvinder direkte til tops.

Lars Søndergaard har ført Danmarks bedste kvindelige fodboldspillere til syv sejre i syv kampe i EM-kvalifikationen, og Kvindelandsholdet kan dermed spille sig til europamesterskaberne allerede her i oktober, hvis det bliver til sejre over Israel og Italien.

Og Lars Søndergaard er slet ikke færdig med arbejdet. Derfor har han forlænget sin kontrakt, så han nu skal stå i spidsen for Kvindelandsholdet til og med en eventuel kvalifikation til VM i 2023, fortæller DBU i en pressemeddelelse.

Samspil mod slutrunder

Det var ikke en svær beslutning den nordjyske træner stod overfor, da han blev tilspurgt, om kontrakten skulle forlænges.

- Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville forlænge. Det er en stor ære at være træner for landsholdet, og jeg er rigtig glad for mit samarbejde med staben og spillerne. Der er en fantastisk dedikation, glæde og entusiasme på holdet, siger Lars Søndergaard.

Og færdig med arbejdet var han ikke.

- Forholdene omkring holdet er blevet markant forbedret på det seneste, og der blæser mere positive vinde hen over kvindefodbolden i ind- og udland end nogensinde. Vi er i gang med en rigtig spændende rejse på Kvindelandsholdet, og jeg håber, vi kan fortsætte det stærke arbejde og komme til slutrunder. Det er vores mål, siger Lars Søndergaard.

Resultatfesten fortsætter

Kvindelandsholdets flotte resultater er på mange måder produktet af et stærkt samarbejde mellem stab, spillere og træner, og der er derfor stor begejstring fra alle parter, over Lars Søndergaard fortsættelse som træner for holdet.

- Lars Søndergaard er topprofessionel. Han har formået at udvikle holdet og har fået flere nye unge spillere ind i truppen. Landsholdet spiller god og offensiv fodbold og leverer samtidig stærke resultater. Vi er sikre på, at vi med Lars Søndergaard ved roret kan nå vores drømme og mål om at vinde mest muligt og samle og inspirere Danmark, lyder det fra fodbolddirektør i DBU Peter Møller.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland