Mangel på SOSU’er: Hver fjerde stilling bliver ikke besat
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Et samarbejde på tværs af brancher skal sikre flere social- og sundhedsuddannede i Nordjylland.
Der er mangel på social- og sundhedsassistenter. I foråret 2019 oplevede de nordjyske institutioner, at omkring hver fjerde opslåede stilling ikke blev besat.
- Social- og sundhedsområdet er allerede nu præget af stor mangel, og det bliver værre i de kommende år. Derfor er det vigtigt, at vi både sørger for at gøre det attraktivt for de unge at søge ind i faget – og samtidig fokuserer på opkvalificering af den arbejdsstyrke, vi allerede har, siger Lars Christensen, der er formand for Det Regionale Arbejdsmarkedsråd i Nordjylland.
Social- og sundhedsområdet er allerede nu præget af stor mangel, og det bliver værre i de kommende år.
Lars Christensen, RAR Nordjylland
Der er også mangel på social- og sundhedshjælpere her i regionen. Hver tiende stilling som SOSU-hjælper bliver ikke besat, viser beregninger fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Samtidig er udfordringen, at gennemsnitsalderen for SOSU-assistenter og SOSU-hjælpere er høj. Omkring en tredjedel af de ansatte er over 50 år.
- Det ser skidt ud, og det ved både arbejdsgiverne, uddannelsesinstitutionerne og lønmodtagerorganisationerne, siger Pia Pedersen, der er næstformand for FOA Nordjylland.
Behov for at tænke ud af boksen
Et nyt samarbejde på tværs af brancher skal gøre det mere attraktivt at søge ind i faget. Samtidig skal den eksisterende arbejdsstyrke opkvalificeres.
Netop de to indsatsområder er på dagsordenen, når mere end 70 repræsentanter for kommunerne i regionen, uddannelsesinstitutionerne og beskæftigelsesområdet torsdag mødes til fælles workshop under titlen SOSU 2.0.
- Det er vigtigt, at vi samarbejder på tværs af brancher – ikke mindst for at få de unge til at se de muligheder, der er ved at arbejde inden for social- og sundhedsområdet, siger Lars Christensen fra Det Regionale Arbejdsmarkedsråd.
Beregninger fra FOA viser, at social- og sundhedsuddannelserne skal øge optaget væsentligt inden for de kommende 10 år, hvis man skal kunne dække behovet. Derfor er der brug for handling – og ifølge næstformanden for FOA Nordjylland er man nødt til at tænke ud af boksen.
Hun peger på et projekt i Aalborg Kommune, hvor man hvert halve år ansætter 14 ledige, der arbejder et år som SOSU-medarbejdere, inden de tilbydes en uddannelse på voksenelevløn.
- Målet er, at frafaldet på uddannelsen bliver langt mindre, fordi de tidligere ledige nu kender faget mere indgående, siger Pia Pedersen.