Nordjyderne har ryddet op: Genbrugsbutikkerne bugner
I et år, hvor vi ikke har kunnet gøre så meget af det, vi plejer, har vi i stedet ryddet op, og det kommer genbrugsbutikkerne til gode.
Var det noget med et stykke tøj til 15 kroner? En knaldroman til en tier? Eller måske en kaffekop til en flad femmer? Så er det nok en af landsdelens mange genbrugsbutikker, man skal svinge forbi.
Og for tiden er udvalget i de nordjyske genbrugsbutikker stort og godt som aldrig før. Under coronakrisen har vi tilsyneladende haft rigtig god tid til at rydde op i skuffer, skabe og kældre, og det betyder, at genbrugsbutikkerne modtager genbrugsguld i lange baner.
- Vi er så taknemlige for de mange fine donationer, vi har fået. det betyder en verden til forskel, og det er dejligt at se, at vores butikker bugner af fine varer, siger Dorthe Egede Hansen, som er chef for Kirkens Korshær Genbrug.
En af de butikker, som nyder godt af at der vælter nye brugte varer ind, er Kirkens Korshærs butik på Jyllandsvej i Hobro. Det er en af de rigtig travle genbrugsbutikker, så de har brug for at få fyldt hylder og stativer op tit.
- Når vores salg er godt, skal vi også have mange varer, og det betyder meget, at vi kan få skiftet varerne i butikken ud, så det ikke er det samme, kunderne ser, når de kommer i butikken næste gang, siger Poul Erik Christensen, som er kasserer i Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Hobro.
Samtidig med at varerne flyver ind i butikkerne, bliver de også revet ned fra hylderne igen. Det har nemlig omsætningsmæssigt været et godt år i de nordjyske Kirkens Korshær-butikker. Godt nok er an stadig under niveauet fra sidste år, men det skyldes to rigtig dårlige forårsmåneder med coronanedlukning. Til gengæld tog kunderne revanche, da landet åbnede igen, og det betyder, at man næsten er på højde med sidste års omsætning.
I butikken i Hobro er man efter at novebertallene er gjort op, 54000 kroner efter sidste års indtjening på same tidspunkt. Forventningen er er lande 50.000 kroner under 2019, når årets samlede salg er opgjort.
- Da vi lukkede op i maj stod folk nærmest i kø. De havde bare brug for at komme ud, så vi havde nogle rigtig gode sommermåneder og også et godt efterår, og det er det, der har gjort, at vi er næsten på niveau med sidste år, siger Poul Erik Christensen.
Både han og Dorthe Egede Hansen mærker generelt en tendens til, at flere og flere handler i genbrugsbutikker. Genbrugschefen mener, at det skyldes flere ting. Dels er der nogle der bare godt kan lide at gå på jagt efter spændende genbrugsfund, så er der dem, der måske på grund af coronakrisen er blevet økooisk pressede og har behov for at shoppe lidt billigere, og endelig er der dem, der handler genbrug ud fra et princip om at forbruge mere bæredygtigt. Uanset årsagen, er genbrugskunderne en vigtig del af de velgørende organisationers arbejde.
- Butikkerne er altafgørende for at vores sociale arbejde kan køre, så det er rigtig vigtigt, at vi er i gang hele tiden. derfor er det godt, at vi kom så godt i gang efter nedlukningen, for vi havde jo vores sociale arbejde kørende i månederne med nedlukning, men vi havde ingen indtægt, siger Dorthe Egede Hansen.
Enkelte af Kirkens Korshærs nordjyske butikker blev også ramt af den anden nedlukning i november, men generelt har de nordjyske butikker klaret sig flot, siden genåbningen i maj.