Jubel i Skørping: Grønt lys til Nordjyllands første landsby med mini-huse
En frodig naturgrund i Skørping bliver snart forvandlet til en mini-landsby.
Græsset er groet til langt over knæene, og den lilla lupinmark er så småt begyndt at afblomstre.
Den frodige naturgrund i Skørping ser umiddelbart uberørt ud, men det bliver der snart lavet om på.
Rebild Kommune står til at få Nordjyllands første tiny house landsby. Lea Vangstrup, der ejer naturgrunden, er en af idemagerne bag projektet. Hun glæder sig over nyheden.
- Jeg tænker juhu, det er bare fantastisk. Men man tør jo aldrig håbe på det, før det vitterligt lykkes, siger hun.
Minimalistisk livskvalitet
Et tiny house er et hus på omkring 40 kvadratmeter på hjul, som man kan bo i hele året. Husene på naturgrunden i Skørping får både tilslutning til el, vand og kloak, mens hvert mini-hus får en lille terrasse, som er dets egen. Resten vil være fælles.
Den nordjyske initiativtager vil bevare mest muligt af naturen i landsbyen. Der skal være plads til både dyr, natur og mennesker. Hun mener, at den minimalistiske levemåde er særlig givende.
- Tiny house levestilen giver mulighed for at få den største livskvalitet, vi kan få som menneske. Den giver nærhed, økonomisk frihed, og mulighed for at bevæge sig frit rundt.
Håbet om landsbyen er først rigtig blevet vakt til live, efter et flertal på et byrådsmøde tidligere på måneden stemte for at gå videre med planerne.
Leon Sebbelin, der er borgmester i Rebild Kommune (RV), er meget positiv omkring projektet.
- Vi har ikke et tilbud som dette i forvejen, så det er med til at gøre vores boligudbud varieret. Derudover spiller det godt ind i hele verdensmålet med små boliger, hvor vi udnytter kvadratmeterne helt optimalt, siger han.
Et attraktivt tilbud
Lea Vangstrup og datteren er ikke de eneste, der synes, den minimalistiske landsby er en god ide. Allerede nu har flere interesserede henvendt sig.
Selvom interessen for projektet er stor, så er det ikke alle og enhver, der får tilbudt en plads.
- Det bliver ikke først til mølle princippet. Vi kommer til at være lidt kritiske i udvælgelsesprocessen, fordi det skal være arkitektonisk lækkert at gå igennem landsbyen, siger Lea Vangstrup.
Efter planen skal der placeres 26 tiny houses på naturgrunden i Skørping. På 20 af beliggenhederne kan et hjemmebygget tiny house leje sig ind. På de resterende seks beliggenheder vil der blive etableret seks permanente mini-huse, hvor turister kan opholde sig.
Det er nu kun en lokalplan, der mangler, for at landsbyen bliver en realitet.
- Lokalplanen er langt i bunken, men der ligger altså mere i den bunke. Når vores dygtige folk har arbejdet sig igennem, vil den sag komme på. Jeg har ikke et præcist tidspunkt endnu, siger borgmesteren.
Han regner dog med, at den lille landsby står klar i løbet af næste år.