Nordjysk laboratorium redder liv: Professor vinder Grundfos-pris

Mads Albertsen fra Aalborg Universitet har vundet en pris og en million kroner blandt andet for sit arbejde med at sekventere Covid-19 og for forskning i mikrobiologi.

Mads Albertsens laboratorium var det første i Danmark, der fandt og sekventerede mink-varianten, den britiske variant og den sydafrikanske.

- Den meget præcise monitorering af B.1.1.7-varianten havde direkte indflydelse på den danske håndtering af pandemien og reddede hundreder af menneskeliv. Der er ikke noget klarere bevis for behovet for forskning i et moderne samfund end det, siger Jens Maaløe, der er bestyrelsesformand i Grundfos-Fonden og for juryen, der uddeler prisen, på Grundfos' hjemmeside.

Morgendagens stjerner

  • Grundfos-prisen blev etableret i 2001 for at promovere, anerkende og støtte national og international forskning, der er brugbar for samfundet.  
  • Siden 2018 har Grundfos uddelt Grundfos-prisen til unge forskere under temaet, "morgendagens stjerner". 
  • Prisen blev i år overrakt på Grundfos Center i Bjerringbro under et event for studerende og forskere. 

750.000 kroner øremærket til yderligere research

Med prisen fulgte en statuette og en million kroner, hvoraf de 750.000 kroner er øremærket til yderligere forskning. 

- Jeg er taknemmelig for anerkendelsen i løbet af årene og for samarbejdet med mine ligesindede, sagde vinderen, Mads Albertsen, selv ved prisoverrækkelsen. 

Hvordan vil vinderen så bruge pengene fra prisen?


- Jeg vil gerne bruge præmien til at sørge for at fastholde nogle af de unge talenter. Det kan nogle gange kan være et problem, hvis du ikke får forskningsbevillingen på det helt rigtige tidspunkt, siger Mads Albertsen. 

Måtte studere bioteknologi: Snittet ikke godt nok til læge

Mads Albertsen troede egentlig, han skulle være læge. Men gennemsnittet fra gymnasiet var ikke højt nok, så det blev bioteknologi, han søgte ind på. Og det har han ikke et øjeblik fortrudt, har han tidligere fortalt til TV2 Nord.

- Jeg havde en fantastisk lærer i biologi på Randers Statsskole. Her fik jeg virkelig øjnene op for det fascinerende i, at vi alle sammen består af små celler, der spiller sammen. Det har jeg været interesseret i at undersøge lige siden, fortæller Mads Albertsen.

Læs mere om Mads Albertsen herunder: 

 



Seneste nyt

fra Nordjylland