Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Her er der bedst chance for at se nordlys i aften og i nat

Foto: Yannis Behrakis / Ritzau Scanpix

Skyer truer - men mange steder i landet vil der være gode muligheder for at se nordlys.

Det bliver i store dele af landet et kapløb med både tiden og skyerne, når der lørdag aften og natten til søndag er mulighed for at se nordlys fra Danmark.

En geomagnetisk storm ventes lørdag aften at ramme Jorden, og den kan blive så kraftig, at der vil være gode betingelser for at se det over Danmark relativt sjældne nordlys.

Den geomagnetiske storm kulminerer allerede lørdag aften

Ifølge det amerikanske center for rumvejr, Space Weather Predicition Center, er det en geomagnetisk storm af klasse to, der kan ramme Jorden.

Ifølge de seneste prognoser ventes den geomagnetiske storm at ramme Jorden sent lørdag eftermiddag, og den ventes at tiltage og kulminere mellem klokken 19 og 22 dansk tid.

Den geomagnetiske storm vil dog ifølge det amerikanske center fortsætte frem til søndag morgen, og der er mulighed for, at den kan blive endnu kraftigere.

Space Weather Prediction Center forudser 90 procent chance for en geomagnetisk storm af klasse 1 eller mere, mens der er 55 procent chance for en geomagnetisk storm af klasse 2 og 10 procent chance for den geomagnetiske storm bliver af klasse 3 eller derover - det, der også betegnes som kraftig til ekstrem.

Det skal være helt mørkt for at se nordlys

Ifølge prognosen har man således allerede mulighed for at se nordlys i Danmark, så snart det er blevet mørkt.

Solen går lørdag ned ved 18.30-tiden, men først mellem klokken 20 og 21 er det helt mørkt. Her er det såkaldte astronomiske tusmørke ovre, hvor Solen er nået 18 grader under horisonten.

Fra da af vil man kunne begynde at spejde efter nordlyset.

Slørskyer truer nordlysoplevelse

Skulle nordlyset vise sig, kræver det i Danmark relativt klart vejr at se det. Og det vil typisk kun kunne ses i horisonten.

Selv om en opklaring lørdag har bredt sig ned over Danmark, vil højtliggende slørskyer i løbet af aftenen bevæge sig op over Danmark fra sydvest.

Skyerne vil især ligge hen over den sydlige del af landet, men kan i det meste af landet sløre for udsigten mod nord, hvor nordlyset vil kunne ses.

I løbet af de sene aftentimer vil slørskyerne brede sig videre mod nord og først på natten dække det meste af landet.

De bedste chancer for at se nordlys har man således først på aftenen, og som timerne går, vil man i Vendsyssel og i Nordsjælland have de mest favorable forhold til at se nordlys.

Skyerne er relativt tynde, og der er huller i skydækket, så selv om man bor i den sydlige del af landet, er alt håb om at se nordlys ikke ude.

Kig mod nord – håb på godt vejr - og hav god tålmodighed

Dermed har man lørdag aften og natten til søndag rimelige chancer for nordlys.

Er man så heldig at være et sted med nogenlunde klart vejr, er der kun få ting, man skal gøre, for at få de bedste betingelser for at se nordlys.

Alt, man skal gøre, er at finde et sted med så lidt lys som muligt. Link til interaktivt kort herover finder du på darksitefinder.

Derudover skal man have fri udsigt mod nord - gerne fra et højt sted eller ved kysten - så man kan se horisonten.

Og så skal man have god tålmodighed.

Man kan med fordel bruge et kamera med mulighed for at justere på lukketiden til at få øje på nordlyset. Det kan godt hjælpe øjet lidt på vej, hvis nordlyset blot er svagt.

Den næsten fulde måne står først op klokken 22, så indtil da har man optimale betingelser rent lysmæssigt.

Skiferien i Norge og Sverige kan byde på flot nordlys

Mens vi her i Danmark både skal være forfulgt af lidt held og i øvrigt have god tålmodighed, så kan de danskere, der stadig holdere skiferie i de svenske og norske fjelde, se frem til et forrygende nordlys lørdag aften.

Her er man så langt mod nord, at man under gode betingelser rent vejrmæssigt vil kunne se nordlyset danse på aften- og nattehimlen.

Især på østsiden af de norske fjelde og i stort set hele Sverige op til de traditionelle skisportssteder ventes klart vejr lørdag aften og natten til søndag.

Forårsjævndøgn er nordlystid

Den geomagnetiske storm falder sammen med det bedste tidspunkt på året for at se nordlys.

Perioden omkring forårsjævndøgn er der statistisk set den største påvirkning af Jordens magnetfelt.

Ifølge data fra det svenske institut for rumfysik i Kiruna er netop 23. marts den dag på året med størst chance for nordlys, og chancen for en geomagnetisk storm er her næsten dobbelt så stor som i starten af januar.

De samme data, der dækker over mere end 30 år fra 1962 til 1996, viser også, at nordlyset oftest viser sig mellem klokken 20 og klokken 02.


Foto: Anne Christensen, TV2 Nord

Prisen slår rekord - det bliver endnu dyrere end det var under energikrisen.

Torsdag når elprisen højere op end den var under energikrisen i 2022.

Prisen peaker mellem klokken 17.00 og 18.00, hvor prisen kommer til at ramme 6,98 øre/kWh - og det er uden afgift og moms. Når det lægges oven i bliver prisen omtrent 10 kroner mer kWh.

Så meget koster det

  • En omgang tørring i tumbleren: Cirka 46,53 kroner for en gennemsnitlig tumbler.

  • En times brug af ovnen: Cirka 25,85 kroner for en gennemsnitlig ovn.

  • En vask i en ikke alt for gammel vaskemaskine: Cirka 7,2 kroner.

  • En opvask i opvaskemaskinen: Cirka 9,8 kroner

Priserne i beregningen her er med afgift og moms, og kommer fra selskabet N1. Prisen bliver 10,34 når det er dyrest.

- Lige nu er der næsten ingen vind over Europa, samtidig er det både mørkt og koldt, og vi bruger derfor meget energi. Det er dog også vigtigt at sige, at vi ikke er samme sted som under energikrisen, det er en uheldig kombination af lav produktion af vedvarende energi og høj efterspørgsel i kortere perioder, som rammer os i disse dage, siger Mads Brøgger, der er direktør for Norlys’ energiforretning.

Ifølge Norlys har elprisen i snit været mindre end 50 øre per kWh, men siden august er den pris steget.

Prisen ser dog ud til at falde igen samtidig med, at der meldes om mildere temperaturer i vejret.

- Men får vi pludselig 14 dage i stræk med hård kulde, og der skal trækkes på de europæiske gaslagre, som ovenikøbet er mindre fyldte i år sammenlignet med sidste år, kan det selvfølgelig ændre sig, men som tingene ser ud nu, ser priserne ud til at falde de kommende uger, siger Mads Brøgger.


En ny købmand tror på projektet, og byen glæder sig over nu at have nok penge, til at redde købmanden.

Købmandsbutikken i Ravnkilde er reddet. Det er lykkes en lokal støttegruppe at samle over 800.000 kroner ind - og dermed har de nu sikret, at byens købmandsbutik kan genåbne.

- Det var en kæmpe, kæmpe, kæmpe god nyhed, lyder det begejstret fra Kirsten Baisgaard, der er formand for forsamlingshuset i Ravnkilde.

I slutningen af september måtte den daværende ejer opgive at drive købmandsbutikken.

Lige siden har borgergruppen Købmandsgruppen forsøgt at samle penge nok ind til, at de kunne genåbne købmandsbutikken.

Tror på butikkens overlevelse

Onsdag aften var der samlet 830.000 kroner, og dermed nok til, at butikken kan genopstå.

- Jamen, det er jo helt vildt. Det bliver hårdt, men også virkelig lærerigt og sjovt, er jeg sikker på, siger Lisa Norman, der er den kommende købmand i Ravnkilde.

Købmandsgruppen håber, at borgerne i byen er klar til at støtte butikken, når den åbner.

- Jeg håber og tror jo, at det er gået op for os alle sammen, at det ikke er nogen selvfølge, at vi har en købmand i byen, lyder det fra Kirsten Baisgaard.

Den kommende købmand er heller ikke i tvivl om, at butikken nok skal klare sig.

- Vi har lavet nogle analyser og fået Dagrofas hjælp til at lave nogle analyser omkring, om den her kan køre rundt i byen. Og det kan den. Så det er jeg slet ikke bekymret for, siger Lisa Norman.

”Købmandsgruppen” håber, at købmandsbutikken bliver klar til at genåbne til maj.


Overtog sin første frisørsalon som 24-årig: Nu har han overtaget sin tredje

Anders Blaabjerg på 25 år er indehaver af tre frisørsaloner i Jylland. Han overtog den første, da han stadig var elev. Det skulle medarbejderne lige vænne sig til.

Det tog et par søvnløse nætter, før Anders Blaabjerg blev overtalt til at skifte sit erhverv til frisør.

I en alder af 20 år kunne den unge mand skrive salgsassistent på CV'et med et job i Føtex. Der gik ikke lang tid, før flere af frisørerne i Thisted var efter den nyuddannede.

- Da Kristian Berthelsen (tidl. ejer af ZoombyZoom Thisted) tog fat i mig, var han den anden frisør. Så måtte jeg forsigtigt lukke den ene dør for at åbne døren som frisør, fortæller Anders Blaabjerg, der til daglig er chef for tre ZoombyZoom-saloner i Jylland.

Døren til frisørverdenen blev åbnet - og der gik ikke lang tid, før flere muligheder stod på dørtrinet.

- Det har altid været lidt en joke, at den skulle være min en dag. Og så kom muligheden, fortæller den 25-årige indehaver.

Anders Blaabjerg var ikke færdiguddannet, da han pludselig gik fra at være elev til chef på en juleferie. Det var et skifte, som både han og hans medarbejdere skulle finde sig til ro med.

- I starten skulle man lige vænne sig til det at have en chef, der er 25 år, når man selv er over, fortæller Maja Ravn Madsen, der har arbejdet som frisør i ZoombyZoom i Thisted i seks år.

Foto: Josephine Hartvig / TV MIDTVEST

Det var et 'match made in heaven', at Anders Blaabjerg valgte at gå frisørens vej. Derfor betyder det ikke så meget, at arbejdstimerne fylder det meste af dagen.

- Jeg har et drive uden lige. Så jeg ved ikke, hvem der stjæler mit ur, når klokken pludselig er 11 om aftenen, og jeg startede klokken otte om morgenen, fortæller den unge iværksætter med et smil.

Kunderne undrede sig heller ikke, da Anders Blaabjerg pludselig var chef.

- Han er stadig bare Anders. Jeg tror, det ligger naturligt til ham, for det var den mulighed, der bød sig, fortæller Hanne Fårup Rasmussen, der til daglig er fagligkonsulent i FOA og har haft Anders Blaabjerg som frisør, siden han startede som elev i forretningen i 2020.

Selvom den unge chef kun er 25 år, så generer alderen ham ikke spor.

- Jeg er lidt en gammel mand i en ung krop. Det tror jeg også, de andre vil sige her, griner Anders Blaabjerg.

Frisørsalonen i Fredericia er den sidst tilkomne i den begyndende perlerække, som Anders Blaabjerg har startet. Han overtog forretningen tilbage i maj, hvor det kun var få måneder siden, at han havde fået ansvaret for frisørsalonen i Aalborg. Derfor klapper den unge mand hesten og holder sig til sine tre nuværende forretninger.

- Aldrig sig aldrig selvfølgelig. Men der har været fart på det sidste stykke tid, så for nu er der ikke flere ting i støbeskeen, fortæller Anders Blaabjerg, mens han ordner håret på Hanne Fårup Rasmussen.


Lige ved og næsten: Aalborg snupper sejren til sidst

Alt blev afgjort i kampens døende minutter, da Aalborg Håndbold onsdag besejrede TMS Ringsted med 35-32.

Nogle hurtige og hasarderede beslutninger resulterede i, at gæsterne fra TMS Ringsted fik bragt sig hurtigt i front. 

Aalborg-spillerne fik dog hurtigt indhentet dem igen, og efterfølgende bragt sig foran. 

Men flere uskarpe afleveringer og dårlige beslutninger fik gæsterne i hælene af hjemmeholdet igen.

Selvom hjemmeholdet førte med tre mål ved pausen, så fik gæsterne hurtigt spillet sig tilbage og indhentede igen aalborgenserne. 

Generelt var det et uskarp Aalborg håndbold-hold, der var mødt op onsdag aften. Heldigvis for hjemmeholdet tog målmand Niklas Landin en for holdet, og stod for flere redninger, der holdt aalborgenserne i front.

Men gæsterne holdt ved, og med 10

Minutter igen, var stillingen 29-29.

Kampens sidste minutter blev spændende. Mens Aalborg Håndbold fortsatte med at lave fejl, formåede gæsterne at presse på, og hele tiden være blot et mål efter. 

Til sidst lykkedes det dog Aalborg håndbold at hive sejren hjem. 

Med onsdagens kneben sejr, lykkedes det Aalborg Håndbold at hive den niende sejr i streg i hus. 


Kan ikke få fat på lægen - udskældt lægehus er igen i problemer

Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord

Problemet skulle være løst nu. Men lægehuset ønsker ikke at stille op til interview.

- Sådan kan man ikke behandle folk. Det er et helt område, lyder det fra en frustreret Kim Kronborg fra Fjerritselv.

Flere nordjyder sim Kim har i løbet af ugen oplevet problemer, når de har forsøgt at komme igennem Alles lægehus.

Over hele landet har det været et problem på grund af en fejl i deres IT-system. Kim Kronborg skulle mandag have taget en blodprøve fordi han har lidt forhøjet blodtryk, for at finde ud af om han kunne få noget andet medicin - men onsdag har han stadig ikke kunnet få en tid.

- Herregud! Det kan jo ikke passe, at man ikke kan få tager en blodprøve eller ikke kan komme til sin læge, bare fordi computeren falder ud. Så må de gøre et eller andet, siger han til TV2 Nord.

Vil væk fra Alles Lægehus

TV2 Nord tog ud til lægehuset i Fjerritslev. Der var patienter derinde, men alt foregik manuelt og ingen ønskede at udtale sig til TV2 Nord.

Alles Lægehus ønsker ikke at stille op til interview, men skriver til TV2 Nord, at de har oplevet et større IT-nedbrud, som har givet udfordringer i klinikkerne. Og at det nu er løst.

Selvom problemerne er løst, er Kim Kronborg stadig godt træt af Alles lægehus.

- Så snart jeg får en chance, og der kommer nogle læger her i nærheden, og det har jeg hørt, at der bliver udvidet i Løgstør, så flytter jeg. Jeg vil ikke være i noget, der hedder Alles Lægehus mere, siger han.

Region Nordjylland ønskede ikke at stille op til interview, men skriver i et skriftligt svar, at de er opmærksomme på udfordringerne.