Inden skift til Aalborg Håndbold: Mikkel Hansen kan ikke acceptere konsekvenser af blodprop

Mikkel Hansen fortæller i et stort interview med L'Équipe, at han endnu ikke har accepteret, at hans PSG-tid slutter på den her måde.

Tiden stod stille i et par sekunder, da det kom frem, at Mikkel Hansen var blevet ramt af en blodprop i lungerne.

Heldigvis stod det klart med det samme, at den danske håndboldstjerne var uden for livsfare. Tre dage efter nyheden gav Hansen lyd fra sig på Instagram, hvor han kunne dele glædelige nyheder.

Her fortalte han nemlig, at han efter omstændighederne havde det godt, men at familien havde været en smule i chok.

På grund af blodproppen kommer Mikkel Hansen ikke til at spille flere kampe for sin franske klub Paris-Saint Germain, som han forlader til fordel for Aalborg Håndbold til sommer. Det gør ondt på ham, hvilket han fortæller om i et stort interview med den franske avis L'Équipe.

- Da det gik op for mig, at jeg ikke kunne spille flere kampe for PSG i den her sæson, blev jeg skuffet og berørt. Jeg havde det rigtig svært på det tidspunkt.

- Der var mange, der fortalte mig, at jeg var heldig stadig at være i live og være i stand til at udøve min sport. Men når du er en topatlet, tænker du ikke på den måde. Den her klub har været mit liv i 10 år. Det er svært at fortælle mig selv, at jeg ikke selv bestemmer, hvordan den her historie slutter. Det har jeg stadig ikke accepteret i dag.

Siden blodproppen er Mikkel Hansen blevet behandlet med blodfortyndende medicin og forventes ude af stand til at spille tophåndbold i op til seks måneder.


- Det hjemsøger mig

Mikkel Hansen skiftede til PSG tilbage i 2012. I interviewet fortæller han, at han skiftede til den franske hovedstadsklub med målet om at vinde Champions League.

Det er stadig ikke blevet en realitet, selvom klubben har været tæt på flere gange. I år kan det stadig lade sig gøre, da PSG møder Niklas Landins Kiel ved i CL-kvartfinalen - uden Mikkel Hansen på banen.

- Det faktum, at jeg stadig ikke har vundet Champions League, den største klubturneringen, hjemsøger mig. Det er derfor, jeg ikke kan acceptere, at jeg ikke skal være inde på banen mod Kiel. Det er svært at forklare, hvorfor vi ikke har haft vundet turneringen endnu.

PSG møder Kiel onsdag aften 20.45. Returopgøret mellem de to håndboldgiganter afvikles den 19. maj.


Seneste nyt

fra Nordjylland