Under valget skriver mellemøstkorrespondent Steffen Jensen om den danske såkaldte ”udkant". Dette er hans personlige beretning.
De unge rejser og vender ikke tilbage.
Det er en udfordring, mange danske landdistrikter og øer kæmper med.
Manglen på undervisnings- og uddannelsesinstitutioner gør, at dem, der vil videre, rejser. Efter endt uddannelse bliver mange i storbyen.
På Læsø – Danmarks mindste kommune – halvanden times færgesejlads ude i Kattegat, oplever man på den anden side, at mange af øens mest initiativrige igangsættere er unge, der er vendt tilbage.
Dem er jeg rejst hertil for at møde nogle af.
Håndværksslagteren lukkede
De unge vender ofte først storbyen ryggen til fordel for livet på landet, når de er færdiguddannet og stifter familie. Her melder spørgsmålet sig, i hvilke omgivelser børnene skal vokse op.
Sådan har det dog ikke været for de to unge slagtere, Anders Klitgaard Svendsen og Palle Strøm, begge i 20’erne, som er vendt tilbage til Læsø umiddelbart efter at være blevet udlært til slagtere. Anders i Skagen og Palle i Nørresundby.
For dem var Læsø både deres fødehjem, hvor de kender livet og holder af det, men da øens sidste tilbageværende håndværksslagter lukkede, og der nu blot var supermarkedsslagterne tilbage, var der en mulighed for at få en drøm opfyldt. At få sin egen gourmet-slagterforretning.
- Vores største bekymring var naturligvis, om det kunne løbe rundt, siger Anders med et træt smil.
Den lange ydersæson
De to unge slagtere slider virkelig i det.
Den tidligere slagtermester var lukket, så det var nu, der var en chance. Alligevel var det med bankende hjerte, at de to unge mænd tog springet.
- Er der tilstrækkeligt med kunder? Også udenfor turistsæsonen? I sæsonen er det jo ikke noget problem. Da kommer der så mange mennesker herover. Sæsonen er sjovest. Ydersæsonen er laaang og kedelig, men der kommer heldigvis mange læsøboere og handler hos os, siger Anders.
Som så mange andre ydersamfund i Danmark er Læsø også et sted med muligheder for unge, der gerne vil yde noget, mener Anders.
Jeg tror, at de fleste, der har tilknytning til Læsø, vil gøre alt for øen
Anders Klitgaard Svendsen
- Jeg tror, at de fleste, der har tilknytning til Læsø, vil gøre alt for øen, og det vil vi også selv. Hvis man kan se sig selv i det her samfund, så er den ro, der er her, og de muligheder, man har, fantastiske, for vi kan ret meget herovre.
Savnet til øen
Palle er enig med ham.
- Der er måske ikke så mange fine stillinger som advokater, arkitekter og sådan noget, men der er flere og flere, der flytter hjem. Når man har været ovre på fastlandet for at tage sig en uddannelse, så savner man lidt at komme hjem, siger Palle.
- Herovre hilser man på hinanden. Både når man passerer hinanden på gaderne, men også når man kører i bil. Det er noget helt andet. I hvert fald i forhold til det man oplever i Aalborg, hvor jeg har været.
Men kan det ikke også være lidt intimiderende, at alle på gaden ved, hvem man er, spørger jeg.
- Jo, måske, men har man det sådan, så skal man nok ikke leve herovre. Det er en af de betingelser, man må tage med. Kan man ikke lide det, skal man nok flytte til en lidt større by. Så enkelt er det nok, slår Palle Strøm fast.
Gourmetpubben
Lige der, hvor færgen fra Frederikshavn sætter stævnen ind i færgelejet, ligger Læsøs nyeste gourmetpub. Udefra ser den ikke ud af så meget. Endnu i hvert fald. Men det skal nok komme.
VesterØL, som den hedder, er indrettet på havnen i et gammel, uanseeligt lagerlokale fra en nedlagt fiskefabrik.
Efter bare trekvart sæson sidste år regnes restauranten allerede for en af Læsøs andre succeshistorier. Den er det også nogle tilbagevendende unge, der står bag.
- Folk sagde, ’Hva’ fanden ska’ I her? Det får I aldrig til at fungere’, husker Kamilla.
- Nej, det var ikke så nemt at se sin rolle i det her spil, der er på øen, indrømmer Thomas.
Kamilla Kristensen og Thomas Wetle Andersen er i sig selv en stor del af den lille restaurants attraktion. Deres begejstring er smittende. De er glade, åbne, optimistiske, uhøjtidelige og selvironiske. Helt sikkert kvaliteter, der hjælper med at gøre livet på den lille Kattegat-ø nemmere.
- Det startede med, at vi sagde: ’Hvor mange penge har vi på lommen?’. Havde vi nok, så købte vi en stol. Nu har vi efterhånden 32 af dem, siger Kamilla, mens hun sliber siden af en kabeltromle, som skal gøre det ud for endnu et bord i den lille restaurant.
Men, som hun siger, skal hun bare sikre, at gæsterne ikke får fliser i fingrene, mens de spiser.
'Vi åbner i morgen. Kom!'
Da jeg besøgte de to unge restauratører, var de i gang med at male og gøre spisestedet klar til det store rykind.
I år udvider restauranten ud på gaden, men selvom der så bliver mere plads, er restauranten mere eller mindre konstant fuldt booket halvanden måned ud i fremtiden.
Vi måtte alle sammen hjælpe hinanden. Selv gæsterne hjalp til.
Kamilla Kristensen
- Da vi åbnede, satte jeg bare et skilt ud ved vejen, hvorpå der stod: ’Vi åbner i morgen. Kom!’ Vi regnede med, at der måske ville komme en 20 stykker, så vi satte lige nogle øl på køl. Det skulle nok blive hyggeligt. Der kom 85 mennesker. De sad ude på vejkanten. Vi måtte alle sammen hjælpe hinanden. Selv gæsterne hjalp til.
De to unge kokke bruger lokale råvarer, derfor er fisk og skaldyr altid på menuen, siger Thomas.
Læsø er et sandt spisekammer med fantastiske råvarer og lokale delikatesser, hvilket det konstant skiftende menukort også bærer præg af.
Tag på tang
Det er de færreste unge piger, der med ærlig og inderlig, blomstrende begejstring kan fortælle om, hvordan man tækker et tag med tang. Men det kan Kirsten Lynge. Hun ved alt om tang, og ordene nærmest snubler ud af munden på hende, når hun med stor entusiasme fortæller om tangen.
Kirsten er født med mere energi i sit system end de fleste. Hun er født på Læsø, men læser i øjeblikket til ingeniør på Ålborg Universitets afdeling i København.
Kirsten er vokset op med tang. Hendes far, som er tækker, er begyndt at genoplive Læsøs gamle tradition med at tække husene med tang. Hendes mor laver skønhedsplejeprodukter af tang.
- Man bliver bare fascineret af, hvor holdbart og hvor fedt et materiale ålegræs er, siger Kirsten, mens hun nulrer en god håndfuld af det mellem hænderne.
- Det har ikke nogen værdi, når det bare ligger og rådner på stranden. Men hvis du tager det op på den rigtige måde, så kan vi producere isolering ud af det.
Mineraler gør det brandsikkert
Det begyndte med tangtagene, som Kirsten blev inspireret af. Hun vidste, at tangtage isolerede godt.
- Derfor var det oplagt ikke bare at bruge det til at tække tage med, men også bruge det til at lave isoleringsplader af. Det isolerer ligeså godt som alle andre isoleringsmaterialer, det er utrolig holdbart, det rådner ikke, og så er det et naturligt, biologisk materiale, som ikke kan brænde. Det er brandsikkert, fordi det har optaget mineraler fra havet.
Med en ildtænder forsøger hun at få tangen til at brænde.
Den gløder kun en smule, mens flammen slikker rundt om det, men lige så snart ildtænderen bliver slukket, dør gløderne med det samme.
- En anden interessant ting er, at når man står inde på et loft af et hus, der er tækket med ålegræs, så kan man ikke høre, hvad der foregår udenfor. Lyden går bare ikke igennem tangtaget. Det lydisolerer fantastisk og kan bruges til støjdæmpning, siger hun og viser en plade af ålegræs, som kan sættes direkte ind i et nyt byggeri.
Kun begyndelsen
Som mange andre unge er Kirsten også bekymret for miljøet og klimaet.
- En anden positiv ting ved ålegræsset er, at det faktisk optager 15 procent af al det CO2, vi udleder i Danmark. Det svarer til den danske fjernvarmesektor. Ved at bruge ålegræsset i vores bygninger, så virker det altså også som et CO2-lager og hjælper dermed på klimaet.
Kirsten understreger dog, at det nyudviklede isoleringsmateriale kun er begyndelsen. Der er uendeligt mange andre muligheder for at udnytte denne naturlige ressource. Lykkedes det at få isoleringspladerne af ålegræs på markedet, så skal de finansiere forskning og udvikling af andre muligheder for at bruge havets tang.
Hvorfor er der så megen gang i de unge på Læsø, spørger jeg Kirsten. Uden det mindste øjebliks betænkningstid svarer hun:
Hvis ikke jeg gør et eller andet, så sker der ikke en skid.
Kirsten Lynge
- Jeg tror, at det er, fordi vi står på en ø, hvor man ved, at hvis ikke jeg gør et eller andet, så sker der ikke en skid. Så må man jo gå i gang og selv få gode ideer. Jeg kunne se, at der ikke var nogen, der rykkede på det. Så må man jo gøre det selv. Jeg allierede mig med en god ven, og så må vi jo se, hvad vi kan få løbet i gang.
- Det er en god Læsø-fortælling… blandt mange andre, siger hun med et smil.
