Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Skolelukningsbrag i Thy: Små landsbyer gør klar til overlevelseskamp

Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Tirsdag skal kommunalbestyrelsen i Thisted behandle planen om ny skolestruktur i kommunen. I de små landsbyer, der står til at kunne miste deres skoler, er borgerne klar til kamp.

I en hal i Vestervig er børn og voksne søndag i fuld gang med maling og skilte.

I landsbyen Lild er Jens Tilma faret i blækhuset og har skrevet læserbrev til den lokale avis.

Der står cirka det samme i Jens Tilmas læserbrev og på skiltene i Vestervig.

Bevar kommunens små landsby-skoler.

- Det betyder rigtig meget for mange i vores by. Så derfor er det noget, som alle er involverede i fra de helt små til voksne og ældre, fortæller Henriette Steffensen, der er formand for bestyrelsen på Vestervig Skole.

Den kommende tirsdag skal sagen om en ny skolestruktur behandles i kommunalbestyrelsen i Thisted. Den er stadigvæk nogle måneder fra at blive afgjort, men i de små landsbysamfund, som med oplægget til planen står til at miste deres skole, gør de, hvad de kan for at fyre op under debatten.

- Folk kommer med det, de kan bidrage med. Der er nogen, som ikke er her i dag, fordi de er for gamle til at stå og male i en hal, men så har de bagt kage, siger Henriette Steffensen. 

Henriette Steffensen er formand for skolebestyrelsen på Vestervig Skole. Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

- Skolen er jo et omdrejningspunkt i en by som vores. Mere, tror jeg, end den er i de større byer.

Kommunens forvaltning lægger blandt andet op til at de tre mindste af kommunens skoler i Koldby, Vestervig og Bedsted skal lukke.

Samlet set vil kommunen gå fra 15 til 10 skoler med de ændringer, der er lagt op til.

- Det er meget mere end en skole. Det er med udgangspunkt i den, vi organiserer mange ting. Vi bruger den også til andet, end at bare vores børn går derhen og får undervisning, siger hun.

- Aktuelt har vi jo 50 elever på skolen, og det er ikke fordi, vi ikke kan se, at det er ikke mange elever på en skole. Vi ser bare ind i en stigning, fordi vi har nogle børneforældre, som har satset på vores område og som har købt hus og er flyttet til Agger.

Men kan der ikke blive for få elever i en klassen, til at det giver mening for børnene?

- Man har et andet ansvar, når der bliver færre elever i en klasse. Men det løser de faktisk rigtig godt på vores skole. 2. og 3. klasse går sammen i skole, så der ikke er så få elever, som der ellers ville være. Så man løser det ved at tænke anderledes, siger Henriette Steffensen. 

Det foreslår kommunen:

Følgende skoler/matrikler lukkes:

  • Vestervig skole

  • Bedsted skole

  • Koldby skole

  • Hannæs-Østerild – Vesløs og Østerild afdelingerne.

Følgende ændringer i 0.-6. klasse:

  • Østre 0.-6. klasse flyttes til Tingstrup Skole

Følgende ændringer i overbygningen:

  • Tingstrup overbygning flyttes til Østre.

  • Hannæs-Østerild Skoles Vesløsafdeling flyttes til Østre Skole

  • Hanstholm Skoles overbygning flyttes til Østre Skole

  • Rolighedsskolens Rolighedsklasser (7.-10. kl.) flyttes til Østre Skoles Flexklasser

Følgende skoledistriktsændring:

  • Klitmøller by flyttes fra Hanstholm Skoles distrikt til Sjørring Skoles distrikt

Det forkerte sted

Jens Tilma er far og læge og bor i Lild. Hvis planen om at lukke de mindste skoler bliver vedtaget, vil det også påvirke landsbysamfundene, der hvor han bor.

Så han har også kastet sig ind i skolekampen.

- Det er det helt forkerte sted at spare penge. Det er vores fremtid, altså børnenes liv og trivsel. Det er de gode rammer for at trives, de vil spare på her. Hvis man endelig skal spare, så kunne man spare på alt muligt andet siger, Jens Tilma.

- Det er den helt forkerte vej, når man er på vej i den rigtige retning, så at spole det hele tilbage og ødelægge grundlaget for udvikling, fordi man ikke får børnefamilier ud i yderområderne, siger Jens Tilma fra Lild. Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Hvorfor tænker du, det nødvendigvis vil gå ud over børnenes trivsel?

- De bliver flyttet et sted hen, hvor der er meget længere hen for de flestes vedkommende. De bliver flyttet et sted hen, hvor de mere bare bliver én i mængden, og hvor de ikke længere har muligheder for at deltage i deres lokalsamfund efter skole.

- De kan ikke være med i foreninger, de kan ikke være lige så meget sammen med deres familie. De mister det lokale tilhørsforhold, og det mister familien også, mener Jens Tilma. 

- Thisted Kommune er inde i en rigtig positiv udvikling. Der sker så meget decentralt. Der er udvikling i alting. For eksempel indenfor mit område, hvor der kommer nye læger til, der bor decentralt. At man så lukker de decentrale skoler ned, det vil i hvert fald gøre det meget lidt attraktivt at bosætte sig decentralt, siger Jens Tilma. 

Store skoleændringer i Thisted Kommune

Det er jo en ret stor geografisk kommune set i forhold til, hvor mange mennesker der bor i den. Er der ikke noget fornuft i at skære de skoler væk, hvor der er under 100 elever og nogle steder helt ned til 50 elever?

- Jeg synes ikke, der er noget fornuft i det. Der er helt sikkert på kort sigt noget økonomi i det. Men jeg synes, det er fuldstændig værdiløst. Det, der tæller for mig, er, at mine børn har det godt. Og sådan håber jeg, de fleste har det. Og jeg håber da også, at dem som sidder som politikere, de tænker, at det er en værdi, at man har det gode liv alle steder i kommunen.

- Derfor synes jeg ikke, det er fornuftigt at spare penge på børn. Uanset hvad. Jeg ved godt, at ressourcer er begrænsede. Det handler omprioritering, og det er også det politik handler om. Jeg synes, det er en hel forkert prioritering, siger Jens Tilma.  

- Vi er vildt ærgerlige

Det bliver politikerne i kommunalbestyrelsen, der skal afgøre, hvilke dele af planen, som skal vedtages. Selv om sagen behandles tirsdag, bliver beslutningen ikke truffet, før borgerne er hørt, siger Peter Larsen (V) formand for Børne- og Familieudvalget i Thisted

- Jeg tænker, at det nu er så modent, at vi skal sende det i høring. Fordi vi har haft en rigtig lang proces omkring det her. Vi har arbejdet med det i cirka et halvt år. Vi fik en bunden opgave af kommunalbestyrelsen, som bad os om at kigge det her efter på den store måde og komme alt rundt. Det har vores skolebestyrelser også bedt om. Nu ligger der et forslag, og nu synes jeg, at det er modent til at komme i høring. 

Peter Larsen (V) er formand for Børne- og Familieudvalget i Thisted. Han ser frem til en høringsfase, hvor han siger, han vil lytte til borgerne. Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Men hvor står du selv på nuværende tidspunkt?

- Jeg vil gerne have, at det kommer i høring. Så tager vi den derfra. Det, der er vigtigt, er, at vi også lytter til, hvad borgerne kommer med af indspil. Så jeg synes, at den (planen for en ny skolestruktur red.) skal have de her otte ugers høring, og så tager vi endelig stilling til det derefter. Jeg synes, det er vigtigt, at det kommer i høring nu.

På fem skoler er elevtallet under 100. Hvad synes du grundlæggende om at nedlægge sådan nogen for at kunne spare penge, og investere nogle andre steder?

- Jeg synes, det er ærgerligt, når vi er nødt til måske at gå ud og lukke nogle skoler. Det er rigtigt ærgerligt. Vi må også bare forholde os til kendsgerningerne. Og kendsgerningerne er, at der er 7-10 elever på de her skoler i hver årgang. Det, synes vi, er for lidt. Det er et niveau, hvor det bliver fagligt svært økonomisk at lave det bæredygtigt.

- Jeg synes, det er trist, at det er det her, vi kan lande i. Det synes jeg virkelig. Det er ikke godt for de byer. Det er fuldstændig anerkendt.

- Vi må bare konstatere, at den tiltrækningskraft, vi troede de her skoler ville have på de her områder, den har ikke været der. Fordi de her områder er jo bare gået tilbage i antallet af elever de sidste ti år. Der er ikke de børn, og når vi kigger seks år frem med de børn, der allerede er født, så er der heller ikke den tiltrækningskraft i de her byer. Desværre. Vi er vildt ærgerlige over det. Selvfølgelig er vi det, siger Peter Larsen.  


Mens de jubler i Lønstrup - er de skuffede i Tversted og Kjul

Foto: Henning Larsen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det er ikke alle steder i Hjørring, der er ramt af kysterosion, der får del i de millioner, Hjørring Kommune har fået til kystsikring.

- Vi er dybt skuffede over, at der ikke er penge til de områder, der er mest ramt af kysterosionen.

Sådan lyder det fra Kurt Trynskov, der ejer Aabo Camping i Tversted.

For fredag har Hjørring Kommune fået 6,3 millioner kroner til sandfodring ved kommunens vestvendte kyst. Sandfodringen skal ske på en 8,8 kilometer lang strækning, der ikke omfatter Tversted.

- Det er da skuffende, at når der kommer så mange penge, så er vi ikke tilgodeset. Og mange af de steder, der er nævnt, er der jo lavet hårdt kystsikring, siger campingpladsejeren.

De er dog ikke interesserede i hård kystsikring i Tversted, der vil skæmme landsskabet. De er tilgengæld interesserede i at få sandfodret deres kyst.

- Jeg er barnefødt i Tversted, og der var engang, hvor der var høje klitter nedenfor den blå kiosk, hvor man kunne ligge og sole sig og en strand på 50-70 meter. Men nu er alle klitterne væk. Og nu er der ikke ret meget bred strand tilbage, siger campingpladsejeren.

Her skal der sandfodres

Der er givet 6,3 millioner til sandfordring på kommunens vestvendte kyst, nærmere bestemt sandfodring på samlet 8,8 kilometer erosionsramt strækning, primært ved sommerhusområderne Nr. Lyngby, Mårup, nord for Lønstrup fra Harrerenden til Udemarken og ud for Nørlev-Skallerup-området.

Man piller ved det naturlige flow

Samme holdning deler Arne Therkelsen fra Kjul Strand. Også her er de blevet forbigået, og han mener, at området på den måde bliver ramt dobbelt.

For ikke nok med, at der ikke skal sandfodres på strækningen, så bliver den naturlige barriere, der lægger sig ved molen i Hirtshals Havn, renset op og fjernet igen.

- Vi bliver dobbeltramt. Hvis man skal tro læren om tilblivelsen af Skagens Odde, er det jo ikke uden betydning, at de oprenser det sand, som Hirtshals Havn stopper. Vi har svært ved at forstå, at det skal suges op og sejles vestpå igen, lyder det fra Arne Therkelsen.

Se interview med Søren houmann, der er udvalgsformand i Hjørring Kommune.

Skagens Odde er en stor sandodde, der er blevet dannet indenfor de seneste 7000 år. Det er den ved, at enorme mængder af sand er blevet frigjort ved erosion af de kvartære lag langs Nørrejyllands vestkyst, for naturligt at blive transporteret til Jyllands nordende af bølger og strøm.

- Det er jo hans levebrød

Han er skuffet over, at det, han kalder naturkommunen Hjørring og havnen i Hirtshals, har fået dispensation til at sejle sandet vestpå.

- Det er jeg lidt uforstående overfor. For det er på grund af sandets naturlige flow, at Skagens Odde og Kjul eksisterer, og det naturlige flow afbryder man jo ved at føre sandet tilbage. Jeg kan næsten kun tænke, at erosionen på sigt bliver et endnu større problem, end det er i øjeblikket, siger Arne Therkelsen.

Sådan ser det ud, når der sandfodres.

Både i Tversted og i Kjul har det betydning for turismen i området, at de brede sandstrande ser ud til at være en saga blot - undtagen på de vindstille dage, som der ikke er mange af på vestkysten.

- Det var og er det, turisterne kommer efter. De, der ikke er kommet i området i mange år, tror, de er kørt forkert, når de kommer her, siger Kurt Trynskov fra Tversted, der bliver bakket op af Arne Therkelsen:

- De turister, der kommer her, kommer jo, fordi der har været en bred vesterhavsstrand med god adgang, der er en børnevenlig. Og det kan ikke undgå at blive påvirket. Min genbo er en campingplads, og det er jo hans levebrød det her. Vi har i forvejen ikke mange virksomheder og arbejdspladser her i vandkanten, siger han.


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Så er landsdelens mest omtalte godstransport sejlet i havn.

Prammen med de tre gigantiske mølledele, der siden i fredags har været på rejse fra Brande mod testcentret i Østerild, er nu på vej ind i havnen i Hanstholm efter en sejltur, der tog sin begyndelse i Hvide Sande klokken 22 i går aftes.

Det viser billeder fra Hanstholm Havn.

Selvom det er stort, og tungtvejende gods, der står på prammen, så gør havnechef Søren Zohnesen ikke store øjne af transporten.

- Det er som en dag mere på kontoret. For os har der ikke været nogen ekstraordinære opgaver, fordi vores infrastruktur kan håndtere det, siger han.

Det eneste, der måske skal ændres betydeligt på, er et par lygtepæle og skilte på havnen, mener chefen i Hanstholm.

Men selvom de i Hanstholm ser transporten som en normal opgave, så giver det alligevel lidt indtryk.

- Det er altid spændende at se, når sådan noget kommer ind i havnen. Møllerne bliver større og større for hver gang, men nogle gange er det svært at se, at de er blevet det, siger Søren Zohnesen, der er havnechef på Hanstholm Havn.

Han fortæller, at det kræver lige så mange forberedelse at køre strækket fra Hanstholm til Østerild, som det krævede mellem Brande og Hvide Sande. 

- Jeg tror ikke, der er gjort de helt store forberedelse. Vejen er jo godt forberedt på de her laster, fordi de har kørt, der så mange gange, siger han. 

Foto: Ole Vognstoft

Hvis du vil se mølledelenes tur til havnen i Hvide Sande, hvorfra delene blev sejlet til Hanstholm, kan du se og læse livebloggen her.


Social dumping: Tre Aalborg-virksomheder under lup

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Virksomhederne kan se frem til yderligere kontrol.

Fejl og snyd blev for nyligt konstateret af Skattestyrelsens medarbejdere i en landsdækkende kontrolaktion.

I hele 33 ud af 52 kontroller blev der fundet indikationer på social dumping. Tre Aalborg-virksomheder er nu under Skattestyrelsens lup for problemer og humbug.

Hvad er social dumping?

Det er social dumping, når udenlandsk arbejdskraft udfører opgaver i et andet land til en lavere løn og under ringere arbejdsforhold, end hvad der gælder for det pågældende lands arbejdstagere.

Kilde: Fagbevægelsens Hovedorganisation

Det var i sidste uge, at Skattestyrelsen, Arbejdstilsynet og politiet aflagde visit hos fem Aalborg-virksomheder, som hovedsageligt opererer inden for restaurationsbranchen.

- Virksomhederne, vi kontrollerer, er udvalgt, fordi vores oplysninger indikerer, at der kan være problemer med social dumping. Kontrollerne viser, at de tre Aalborg-virksomheder er med til at skabe unfair konkurrence, siger Ernst O. Nielsen, funktionsleder i Skattestyrelsen.

Virksomhederne kan nu se frem til at blive kontrolleret yderligere, så Skattestyrelsen kan opgøre skat og moms korrekt for virksomhederne og deres ansatte.

- Når vi skal se nærmere på tre virksomheder, skyldes det, at vi under kontrollen har oplevet nogle uoverensstemmelser og uklarheder omkring moms og skat, som vi skal have set nærmere på. Desuden mener vi, at medarbejderne i en enkelt virksomhed, skal anses for arbejdsudlejede til den danske virksomhed, de udfører arbejde for, siger Ernst O. Nielsen.

I forbindelse med kontrollerne har Skattestyrelsen på landsplan talt med 161 medarbejdere. 110 blandt dem var udenlandske.

Det var årets ottende landsdækkende aktion mod social dumping foretaget af Skattestyrelsen.


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Stormfloder vil rase langt oftere, og derfor giver staten et milliondyrt rygstød til udsatte områder. Det løser ikke hele problemet, siger minister.

Områder, som er i fare for at blive oversvømmet, får nu hjælp.

Statens Kystpulje afsætter i alt 150 millioner kroner til otte projekter, som er truet af både oversvømmelser og erosion.

Det fortæller miljøminister Magnus Heunicke (S) til TV 2.

- Vi ved, at klimaforandringerne betyder, at vi får meget voldsommere vejr, og i og med at vandstanden stiger, betyder det, at stormfloderne kommer hyppigere, og de vil slå voldsommere ind. Den hidtidige kystbeskyttelse er langt fra nok, siger Magnus Heunicke.

Oftere og oftere oplever Danmark voldsomt vejr og stormfloder, der truer huse, byggeri, havne og haver. Og mens placeringer på havnefronte stadig er attraktive, følger der flere steder i landet en stor risiko med.

Projekter, der får støtte fra Kystpuljen

  • Sønderbo digeprojekt, Fanø Kommune – 9,5 millioner kroner.

  • Sandfordring på vestvendt kyst, Hjørring Kommune – 6,3 millioner kroner

  • Kystbeskyttelsesprojekt, Dragør Kommune – 30 millioner kroner

  • Højvandsport og landanlæg, Lolland Kommune – 27,6 millioner kroner

  • Stormflodsbeskyttelse, Vejle Kommune – 12,6 millioner kroner

  • Anlæg til kystbeskyttelse, Vallensbæk, Greve, Brøndby og Ishøj Kommune – 22,8 millioner kroner

  • Højvandsmur og stormflodsporte, Faaborg-Midtfyn Kommune – 11,1 millioner kroner

  • Erosions- og højvandssikring, Stevns Kommune – 25,9 millioner kroner

Statistisk set forekommer stormfloder hvert 20. år, men i slutningen af dette århundrede kan de forekomme langt hyppigere.

- Vi ser ind i scenarier, hvor 20-årshændelser vil ske hvert eller hvert andet år. 100-årshændelser vil også komme hyppigere, siger Magnus Heunicke.

Siden 2020 og frem til og med 2024 er der uddelt 580 millioner kroner fra Kystpuljen til 30 kommuner fordelt på 46 projekter.

Et af de projekter ligger i Hjørring Kommune, hvor der er givet 6,3 millioner til sandfordring på kommunens vestvendte kyst, nærmere bestemt sandfodring på samlet 8,8 kilometer erosionsramt strækning, primært ved sommerhusområderne Nr. Lyngby, Mårup, nord for Lønstrup fra Harrerenden til Udemarken og ud for Nørlev-Skallerup-området.

Problemet er dermed ikke løst

Puljen for i år dækker op til 40 procent af et projekts anlægssum op til maksimalt 30 millioner kroner per projekt.

Alle landets kommuner har kunnet søge puljen. De otte projekter er udvalgt, da de lever op til krav om kystbeskyttelse, der bygger på naturbaserede løsninger, som er inspireret af naturen og leverer miljømæssige, sociale og økonomiske gevinster.

Flere af de projekter, som er udpeget til støtte, kræver dog en langt højere pris for at blive etableret, end hvad staten kan give.

I Nakskov Kommune vil etableringen af en højvandsport med tilhørende landanlæg for eksempel koste 275 millioner kroner.

Statens tilskud lyder på 27,6 millioner.

Magnus Heunicke, hvad nytter tilskuddet?

- Det nytter, at de otte projekter kan komme i gang og komme videre. Man kan få op til 40 procent af staten, og resten skal så betales lokalt af kommunen eller lodsejerne. Det her er ét skridt, og vi skal langt videre, så problemet er ikke løst med det her, siger han.

Krav til kommunerne

Beboere i huse eller lejligheder, der er truet af voldsommere vejr, skal dog også betale deres del fremover, understreger ministeren.

Flere steder i landet har kommuner dog givet grønt lys til at bygge nyt i netop områder, der er udsat fra vejrhændelser og klimaforandringer.

Lolland Kommunes byråd har eksempelvis givet tilladelse til et større lejlighedsbyggeri, der er under opførelse på Sydkajen midt inde i byen få meter fra havnekanten.

Derfor er det fremover nødvendigt at stille krav til den slags byggeri, mener Magnus Heunicke.

- Vi er nødt til at insistere på, at når vi bygger nyt, skal byggeriet være forberedt på, at man enten etablere nogle nye beskyttelseslinjer for vandmasserne, eller at det kan holde til, at der kommer stormfloder, siger han.

Bør man ikke sige til kommunerne, at de ikke skal bygge så tæt på vandet?

 - Uanset om de får penge fra staten, skal kommunerne sikre sig den nye virkelighed fra voldsommere vejr, siger han og fortsætter:

- Det er en ny virkelighed, som vi skal ruste os til.


Foto: Aalborg Zoo

Her ses de positive tests.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Der er tale om en positiv graviditetstest.

Der er en ny baby på vej i Aalborg Zoo. Orangutangen Ruti er nemlig gravid.

Det oplyser Aalborg Zoo på sin Facebook-side.

I foråret blev det vurderet, at Ruti var klar til at blive drægtig, og derfor stoppede dyrepasserne med at give hende p-piller. Her et halvt år senere står det nu klart, at Ruti venter en unge til sommer.

I naturen går en unge med moren i syv til otte år, og af landlevende pattedyr er orangutangen det dyr med lavest fødselsrate, skriver Aalborg Zoo.

Hvis alt går vel for Ruti, kan hun nå at få tre unger i sin levetid.

Det var en ganske almindelig test - akkurat som den mennesker bruger - der viste, at orangutangen var gravid. Og for at være på den sikre side blev der foretaget tre tests.