Privatøkonom forhandler sig besparelser på titusindvis af kroner – sådan gør du selv

Nogle gange er det nok bare at bede om en lavere pris, fortæller Louise Aggerstrøm.

Priserne stiger og stiger, men ofte kan du selv krejle dem et godt stykke ned igen.

Sådan lyder budskabet fra chefanalytiker og privatøkonom i Danske Bank, Louise Aggerstrøm.

quote Det er gratis penge, og det kræver bare, at man googler

Louise Aggerstrøm, privatøkonom i Danske Bank

Selvom prisen på et møbel, en forsikring eller en telefon står skrevet på et prisskilt, er det nemlig ofte muligt at forhandle sig til en bedre pris. Selv i helt almindelige butikker.

Men det er der ifølge privatøkonomen for få danskere, der udnytter.

- Jeg tror, at der er mange, der ikke tænker over det eller synes, at det er for akavet. Men det må man altså leve med, for det er ikke småpenge, man kan spare, siger hun.

Sælgere vil ofte matche billigste pris

Louise Aggerstrøm har selv sparet titusindvis af kroner ved aktivt at flytte på priserne, inden hun har hevet kreditkortet frem fra pungen.

Ofte er det eneste, det rent faktisk kræver, at man afsøger markedet og er en smule fremme i skoene.

Da Louise Aggerstrøm solgte sit hus, havde hun for eksempel brug for hjælp til noget af papirarbejdet. Men inden hun gik til sin foretrukne ejendomsmægler, ringede hun først rundt til konkurrenterne.

Her fortalte hun høfligt, at hun var på udgik efter det bedste tilbud, og derefter tog hun den skarpeste pris med til sin foretrukne mægler, som matchede prisen.

Den samme manøvre har sparet privatøkonomen for tusindvis af kroner på hendes forsikringer, tyverialarm, håndværkerregninger, mobil og andre abonnementer.

- Vi er helt villige til at tjekke prisen på smør i forskellige supermarkeder, men vi glemmer at tjekke mange andre ting. Virksomhederne vil typisk gerne have mulighed for at beholde dig som kunde, så ofte kan man få en rabat, fortæller Louise Aggerstrøm.

Men selv når man står over for en pris skrevet sort på hvidt i butikken, er den ofte til at flytte på.

Det skader aldrig at spørge

Først og fremmest er det vigtigt at huske, at nogle butikker og kæder tilbyder et såkaldt prismatch, og derfor sænker de prisen på en vare, hvis du kan finde den billigere et andet sted.

- Det er gratis penge, og det kræver bare, at man googler, hvad det koster andre steder, eller bruger en prissammenligningstjeneste

Andre gange er det nok bare at være lidt tilbageholdende og spørge, om ikke prisen er til at forhandle om.

Det gjorde Louise Aggerstrøm for eksempel selv, da hun for nylig købte et nyt spisebord.

- Det er superflot, men kan man ikke gøre noget ved prisen? spurgte privatøkonomen og fik 30 procent rabat. Det tog under ét minut, fortæller hun.

- Der er jo grænser, for hvis du går op til kassen i Netto og beder om at få rabat på en liter mælk, så bliver det nok ikke til så meget. Men det skader jo aldrig at spørge, hvis man er i tvivl, lyder hendes råd.

Da Aggerstrøm skulle finde en ny sofa til sit nye hjem, måtte ekspedienten ikke sænke prisen nu og her. Så i stedet spurgte Louise Aggerstrøm, hvornår den konkrete model ville komme på tilbud.

Ekspedienten kunne uden problemer fortælle, at det ville den komme en måned senere, og derfor købte Louise Aggerstrøm den kort tid efter til halv pris.

- Man kan jo bare prøve. Hvis ungarbejderen bag kassen bliver helt blank i blikket, er det nok ikke det rigtige sted, man har forsøgt.

Vil man selv blive bedre til at forhandle priserne ned, er der ifølge Louise Aggerstrøm fire gode råd, man bør tænke over i forvejen:

Sådan gør du selv

  1. Gør dit hjemmearbejde

    Ved man allerede, hvilken vare man er ude efter, er det altid en god idé at undersøge den billigste pris på nettet.

    Foretrækker man en forhandler, der sælger den dyrere, har man et godt udgangspunkt for at forhandle prisen ned. Spørg for eksempel, om de kan matche den billigste pris.

  2. Vær høflig

    Det hjælper nemlig meget sjældent at hidse sig op, være ubehagelig, true med dårlige anmeldelser eller lignende, understreger Louise Aggerstrøm:

    - Du kan lige så godt sige det, som det er: At du går op i at få den bedste pris og gerne vil undersøge, hvor du kan få varen eller tjenesten billigst.

  3. Vær kritisk

    Sælger vil måske forsøge at forklare en højere pris med, at varen eller servicen er bedre hos netop dem. Men her er det ifølge Louise Aggerstrøm vigtigt, at man spørger mere ind. 

    - Der er jo forskel på kvalitet, men det er sælgers job at forklare dig, hvorfor deres produkt er bedre, hvis det også er dyrere. Det er ikke altid, at de kan det.

  4. Spring ud i det

    Sidst, men ikke mindst, kan det godt kræve en smule mod at begynde at forhandle et sted, hvor man måske ikke er vant til det.

    Men her anbefaler Louise Aggerstrøm, at man bare kaster sig ud i det. Ifølge privatøkonomien bliver man nemlig det meste af tiden mødt med venlighed.

    - Man må jo leve med risikoen for, at der står nogen i en butik et sted og synes, at man er lidt irriterende. Kan man ikke det, skal man bare være klar over, at man betaler for det, siger privatøkonomen.


Seneste nyt

fra Nordjylland