Ny aftale med privathospitalerne: - Vigtigt også at investere i det offentlige
Foto: TV2 Nord
Regeringen har lørdag indgået en aftale med privathospitalerne om, at de skal afhjælpe de lange ventelister på de offentlige sygehuses operationsstuer. Det får dog kritik fra den politiske opposition.
Når de nordjyske privathospitaler i fremtiden skal være med til at afhjælpe de lange ventelister på sygehusene, så sker det med en behandlingsrabat på 12 procent i 2023.
Aftalen skaber i første omgang glæde hos regionsrådsformanden i Region Nordjylland, som mener, at det er en del af løsningen på sundhedsvæsenets problemer.
- Jeg synes jo, at det er rigtig godt, at man tilfører sundhedsvæsenet nogle flere midler – det har vi virkelig brug for, og jeg mener også, at privathospitalerne er en del af løsningen, siger Mads Duedahl (V).
Har erfaring med privathospitalerne
Det er dog ikke noget helt nyt for Region Nordjylland, at man skal til at bruge privathospitalerne til at hjælpe med de lange ventelister.
I Region Nordjylland har man nemlig allerede erfaring med at bruge de private sygehuse, og nu skal det samarbejde altså opskaleres yderligere.
- Sidste år brugte vi faktisk 140 millioner kroner ekstra til at udnytte privatkapacitet, så det er ikke nyt for os, og det er også vigtigt for os for at afvikle ventelister, siger Mads Duedahl.
Hvis vi reelt skal styrke kapaciteten, skal vi investere i løn- og arbejdsvilkår
Peder Hvelplund, sundhedsordfører, Enhedslisten
Selvom den nye aftale glæder regionsrådsformanden, så er han da også klar over, at der skal bruges penge andre steder.
- Den største volume, den ligger naturligvis i det offentlige, så det er vigtigt for os, at vi ikke bare tror, at det private kan klare det alene, siger han og tilføjer:
- Det er et både og, hvor det også er vigtigt, at vi investerer i et presset offentligt sundhedsvæsen.
Se hele indslaget:
Burde investere mere i lønninger
Den nye sundhedsaftale betyder blandt andet, at privathospitalerne får mulighed for at udføre specialoperationer, som de tidligere ikke havde lov til.
Men det kan give problemer på de offentlige sygehuse ifølge Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund.
- Vi får ikke mere kapacitet, siger han og fortsætter:
- Til gengæld risikerer vi, at den prioritering, der sker i sundhedsvæsenet, kommer til at foregå efter, hvor det private finder det lukrativt at levere opgaver i stedet for, at det er dem, der har mest behov for behandlingen, der bliver behandlet først.
Derfor mener Peder Hvelplund og Enhedslisten, at man i stedet burde kigge på de lønninger og arbejdsvilkår, der er nu.
- Hvis vi reelt skal styrke kapaciteten, så skal vi jo investere i løn- og arbejdsvilkår, så vi kan tiltrække mere personale og fastholde dem, fordi det er det, der giver kapacitetsudfordringen, at vi mangler personale, siger han.
Aftalen med privathospitalerne er en del af regeringens samlede akutplan på to milliarder kroner.