Bertha-K og M/S Svanen skal fremover sejle til Livø
Foto: TV2 Nord
Vesthimmerlands Kommune har fundet ny operatør på færgeoverfarten mellem Rønbjerg og Livø. Det bliver JK Shipping, der fra 1. maj vil drive overfarten.
Det bliver færgerne Bertha-K og M/S Svanen, der fremover skal hente og bringe passagerer til Livø.
Færgeoverfarten mellem Rønbjerg og Livø var i udbud i marts måned, og ind kom tre tilbud. Efter gennemgang af tilbuddene er JK Shipping blevet udvalgt som det selskab, der kom med det økonomisk mest fordelagtige tilbud på færgeoverfarten mellem Livø og Rønbjerg.
- Der har gennem hele forløbet, fra det stod klart, at Mini II var solgt til et tysk rederi, været arbejdet intenst på at skaffe en ny operatør. Rigtig mange personer har været involveret, og det er tydeligt, at Livø er noget særligt. Jeg har hele tiden været overbevist om, at vi ville finde en løsning, men vi er da utrolig glade for, at JK Shipping kom med et godt tilbud, siger Kent Vestergård, Drift- og Anlægschef i Vesthimmerlands Kommune.
Sejladsen vil ske med to skibe, Bertha-K og M/S Svanen. Bertha-K er i perioder udlejet til at afløse på andre overfarter i Danmark, samt til turistsejlads for Morsø Turistbureau. M/S Svanen vil derfor dække sejladsen, når Bertha-K ikke er disponibel.
Aftale frem til oktober
Aftalen om, at Bertha-K er til rådighed for Morsø Turistbureau, har hele tiden været en præmis for tilbuddet, så de sejlture der er planlagt i den forbindelse, gennemføres helt som planlagt, både i denne sæson og i kommende sæsoner.
- Da det stod klart, at Mini II var solgt, blev jeg kontaktet af flere bekendte med opfordring til, at byde ind på ruten. Vi har sejlet til Livø i flere år via vores aftale med Nykøbing Mors Turistbureau, og M/S Bertha-K er oprindelig bygget til overfarten, så det var jo oplagt. Fristen var kort, og for M/S Bertha-K var der allerede indgået flere aftaler med færgeafløsning her i foråret, og der var vores faste aftale om sejlads for Nykøbing Mors Turistbureau, så gode råd var dyre.
- Der blev taget kontakt til Søfartsstyrelsen, og en hurtig tilbagemelding gav mulighed for, at vi kunne inddrage M/S Svanen i tilbuddet for de perioder, hvor M/S Bertha-K er chartret ud til anden side. Der var derfor stor glæde, da Vesthimmerlands Kommune ringede og fortalte, at man ønskede at gå videre med vores tilbud, siger Jette Kobber, der er direktør for JK Shipping.
Aftalen mellem Vesthimmerlands Kommune og JK Shipping gælder foreløbigt for en sæson, frem til midten af oktober.
Den nye aftale markeres 1. maj med en snorklipning på havnene og overfarten mellem Rønbjerg og Livø.