Erhvervsuddannelser er genåbnet i fuldt omfang: - Det er sat'me dejligt, lyder det fra murerlærling

Direktør for uddannelsesinstitution i Aars glæder sig over genåbningen, men pointerer også, at eleverne nu skal indhente et efterslæb fra nedlukningen.

Onsdag har været en stor genåbningsdag mange steder i landet, hvor danskerne nu igen kan tage på café, museum, værtshus eller på shopping i de store indkøbscentre.

Men også på uddannelsesområdet har smilet i dag været stort. Dagens genåbning betyder nemlig også, at eksempelvis elever på erhvervsuddannelser nu må møde op i fuldt omfang.

quote - Det er sat'me dejligt. Man bliver helt syg i hovedet af at sidde derhjemme.

Nicolai Christian Pedersen, murerlærling, Aars

- Det er sat'me dejligt. Man bliver helt syg i hovedet af at sidde derhjemme. Når man er vant til at komme ud og arbejde, så vil man gerne ud og lave noget, siger Nicolai Christian Pedersen, der er ved at uddanne sig til murer hos Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser i Aars.

- Det er da enormt fedt, at vi kan få lov til det i forhold til mange andre skoler, der stadig ikke kan komme tilbage, lyder det fra Marius Høfner, der også er murerlærling.

Marius Høfner er ved at uddanne sig til murerlærling, og onsdag bestod undervisningen blandt andet af at lægge fliser på en væg.
Marius Høfner er ved at uddanne sig til murerlærling, og onsdag bestod undervisningen blandt andet af at lægge fliser på en væg.
Foto: Louise Gram Søndergaard / TV2 Nord

Et efterslæb, der skal indhentes

Eleverne på erhvervsuddannelserne i Aars har været tilbage på skolen med 50 procent fremmøde siden påske.

Men selvom skolen har været halvt genåbnet, så nyder de alligevel, at det nu igen er tilladt med 100 procent fremmøde.

- Det er dejligt, at man kan komme på skolen og møde sine klassekammerater, siger Paulina Pietkiewicz, der er ved at uddanne sig til ernæringsassistent, og fortsætter:

- Også når man sidder med skriftlige opgaver og skal sparre med hinanden, giver det noget helt andet end at sidde ved en computer, siger hun.

Paulina Pietkiewicz (tv.) er ved at uddanne sig til ernæringsassistent hos Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser i Aars. Onsdag var hun og sine klassekammerater ved at øve sig til deres snarlige svendeprøve.

Ulf Givskov Bender er direktør for Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser i Aars, og han glæder sig også over, at eleverne nu er tilbage på skolen igen.

Men han pointerer også, at den lange nedlukningsperiode nu får konsekvenser - særligt for eleverne på erhvervsuddannelserne, fordi de primært er praktiske uddannelser.

quote De har et rigtig stort efterslæb, de skal indhente, så vi har travlt indtil sommerferien.

Ulf Givskov Bender, direktør, Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser

- De har et rigtig stort efterslæb, de skal indhente, så vi har travlt indtil sommerferien, siger direktør Ulf Givskov Bender til TV2 Nord.

Selvom han ikke tror på, at eleverne kan nå at indhente alt det tabte, så er han alligevel optimistisk for resten af skoleåret.

- Jeg tror på, at vi når at indhente hovedparten af det, siger han og forklarer, at skolen vil hjælpe eleverne med at løse udfordringerne - eksempelvis ved at give dem ekstra tid i værkstederne og udvide undervisningstiden for nogle af uddannelserne.

Ulf Givskov Bender, direktør for Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser i Aars.
Ulf Givskov Bender, direktør for Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser i Aars.
Foto: Louise Gram Søndergaard / TV2 Nord

Studerende er optimistiske

Flere af eleverne frygter også, at den lange nedlukning har sat sine spor.

- Når jeg kommer på arbejdsmarkedet, kan der godt være nogle ting, som jeg ikke har prøvet så meget af. Det er mest dér, jeg bekymrer mig, siger Paulina Pietkiewicz, som dog fortsætter:

- Men det er ikke, fordi jeg ikke kan klare det. Det, tænker jeg godt, at jeg kan, siger hun.

De to murerlærlinge er også optimistiske for fremtiden.

quote Jeg tænker helt klart, at der er noget, vi ikke kan nå at indhente. Men vi har trods alt tre til fire år endnu til at blive dygtige, så jeg tænker, at det nok skal gå.

Marius Høfner, murerlærling, Aars

- Jeg tænker helt klart, at der er noget, vi ikke kan nå at indhente. Men vi har trods alt tre til fire år endnu til at blive dygtige, så jeg tænker, at det nok skal gå, siger Marius Høfner til TV2 Nord.

- Jeg tror ikke, det bliver noget problem. Hvis man sætter sig for at lære, så skal man nok lære, lyder det fra Nicolai Christian Pedersen.


Seneste nyt

fra Nordjylland