Opdateret klokken 17 med oplysningen om, at en iltflaske eksploderede, og at branden er under kontrol.
Klokken 15.17 blev Nordjyllands Beredskab kaldt til en brand i en villa på Hovedgaden i Vester Hornum.
Det stod hurtigt klart, at der var tale om en voldsom brand, og ifølge vagtchef hos Nordjyllands Politi Thomas Ottesen, er villaen ved 16.30-tiden overtændt, og der bliver sikkert tale om en kontrolleret nedbrænding.
Og meldingen klokken 17 er, at branden nu er under kontrol.
I forbindelse med branden blev det oplyst, at der skulle være tre iltflasker i bebyggelsen, og ifølge Thomas Ottesen eksploderede den ene af flaskerne, mens det lykkedes beredskabet at forhindre de to andre trykflasker i at eksplodere.
Den kraftige blæst betød også, at røg fra branden spredte sig over et stort område, og beboerne i nærheden er blevet bedt om at lukke døre og vinduer.
Thomas Ottesen oplyser, at røgen ikke giftig, men den kan selvfølgelig være generende.
To beboere i huset - en kvinde først i 50'erne og hendes datter i begyndelsen af 20'erne - kom begge ud i tide, og ingen personer er kommet til skade ved branden.