Aalborg Lufthavn spritter bakker af med UV-lys

Trods den helt ekstraordinære nedgang i luftfartsindustrien har Aalborg Lufthavn valgt at tage skeen i den anden hånd og investerer i corona-sikker afspritning og en grøn optimering af lufthavnen.

Rejserestriktionerne satte både sidste år og i årets første måneder en markant stopper for så godt som al lufttrafik, og det har givet ledelsen i Aalborg Lufthavn ekstra tid til at overveje nye tiltag, der skal forberede lufthavnen på den lidt mere normale virkelighed, som de fleste går og drømmer om.

Et af de nye tiltag udspringer af netop pandemien, idet Aalborg Lufthavn som en af de første lufthavne i landet fremover kan bryste sig af et automatisk bakkeafspritningsanlæg. Bakkerne går nemlig gennem mange hænder i løbet af en normal rejsedag, og for at forhindre dem i at være kilde til en eventuel smittespredning, sendes bakkerne efter hver eneste berøring gennem et fuldautomatisk UV-baseret afspritningsanlæg. Dermed er de helt rene og corona-sikre, når den næste rejsende skal gennem security.

- Vi spritter også bakkerne af i dag, men vi gør det manuelt. Det kræver medarbejderressourcer, og derfor valgte vi med god hjælp fra Erhvervshus Nordjylland at ansøge Omstillingspuljen om midler til at indføre det fuldautomatiske anlæg. Det har været planlagt et stykke tid, men Omstillingspuljen gør, at vi kan introducere tiltaget meget tidligere end forventet. Anlægget frigør hænder blandt vores medarbejdere og gør os samtidig til en ekstra corona-sikker lufthavn, siger Kim Bermann, vice- og driftsdirektør i Aalborg Lufthavn.

Og Omstillingspuljen har netop bevilget en million kroner til lufthavnen.Det betyder, at Aalborg Lufthavn langt hurtigere end planlagt, kan igangsætte monitoreringen af energiforbruget i hele lufthavnen. Det er et led i planen om at gøre lufthavnen så tæt på 100 procent CO2-neutral som muligt.

Omstillingspuljen er finansieret af regeringen og en række af Folketingets partier, som har givet Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse ansvar for at udmønte puljen til omstilling af virksomheder i særligt hårdt ramte erhverv. 

Og den million kroner, som Aalborg Lufthavn har fået via Omstillingspuljen, er derfor også tiltænkt den igangværende grønne omstilling af lufthavnen. 

- At blive en næsten energineutral lufthavn står højt på vores ønskeliste. Derfor har vi med midlerne fra Omstillingspuljen også igangsat et større it-projekt, som skal hjælpe os med at opsamle data på vores energiforbrug. Det handler om at finde ud af, hvor vi bruger mest strøm, før vi sætter gang i at udskifte alle vores pærer eller skifte motor i vores udluftning. På den måde optimerer vi mest intelligent, og det er helt afgjort vejen frem, siger Kim Bermann.

Hos Erhvervshus Nordjylland, der er er et regionalt ankerpunkt i forhold til Omstillingspuljen, mærker man en tydelig tendens til, at flere og flere nordjyske virksomheder ønsker at omstille sig til en mere bæredygtig forretning. 

- Ønsket om at omstille sig til en mere bæredygtig forretning er en virkelig tydelig tendens, som kommer med 100 km i timen lige nu, og der kan Omstillingspuljen bruges, da den er tiltænkt virksomheder særligt inden for turisme- og oplevelseserhvervene med over 100 mio. kr. Pengene skal hjælpe virksomheder, hvis markeds- og kundegrundlag er stærkt udfordret af covid-19 situationen, så de får mulighed for at omstille sig og komme styrket gennem en yderst svær tid, siger Jørgen Sølvkjær, der er forretningsudvikler i Erhvervshus Nordjylland.

Erhvervshus Nordjylland har derfor oprustet kraftigt på området med specialiserede forretningsudviklere, som står klar med sparring - ganske gratis.


Seneste nyt

fra Nordjylland