Tilfreds direktør efter genåbning: Unge studerende strømmer til Kunsten

Kunsten har oplevet en tredobling i antal af besøg fra studerende, og det er en udstilling om køn, magt og sex samt gratis entré, der trækker langt flere studerende på kunstmuseum end normalt.

Da Kunsten genåbnede 21. april, var det med et klart ønske om at få især unge og studerende ind at opleve den helt nye udstilling Toyin Ojih Odutola – Modvægtens teori, inden den lukker ned i Aalborg 30. maj. Derfor har der været gratis entré til alle med et gyldigt studiekort.

Og ønsket er gået i opfyldelse. 

Siden genåbningen er der sket nærmest en eksplosiv vækst  i antallet af studerende, der har tjekket ind på Kunsten. Normalt er der 57 studerende inde på en uge.

Nu lyder antallet på 169, og det er ikke blot den gratis billet, der trækker, mener Kunsten.

Det er den aktuelle særudstilling Modvægtens Teori, der trækker. Udstillingen behandler store emner som magt og kønsidentitet. Den stiller spørgsmålstegn ved det bestående og yder modvægt til faste samfundsnormer. 

- Det er en udstilling, som sætter gang i en masse refleksioner, og den appellerer i høj grad til mennesker, der er i gang med en uddannelse eller i gang med at udvikle sin egen identitet og holdning til det bestående. Desuden er der mange temaer i spil i udstillingen, som giver stof til eftertanke, uanset hvilken vej i livet, man har valgt, siger Lasse Andersson, direktør på Kunsten. Han tilføjer, at udstillingen har allerede fået fremragende anmeldelser i landsdækkende medier.

Udstillingen skulle oprindeligt være åbnet kort tid efter nytår, men nedlukningen af museet forkortede den samlede udstillingsperiode betragteligt, og det er ikke muligt at forlænge, for den  unge nigerianskfødte kunstner, Toyin Ojih Odutola, er særdeles eftertragtet på den internationale kunstscene, og udstillingen skal 30. maj videre til Washington.

Selvom Kunsten er glade for at se så mange studerende, så bliver fri entré til studerende ikke en fast ordning.

- Men det kan bestemt komme på tale at lave en lignende kampagne en anden gang, når det giver ekstra god mening i forhold til vores udstillinger, siger direktør på Kunsten, Lasse Andersson.


Seneste nyt

fra Nordjylland