Nordjysk mejeri lukker efter 132 år: - Der er ikke nok penge til at betale mælken
Foto: Asaa Andelsmejeri
Asaa Andelsmejeri kan ikke følge med på mælkeprisen længere.
Asaa Andelsmejeri ser sig nødsaget til at lukke ned for produktionen, hvis ikke det skulle ende i en eventuel konkurs.
I 1890 startede Asaa Andelsmejeri op med at producere smør, og i 1950 kom også ost på produktionslisten.
Efter 132 år på bagen er det nu slut med osteproduktion på mejeriet i Asaa, da man har valgt at lukke helt ned.
Vi giver 30.000 kroner mere om ugen til gas, strøm og dieselolie
Peer Steen Jensen, mejerichef
Hos osteproducenten har man altid haft to målsætninger: Lav rigtig gode oste og giv landmanden den bedste pris for mælk.
- Det første lykkedes fantastisk, synes vi, siger mejerichefen Peer Steen Jensen.
- Man måler sig jo med Arla, og de er simpelthen dygtige til at tjene penge til deres andelshavere, og de har siden sidste år hævet mælkeprisen med cirka 50 procent. Det har vi ikke været i stand til.
Corona- og energikrise bærer stort ansvar
Asaa Andelsmejeri er kun ejet af fire landmænd, og det er altså dem, som ikke kan få den samme pris på mælk som ved eksempelvis Arla.
Peer Steen Jensen understreger dog, at man ikke klandrer Arla eller andre større mejerier for lukningen, men at det i stedet er andre faktorer.
- Alle de her stigninger på energi har resulteret i, at vi giver 30.000 kroner mere om ugen til gas, strøm og dieselolie, og når man skal bruge så mange penge til energi, så er der ikke mange penge til at betale mælken, siger han.
Selvom energipriserne er den helt store pengesluger for mange virksomheder nu, så startede det allerede under coronakrisen for Asaa Andelsmejeri.
- Da corona kom, tog det hårdt på os, fordi mange af vores kunder er store på food service, og de lukkede jo ned i seks, ni eller 12 måneder, siger Peer Steen Jensen.
- Selvom det er besluttet, at corona ikke er en kritisk folkesygdom mere, så er det ikke helt væk.
Konkurs havde været værre
Under coronakrisen forsøgte mejeriet da at holde gang i hjulene, selvom det kostede på kistebunden.
- Vi tog noget af egenkapitalen for at have en konkurrencedygtig mælkepris, og det var også fint nok, men så kom det her energichok, hvor vi skal finde halvanden million mere om året til energi, siger Peer Steen Jensen.
På den baggrund valgte mejerichefen at anbefale, at det skulle være slut med ost fra Asaa, da han ikke kunne se nogen tegn på, hvornår de stigende energipriser ville stoppe.
Vi er ikke gået konkurs eller fallit, vi lukker bare produktionen
Peer Steen Jensen, mejerichef
Selvom Peer Steen Jensen har det fint med beslutningen om at lukke, så ville en konkurs have været en torn i øjet.
- Jeg ville blive meget mere påvirket, hvis vi bare havde kæmpet videre, og det så endte med, at det var nogle andre, der tog beslutningen, siger han.
- Det er den helt rigtige beslutning, og så man jo parkere de følelser og så sige, at det er bare sådan, at det nogle gange er.
Stadig muligt at købe osten
Det næste skridt for Peer Steen Jensen og Asaa Andelsmejeri er at få solgt bygningen.
- Vi er ikke gået konkurs eller fallit, vi lukker bare produktionen, siger han og fortsætter:
- Mælken går til Nørager, og så ser vi, om vi kan få solgt bygningerne og faciliteterne, og så er den historie om Asaa Andelsmejeri egentlig bragt til ende.
Er man glad for osten fra Asaa, så skal man dog ikke være helt bedrøvet – den kan nemlig stadig købes ifølge mejerichefen:
- Ork ja, fordi det var sidste uge, at vi stoppede produktionen, og der går seks uger inden, inden de er klar, så der er i hvert fald ost i mange måneder frem.