Efter 28 års ulovligheder – nu er ulovlige skrotbiler i massevis fjernet
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
En omstridt skrothandler i Frederikshavn har nu kun lovlige biler på sin grund.
Intet mindre end 2.000 biler har en omstridt skrothandler i Frederikshavn haft stående på sin grund i mange år, selvom han kun havde tilladelse til at have 500.
Vi følger selvfølgelig sagen fremover, så vi ikke kommer i en tilsvarende situation igen.
Thomas Eriksen, Kommunaldirektør, Frederikshavn Kommune.
Nu er de sidste ulovlige biler blevet fjernet fra Knivholt Autoophug efter de har været ulovligt opmagasineret i Frederikshavn i 28 år.
- Det er rart, at sådan en sag, der har kørt i rigtig mange år, nu finder sin afslutning til alles tilfredsstillelse, siger kommunaldirektør i Frederikshavn Kommune Thomas Eriksen.
Må have 500 biler
Frederikshavn Kommune har kendt til de ulovlige forhold gennem flere år - uden at gøre noget, men kort før jul greb kommunen ind og gav ejeren af Knivholt Autoophug et påbud om at fjerne de 1.500 ulovlige biler, virksomheden havde stående.
Skrothandleren havde fået en frist frem til i torsdags for at få antallet af biler ned på de tilladte 500, og det er nu lykkes.
- Vi følger selvfølgelig sagen fremover, så vi ikke kommer i en tilsvarende situation igen, siger Thomas Eriksen.
Tog affære efter TV2 Nord afsløringer
TV2 Nord kunne første gang fortælle om dyngerne af ulovlige skrotbiler tilbage i december måned sidste år, hvor det kom frem, at Frederikshavn Kommune var bekendt med, at Knivholt Autoophug havde langt flere biler stående på sin ejendom på Mariendalsvej i Frederikshavn, end virksomheden havde tilladelse til.
Efter afsløringer skred borgmester i Frederikshavn Kommune Birgit S. Hansen ind i sagen, og ejeren af Knivholt Autoophug fik et påbud fra kommunen om at fjerne de ulovlige biler.
- Her kan vi ligeså godt lægge os ned og sige, at her har vi været langmodige, og der har også været tider, hvor vi ikke har været opmærksomme og ikke vist handlekraft og det skal vi gøre nu, udtale Birgit S. Hansen til TV2 Nord i december 2022.
Påbuddet i december viste sig dog ikke at være nok, for den 1. februar, hvor bilerne skulle have været barberet ned til de lovlige 500, var der fortsat alt for mange biler på virksomhedens ejendom.
Først til marts begyndte det store oprydningsarbejde, der altså nu i juli er afsluttet.