Omstridt skrothandler skal have fjernet alle ulovlige biler om tre uger - ellers vanker der nye sanktioner
De første biler blev tilbage til 29. marts i år fjernet fra Knivholt Autoophug. Siden da er der fjernet mellem 80 og 100 biler om ugen. Video: TV2 Nord
Frederikshavn Kommune har endnu en gang varslet en såkaldt selvhjælpshandling overfor den omstridte skrothandler på Mariendalsvej.
Det vil sige, at kommunen skrider til handling og fjerner de ulovlige skrotbiler, der måtte findes på matriklen efter 27. juli. Og det sker på ejerens regning.
Det er sket, fordi den certificering, som Fyns Autogenbrug har til at miljøbehandle bilerne på stedet, udløber.
- For at vi ikke vil risikere, at der sker et slip i forhold til at få fjernet biler, så har vi givet varslet, forklarer Anette Ravnholdt, der er leder i den aktuelle sag i Frederikshavn Kommune.
Hvorvidt selvhjælpshandlingen bliver aktuel, vides endnu ikke, men kommunen er klar med handling, såfremt forholdene hos Knivholt Autoophug ikke lever op til loven og miljøgodkendelsen om godt tre uger.
Sagen om skrothandleren på Mariendalsvej begyndte i december sidste år, da TV2 Nord kunne afsløre, at bilerne hobede sig op både foran og bagved skrothandlerens ejendom. Og det i et antal der lå markant over, Knivholt Autoophug havde tilladelse til.
Ulovligheder gennem 28 år
Samtidig viste det sig, at Frederikshavn Kommune, der er myndighed på området, igennem 28 år har været klar over, at skrothandleren overtrådte loven, men kommunen havde valgt at se gennem fingre med ulovlighederne.
I december sidste år fik piben en anden lyd.
Borgmester Birgit S. Hansen (S) slog fast, at bilerne skulle fjernes. Ejeren blev varslet om, at kommunen ville fjerne bilerne for ejerens regning, hvis ikke de ulovlige biler var væk fra grunden inden 1. februar.
Det skete dog ikke, da Knivholt Autoophug indgik en frivillig aftale med Fyns Autogenbrug om at fjerne bilerne.
Siden da har Frederikshavn Kommune holdt nøje øje med forholdene på adressen Mariendalsvej.
- Vi udfører løbende tilsyn, der betyder, at vi kommer forbi hver uge for at se om, der er tilstrækkelig fremdrift i sagen. Ligesom vi løbende får rapporter om hvor mange biler, der fortsat er på stedet, siger Anette Ravnholt, Frederikshavn Kommune.
Omkring 100 biler fjernes om ugen
I øjeblikket bliver der fjernet mellem 80 og 100 biler om ugen fra stedet, og Frederikshavn Kommunes vurdering er, at der inden fristens udløb vil være fjernet omkring 1600 biler.
Knivholt Autoophug har tilladelse til at have 500 miljøbehandlede skrotbiler samt 15 biler, der ikke er miljøbehandlet, på grunden.
Virkeligheden er, at der igennem flere år var op mod 2000 skrotbiler - deraf et meget begrænset antal, der var miljøbehandlet.
Et faktum, som Frederikshavn Kommune først opdagede i marts i år, selv om kommunen som miljømyndighed hvert tredje år har været forbi Knivholt Autoophug for at foretaget miljøtilsyn.
Miljøtilsyn tog fejl
I tilsynsrapporterne er der skrevet, at bilerne er miljøbehandlet og dermed tømt for alle væsker, som loven kræver.
Det viste sig ikke at være korrekt.
Det betyder, at bilerne i en årrække kan have stået med blandt andet kølervæske, bremsevæske og brændstof på.
Og det gør arbejdet med at få fjernet skrotbilerne besværligt og mere langsommeligt end først antaget.
Frederikshavn Kommune holder fast i tidsfristen, der lyder 27. juli og er desuden klar til efterfølgende at kigge på grunden i forhold til, om der skulle være spor efter miljøfarligt affald.
Det er der ifølge kommune umiddelbart ikke noget, der tyder på.