Unge musiktalenter spiller med Nordkraft Big Band
Nordkraft Big Band tager i løbet af året forbi musikskoler og folkeskoler i Nordjylland for at udbrede kendskabet til bigband-musikken. Første stop på vejen var Mariager, hvor unge musiktalenter tirsdag fik muligheden for at spille sammen med bigbandet.
Den Gamle Biograf i Mariager er tirsdag aften fyldt med musik fra alverdens instrumenter. Nordkraft Big Band er på besøg, og med på scenen er elever fra Mariagerfjord Kulturskole, Hobro Garden og Hadsund Skoleorkester.
Sammen skal de spille koncert som en del af et nyt projekt, der skal udbrede bigband-musikken til hele Nordjylland. Søndag har eleverne været til workshop med musikerne, så de er klar til at indtræde scenen i Mariager.
- Jeg er meget glad, for de er store talenter, og man får lært meget af dem, og de spiller virkelig godt, siger Sofie Pape på ni år begejstret. Hun spiller normalt klarinet i Hobro Garden, men tirsdag aften skal hun spille sammen med bigbandet.
Vigtig formidlingsopgave
Nordkraft Big Band har fået støtte til projektet, der i løbet af efteråret og vinteren skal bringe bigbandet ud til børn og unge i Mariagerfjord, Rebild og Jammerbugt Kommuner.
- Vi skal fange dem i en tidlig alder. Jazz- og Big Band-musik er ikke rigtig noget, unge mennesker hører så meget. Men det gør de så alligevel, for det findes i mange film og teater og alt muligt andet, men de er måske ikke bevidste om det. Så det er en formidlingsopgave, der handler om at præsentere noget musik, som de ikke kender i forvejen. Det synes vi er vigtigt, for det er vigtigt at have en bred palet af kultur og kunst i Nordjylland, siger Peter Lund Paulsen, der er manager og trommeslager i Nordkraft Big Band.
Han kan selv huske, hvor meget det betød, når han som barn fik mulighed for at spille med professionelle musikere:
- Jeg har selv gået på musikskole og har fået lov til at spille med professionelle musikere, og det var det vildeste, da jeg var barn. Det var vildt at få lov til at spille med nogen, der var så meget bedre end en selv og blive inspireret og motiveret, og man gik hjem og øvede sig. Vi oplever det jo stadig, når vi møder kollegaer, der er ti gange bedre end os selv, at der er masser af inspiration, og man lærer hele tiden af det, siger han.
Fremtidens Big Band-musikere
Eleverne fra kulturskolen, skoleorkestret og garden får lov til at spille to numre med Nordkraft Big Band, og herefter spiller bigbandet koncert for eleverne og publikum. Nordkraft Big Band håber, at aftenen kan være med til at få de unge musiktalenter til at overveje en fremtid i et bigband:
- I Nordjylland er der cirka 20 spillende big bands, og de skal gerne have musikere, også om ti år. Det er blandt andet derfor, vi gør det her. Vi skal sikre, at der er en fødekæde til hele miljøet. Der er et stort Big Band-miljø i Nordjylland, så der skal bare musikere ind i det, siger Peter Lund Paulsen fra Nordkraft Big Band.
For Sofie Pape fra Hobro Garden er aftenen en stor oplevelse:
- Det var virkelig sjovt, og de spillede virkelig godt. De er meget gode, og de må have spillet i mange år, for de kan det sygt godt, siger hun med et stort smil.