Forsvarer mangler beviser i Mia-sagen: - Han skal frifindes, selvom I føler afsky
Mette Grith Stage er forsvarer for Thomas Thomsen, der i byretten blev dømt for drab, forsøg på voldtægt og usømmelig behandling af Mia Skadhauge Stevns lig.
Som hun gjorde det i byretten, lagde forsvarer Mette Grith Stage i dag stor vægt på, at uanset hvad man føler for parteringen af Mia Skadhauge Stevn, så skal Thomas Thomsen frifindes på grund af manglede beviser.
- Min klient er allerede bagud på point.
Sådan indledte forsvarer Mette Grith Stage hendes sidste bemærkninger i ankesagen om drabet på Mia Skadhauge Stevn i Vestre Landsret i Viborg i dag.
Her skulle anklager Emil Stenbygaard og Mette Grith Stage procedere.
- I en straffesag skal man tage udgangspunkt i den tiltaltes forklaring, fordi man er uskyldig, til det modsatte er bevist. Der er kun to, der ved, hvad der er foregået, og Mias version kan vi desværre ikke høre, og derfor mener jeg, min klients forklaring skal tillægges stor vægt, siger Mette Grith Stage lige efter retsmødet i dag til TV2 Nord.
Og som hun har sagt hele vejen igennem, så vil hun have sin klient, Thomas Thomsen, frifundet for drab og voldtægt.
- Selvom jeg som hans forsvarer også synes, at det han har gjort, er fuldstændig forfærdeligt, så minder jeg nævningene om, at I er nødt til at abstrahere for det afsky, I må føle og kun dømme ham, hvis der ikke er rimelig tvivl, sagde Mette Grith Stage i landsretten i dag.
- Man har pligt til at dømme efter beviserne og sortere alt udenoms flimmer fra, selvom det kan være svært, sagde Mette Grith Stage og henviste til, at hun ikke mener, flere af de vidner, der var blevet indkaldt både i landsretten og i byretten har noget med sagen at gøre.
Hør reaktionen fra forsvarer Mette Grith Stage efter dagens retsmøde her:
"Karaktermord"
Mette Grith Stage fortalte om, hvordan hun mener, en lang række af de vidner statsadvokaten har haft indkaldt eller læst forklaringer op fra, er irrelevante.
Blandt andet mener hun ikke, det har noget med sagen at gøre, at Thomas Thomsen for mange år siden gik til judo, hvor han lærte stranguleringer.
Mette Grith Stage forklarede også, at det heller ikke har noget med sagen at gøre, at Thomas Thomsen skulle have vist voldsomme videoer til en tidligere kollega.
Først i proceduren forklarede hun, at disse vidner - plus vidnerne, der var indkaldt i byretten, men ikke i landsretten, blandt andet Thomas Thomsens ekskæreste - lavede "karaktermord" på hendes klient.
- Det fortæller intet om, hvad der er sket mellem Mia Skadhauge Stevn og min klient her flere år efter. Og det må statsadvokaten også mene, siden de ikke er indkaldt som vidner i landsretten, sagde hun og fortsatte;
- Jeg vil fremhæve Thomas Thomsens tidligere vens forklaring om, at min klient aldrig har givet udtryk for, at han kan lide at se kvinder blive mishandlet eller slået ihjel, sagde Mette Grith Stage.
Ifølge Mette Grith Stage er det også et svaghedstegn, at anklageren læner sig op af en mere end ti år gammel sag flere gange (sagen om ekskæresten).
– Jeg ser det som et svaghedstegn i forhold til beviserne, at man så mange gange er nødt til at påberåbe sig den her gamle dom. Fordi man én gang er kørt over for rødt lys betyder ikke, man en anden gang kører over for rødt lys, sagde hun.
Forsvarer: Vi skal tage udgangspunkt i min klients forklaring
Ifølge Mette Grith Stage skal man derfor se på Thomas Thomsens forklaring - da han er den eneste, der kan berette om, hvad der er sket.
- Når man ser på anklageskriftet, er det formuleret med en masse "og" eller "eller". Det må betyde, at man er meget usikker på, hvad der er sket, og derfor har man ikke beviserne for, hvad der er sket. Man må gætte sig lidt frem, sagde hun.
- I den her sag er der kun to personer, der ved, hvad der skete på turen til Hammer Bakker og derude. Og her skal man tage udgangspunkt i min klients forklaring, og der skal håndfaste beviser til, hvis den forklaring skal udviskes, sagde Mette Grith Stage.
Forsvarer: Min klient er paranoid
Ifølge Mette Grith Stage kan det ikke bevises, at Thomas Thomsen ikke var i panik.
- Da Thomas Thomsen blev konfronteret af politiet, ved han, han har begået en alvorlig forbrydelse. Det stiller ham i et endnu dårligere lys, at han har løjet første gang, han bliver afhørt. Derfor givet det god mening, da politiet konfronterer ham, at han går i panik. Han er ikke klar til, at politiet finder ud af det på det tidspunkt, sagde hun.
Hun sagde også, at nævningene skulle notere, at Thomas Thomsen ville samarbejde med politiet, og at han viste dem, hvor ligdelene var.
- Han har afgivet en detaljeret forklaring, der stemmer overens på alle de centrale punkter, og det understøtter at det han siger, er rigtigt, siger Mette Grith Stage til TV2 Nord.
Mette Grith Stage forklarede i landsretten, at hun ikke mener, at anklageren har bevist, at Thomas Thomsen havde været på jagt efter en kvinde. Hun henviste til vidnet, der engang var bedste venner med Thomas Thomsen, som fortalte, at Thomas Thomsen ikke manglede en kæreste, og at han nogle gange kørte ind til byen for sjov.
- Og i forhold til, at han har slukket sin telefon og GPS, så er der nogle, der er mere paranoide end andre, og sådan er det med min klient, sagde Mette Grith Stage, som også påpegede, at Thomas Thomsen altså prøvede at finde ud af, hvor Mia Skadhauge Stevn skulle hen ved at køre rundt og prøve at finde "idrætten" og "sporten".
- Det kan man også se i forhold til der, hvor han har kørt rundt, sagde hun.
Argumenterede for flirt
To af de ting Mette Grith Stages procedure kredsede sig omkring, var Mia Skadhauge Stevns tilstand, inden hun mødte Thomas Thomsen - samt den manglende dødsårsag.
Blandt andet argumenterede hun for, at Mia Skadhauge Stevn ikke var så fuld, at hun ikke vidste, hvad hun lavede den nat i byen. Det gjorde hun blandt andet ved at fremhæve de vidner fra Jomfru Ane Gade, der fortalte, at Mia Skadhauge Stevn var flirtende, kyssede dem og dansede op ad dem.
Derudover påpegede Mette Grith Stage, at videoovervågningen viste, at Mia Skadhauge Stevn sagtens kunne gå og ikke slingrede rundt.
- Der er ikke bevis for, hun har været så beruset, at hun ikke ville kunne afstå noget seksuelt.
Mette Grith Stage fortalte også, at der ikke er bevis for, at der skete noget seksuelt mellem hendes klient og Mia Skadhauge Stevn ude i Hammer Bakker.
Anklagerens påstand er, at de fundne brystplastre, der var spredt i skoven, må have betydet, at der var sket en voldtægt. Men det er der ikke bevis for, mener Mette Grith Stage.
- Plastrene findes først flere dage efter, at Mia Skadhauge Stevn og Thomas Thomsen var i Hammer Bakker, derfor kan man ikke gå ud fra, de er tabt der, hvor de er fundet, sagde hun og pointerede endnu engang, at det er anklagerens opgave at bevise, at Thomas Thomsen er skyldig, og hendes opgave at påpege usikkerhederne ved beviserne.
- Det er usikkert, når der går flere dage, inden politiet finder dem, sagde Mette Grith Stage og forklarede, at der i dagene efter at Mia Skadhauge Stevn forsvandt, ikke var afspærret ved Hammer Bakker, og at der derfor kunne have været mange mennesker forbi.
Med de manglende beviser for, hvad der er sket, skal der ske frifindelse, mener Mette Grith Stage.
- Man skal gå skridtet videre, fordi jeg mener ikke, der er ført bevis for forsøg på voldtægt, og derfor skal der også frifindes for det, sagde Mette Grith Stage i landsretten.
Manglende dødsårsag skal give frifindelse
Den helt store bemærkning fra forsvareren var den manglende dødsårsag.
- Igen står vi i en situation, hvor der er en masse gætterier, igen fordi dødsårsagen ikke er fastlagt, sagde Mette Grith Stage.
Retsmedicineren var tidligere blevet bedt om at forholde sig til, om Thomas Thomsens forklaring om Mia Skadhauge Stevns død var mulig.
Ifølge Mette Grith Stage er det ikke retsmedicinerens vurdering at be- eller afkræfte, om Thomas Thomsens forklaring omkring Mia Skadhauge Stevns død er rigtig eller forkert.
- Det er op til retten, sagde hun.
Hun henviste også til, at retsmedicineren fortalte, at de ligdele, der manglede omkring halsen, ikke ville kunne fastslå en dødsårsag.
- Landsretten skal ligge vægt på det helt centrale, at dødsårsagen ikke kan fastslås ved ligets tilstand – der er ikke bevis for, at min klient har kvalt Mia Skadhauge Stevn, forklarede Mette Grith Stage.
Skyldsspørgsmålet afgives onsdag
Slutteligt i sin procedure påpegede Mette Grith Stage igen det, hun har sagt hele vejen igennem.
- Der er ingen beviser, sagde hun og fortsatte;
- Mennesker reagerer forskelligt, og Thomas Thomsen gik i en form for chok. Det er også grunden til, han ikke ydede førstehjælp. Når man først går i panik, så hjælper det ikke, at man har været på kursus engang. Da han opdagede, at hun var at ånde ud, kan han godt se, at pilen peger på ham - og der vælger han den irrationelle handling at køre Mia Skadhauge Stevn hjem til sig selv, sagde Mette Grith Stage til sidst.
Skyldkendelsen bliver læst op onsdag klokken 10.30. Herefter er det meningen, at forsvarer og anklager skal procedere om dommen, der forventes at falde torsdag.