32:25

Se portrættet af keramiker Louise Lange her. Video: Daniel Mikkelsen

Portræt: Ulykken lammede Louise, men hun kæmpede sig tilbage

Keramiker Louise Lange brænder for sit kunsthåndværk. En alvorlig ulykke var dog tæt på at sætte en stopper for passionen.

42-årige Louise Lange har haft ler mellem fingrene i det meste af sit liv. 

Som tredje generation i familievirksomheden Lange Kunsthåndværk i Hjelmerstald i Aalborg har hun siden barnsben haft sin gang i værkstedet, hvor hendes forældre begge arbejdede som keramikere.

Det blev ofte til meget lange arbejdsdage for hendes far, Peter Lange, og det var måske  årsagen til, at Louise efter skolen valgte en helt anden uddannelse. Louise blev glaspuster og har blandt andet lært faget på længere ophold i England. En boglig uddannelse kom slet ikke på tale.

Droppede ud midt i 3.g

Louise elskede at tegne og være kreativ som barn, men de boglige fag interesserede hende stort set ikke. Og så var hun god til alt, der krævede fysiske udfoldelser og kræfter, husker Louises mor, Lisbeth Lange: 

- Hun var sådan en drengepige, som elskede at løbe om kap med drengene. Der boede en anden dreng, nabo til os, og de var akkurat lige gamle, og hun slog ham jo på alle leder og kanter. 

Læs også Portræt af Jonny Hefty: - Jeg synes jo stadig, jeg er ung, selvom jeg er 50 år

Mens drengepigen Louise klarede sig fint udenfor skolen, gik det knapt så godt indenfor skolens mure.

- Jeg trivedes ikke særligt godt i skolen. Det er snart ved at være en klassisk historie. Men jeg følte hurtigt, at jeg ikke rigtigt passede ind – at jeg var anderledes end de andre. Prøvede måske i perioder at passe mig ind. Men det fungerede ikke, fortæller Louise, der holdt skolegangen ud helt indtil 3. g. på Hasseris Gymnasium.

Midt i semestret droppede Louise så ud. Til forældrenes store fortrydelse.

- Det var ikke velset herhjemme, selvfølgelig. Det var ikke fordi, hendes evner fejlede noget, men hun kunne ikke lide at være der. Dealen var jo så, at så fik hun et helt år på en højskole – og så skulle hun vende hjem og tage det sidste år. Det vidste vi jo alle sammen, var en løgn. Og sådan blev det jo så også, fortæller Louises mor, Lisbeth Lange.

Louise Langes mor, Lisbeth Lange. Foto: Daniel Mikkelsen

Faldt til og fandt sig selv

Højskoleopholdet skulle vise sig at være det helt rigtige valg for Louise.

- Det var en kreativ højskole med glaspustning, keramik og billedkunst. Og pludselig faldt jeg bare ind i en verden, hvor jeg bare passede ind. Det var et kæmpestort vendepunkt at finde ud af, at jeg ikke bare skulle tilpasse mig - jeg var bare på det forkerte sted, siger Louise med et stort smil.

Louise blev så grebet af glaspustning , at hun besluttede sig for at forfølge den drøm. Det førte hende til et langt studieophold i England og efterfølgende en læreplads i Aalborg, men også til sidenhen at arbejde meget med det, Louise selv kalder for "at knække koden": at finde brugbare løsningsmodeller.

Louise har blandt andet været med til at finde den rette formel for designet til det liggende cognacglas, som Normann Copenhagen står bag. 

Selvom Louise var grebet af glaspustning, blev det alligevel ikke den karriere, hun skulle have. Keramikken sneg sig ind på hende. 

Læs også Portræt: Realitykendissen Camilla Framnes’ utrolige forvandling

Et kald

Louises vej ind i keramikken skete lidt tilfældigt. Lange Kunsthåndværk havde fået en stor ordre og manglede ledige hænder til at dreje. Så Louise trådte til - og så var hun solgt.

- Dengang jeg startede hernede, der var det mega vigtigt for mig, at jeg ikke bare kom ind som: "Nå, det er så Peter og Lisbeths datter. Hun havde ikke andre steder at være, så derfor kunne hun så få en plads her". Jeg skulle simpelthen være her, fordi jeg var megadygtig, siger hun.

Louise tror ikke meget på talent, men mere på hårdt arbejde, flid og dedikation:

- Så jeg brugte faktisk et helt år på at sidde og dreje - dreje en cylinder op, skære den igennem og tjekke: hvordan ser den ud? Er den fin? Drejet ordentligt? Og det gjorde jeg bare et helt år. Drejede cylindere, skar op, drejede cylindere og skar op, mindes Louise, der i dag kan dreje rigtig mange krus perfekt og lynhurtigt.

  Foto: Privatfoto

Louise har også en lillebror, Kristian, som hun er meget tæt knyttet til. Kristian Lange er arkitekt og dygtig til at tegne - også kunstnerisk. 

- Jeg tror, det var godt, hun fandt keramikken, fordi det er også et medie, der passer meget bedre til hendes stil og hendes temperament. Det er levende og mere kaotisk, hvor glaskunsten tit bliver mere stram og styret, vurderer Louises bror, der nyder, når han og Louise kan dyrke deres fælles interesse for musik og at gå til koncerter sammen.

Ambitiøs og passioneret

- Man skal altid have et eksperiment kørende. Nogen hernede vil sige, at jeg er et rodehoved. Men jeg mener bare, at jeg er god til at have rigtig mange bolde i luften på en gang, fortæller Louise.

Netop nu eksperimenterer hun med en særligt type porcelæn, som hun drejer op i en meget stor krukke, der efterfølgende dekoreres med en begitning.

  Foto: Daniel Mikkelsen

Louises far er imponeret. Det kræver nemlig ikke bare faglig dygtighed, men også mange kræfter at dreje så stor en krukke op. Men Louise elsker at udfordre sig selv og nørde med tingene.

- Det er altid en proces. Jeg har aldrig nogensinde haft en død periode. En ikke-kreativ periode. Eller en periode, hvor jeg har siddet foran et blankt stykke papir. Det har jeg aldrig nogensinde prøvet, siger Louise Lange.

For Louise er det at være kunsthåndværker derfor ikke "bare" et arbejde. Det er heller ikke "kun" en livsstil. Det er ganske enkelt hendes liv. Den, hun er.

Et liv, hun var ved at miste for altid tilbage i 2014.

Ulykken, der lammede Louise

Drengepigen, der er vild med fart og bevægelse, fulgte med Louise ind i hendes voksne liv.

Louise har blandet andet været passioneret tangodanser i mange år, og engang var hun også meget glad for at stå på rulleskøjter på et Roller Derby-hold.

Begge dele har hun i dag været tvunget til at lægge på hylden, da Louise i 2014 for anden gang faldt ned på sit haleben og fik en rygskade. Halebenet brækkede, der kom en revne op igennem rygsøjlen og fire diskusprolapser. Så Louise blev opereret, men noget gik galt.

- Kirurgen sagde til mig, at de var kommet til at skære i min nerverod og at den førlighed, som jeg havde fra navlen og nedefter, den ville ikke komme tilbage! Og han når faktisk ikke engang at sige sætningen færdig, før jeg siger: "Det skal du ikke bestemme - det er mig, der bestemmer det!"

01:51

Louise fortæller om at vågne op til beskeden om at have mistet førligheden i benene.

Luk video

Louise opmobiliserer al sin viljestyrke og stædighed og begynder allerede samme aften at genoptræne sine ben, mens hun ligger i sengen.

Sidenhen følger meget langs tids sengeleje og flere års ihærdig genoptræning, hvor blandt andet en såkaldt spejltræning indgår. Louise er viljestærk og kampklar, men også tæt på at blive slået helt til tælling, da hun - ifølge reglerne - skal omskoles:

Det, der ligesom var nulpunktet i det, var at jeg blev truet på min personlighed, på mit job. Min karriere. Og det fandt jeg ud af betød rigtig, rigtig meget for mig.

Louise Lange

- Man ryger jo ind i det der sygedagpengesystem, og de der helt vildt søde socialrådgivere, der egentlig prøver at hjælpe en, de har sådan nogle kasser, man kan blive puttet ned i. Og der var nogen, som fandt ud af, at jeg skulle rehabiliteres til at være skolelærer, fordi ”det ville være så godt for mig”. Og det kunne jeg ikke se!

- Så jeg prøvede ligesom at manøvrere rundt i den der verden og så blive rask igen. Og overbevise mig selv om, at det kan jeg godt. Det har været en lang proces, siger Louise, der nu dagligt må træne resten af livet for at holde sig gående.

Fejlen under operationen betød, at Louise i en periode havde brug for en kørestol. Foto: Privatfoto

Mor med stort M

Louise er også mor med stor M til sønnerne Sylvester på 11 år og Jonathan på 9 år. Sønnerne fylder rigtig meget i Louises liv og giver hende både glæde og sjov i hverdagen. Men også her har familien været udfordret.

- Ja, så har det da også været lidt op ad bakke med min ældste søn, Sylvester, som har en hel del diagnoser. For halvandet år siden fandt vi ud af, at han faktisk har en arvet kromosomfejl: infantil autist, fortæller Louise og forklarer, hvordan det kræver et særligt skemalagt og discplineret hjemmeliv.

Læs også Portræt: Nicolaj Holm og den grønne linje

- Når man har et barn, der har autisme, så bliver  man nødt til at være super-struktureret. Så faktisk kører vores hverdag efter en skarp piktogram - og det har jeg kørt sådan helt på klokkeslæt.

Hjemme i køkkenet i villaen i Nørresundby hænger ark med piktogrammer, det vil sige symboler, der hver især fortæller Sylvester, hvad der skal ske i løbet af dagen og i hvilken rækkefølge - alt sammen for at skabe ro og system i Sylvesters verden.

  Foto: Daniel Mikkelsen

Louise fortæller, hvordan en typisk onsdag ser ud: 

- Man står op og spiser morgenmad, tager i skole og DUS, og hjem. Så får man lige lov til at spille lidt. Og Sylvester har heldigvis ikke lektier på sin nye skole, så det er ikke skrevet ind. Aftensmad. Brusebad. Og så er der simpelthen skrevet ind, at mor skal til klaver. Du skal huske at læse i 20 minutter og så i seng, forklarer Louise og tilføjer storsmilende: 

 - Det er jo mit modbevis på, at jeg ikke altid er et rodehoved. Det kører jo ret stramt – på den måde.

Sylvester blev først diagnosticeret for halvandet år siden, men det har hjulpet familien og især Louise at vide, hvordan de alle får tilværelsen med et barn med infantil autisme til at fungere bedst:

- Jeg er jo ikke et religiøst menneske, men på en eller anden måde, så har jeg også sådan lidt en tro på skæbne indimellem. Sylvester har haft det rigtig skidt - og jeg tror på,  at der var en mening med, at han kom til mig. Det tror jeg bestemt, der var.

Fremtiden

Louise ser lyst på livet og på fremtiden, især nu hvor hun igen kan få lov til at dyrke passionen, livsstilen og det liv, hun brænder så meget for, nemlig keramikken og kunsthåndværket.  

En fremtid, der gerne meget snart betyder, at hun som tredje generation overtager familievirksomheden i hyggelige Hjelmerstald i Aalborg. Det sker, når forældrene vælger at gå på pension.

Læs også Portræt: Henrik Godsk - fra tivolibarn til anerkendt kunstner

- Det er fedt for hende, at det bliver hendes. Og det under jeg hende. Det bliver også svært. Det er et stort sted, og det er en tung arv at løfte alene. Men hun har fortjent det, siger Kristian, Louises ven, støtte og lillebror.

For Louise kan det nærmest kun gå for langsomt, ler hun velvidende, at det bliver hårdt:

- Lige nu er vi jo tre fuldtidsarbejdende og to ansatte til at køre det rundt, så det bliver en stor opgave at løfte ene mand. Jeg er klar på det. Og jeg er heller ikke nervøs for, om jeg kan. Det skal bare lige vinkles på den rigtige måde, slutter den viljestærke, passionerede og talentfulde keramiker, Louise Lange - snart tredje generation ved roret i Lange Kunsthåndværk.

Se portrættet af Louise Lange lige her - og find flere spændende portrætter i serien her.

32:25

Foto: Daniel Mikkelsen

Luk video