Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Bygherrer føler sig presset til at indgå aftaler med Aalborg Kommune

Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord

Flere bygherrer i Aalborg føler sig presset til at indgå udbygningsaftaler med Aalborg Kommune. Blandt dem TN Udvikling i forbindelse med en aftale på Godsbane-området i Aalborg.

Alvorlig kritik vælter ind over Aalborg Kommune i den indtil videre hemmelige undersøgelse. TV2 Nord kan nu afsløre, at flere bygherrer har følt sig presset til at indgå udbygningsaftaler med kommunen.

TV2 Nord er kommet i besiddelse af dokumenter, der viser, at flere bygherrer mener, at de blev tvunget til at acceptere aftaler og betale for projekter i millionklassen som en forudsætning for, at Aalborg Kommune ville behandle deres sager og gå videre med lokalplan for deres projekter.

Først var der sagen fra Spritten i Aalborg, hvor byggeriet blev stoppet efter en strid mellem bygherren og Aalborg Kommune om to udbygningsaftaler.

Men sagen er ikke enestående. TV2 Nord er i besiddelse af flere indberetninger til den uvildige advokatundersøgelse.

- Jeg er rystet. Der er virkelig meget, som tyder på, at der er sket lovbrud her, siger Anne Honoré Østergaard, som er medlem af byrådet i Aalborg Kommune for Venstre.

Det tyder på lovbrud, siger Venstres byrådsmedlem i Aalborg Anne Honoré Østergaard. Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord

Tvunget til at betale for å-løb

I en indberetning til den uvildige advokatundersøgelse forklarer TN Udvikling, hvordan de som udvikler af Godsbane-området i Aalborg følte, at de blev tvunget til at deltage i en udbygningsaftale vedrørende etablering af et å-forløb på Godsbanen. Ellers ville projektet og lokalplanen blive forsinket. Derfor påtog TN Udvikling sig udgiften på seks millioner kroner.

Det er næsten mafia-lignende metoder, som man bruger fra kommunens side

Kristoffer Hjort Storm, 1. viceborgmester, Aalborg Kommune, (DF)

- Jeg synes, at det er fuldstændig vanvittigt, at man på den måde kan presse bygherrer til at betale. Det er næsten mafia-lignende metoder, som man bruger fra kommunens side: "Hvis I giver os nogle penge, så sagsbehandler vi jer hurtigere", siger 1. viceborgmester i Aalborg Kommune, Kristoffer Hjort Storm (Dansk Folkeparti).

TN Udvikling har ikke ønsket at stille op til interview om sin indberetning til advokatundersøgelsen. 

Sagen om udbygningsaftalerne startede med byggeriet på Spritten i Aalborg, som blev sat i bero på grund af uenighed om to udbygningsaftaler, hvor Spritten A/S skulle betale i alt 5,8 millioner kroner til klimasikring af havnefronten og til en række forbedringer omkring Kulpladsen og et kommende kunstcenter på havnen.

Rådmand: Vi lever op til planlovens intention

Spritten A/S klagede til Ankestyrelsen over Aalborg Kommunes ageren, og By og Landskabsudvalget besluttede, at der skulle laves en uvildig advokatundersøgelse, som skal afdække, om Aalborg Kommune har en ulovlig praksis med udbygningsaftaler.

Det har både rådmand Hans Henriksen og direktør i By- og Landskabsforvaltningen Anders Fokdal begge tidligere afvist.

- Vi har ikke systematisk eller bevidst arbejdet med udbygningsaftaler på en måde, som ikke lever op til de intentioner, som der er i planloven, sagde rådmand for By- og Landsskabsforvaltningen Hans Henrik Henriksen (Socialdemokratiet) til TV2 Nord den 1. september. 

Det skete i forbindelse med, at det blev vedtaget, at der skulle laves en uvildig advokatundersøgelse.

Rådmanden ønsker i dag ikke at kommentere de nye oplysninger. I et svar til TV2 Nord skriver han:

- Som bekendt har By- og Landskabsudvalget igangsat en advokatundersøgelse. Det er advokatfirmaet Horten, som forestår denne. De forventes at aflevere resultatet af undersøgelsen slut november. Jeg har ingen kommentarer, før resultatet af undersøgelsen foreligger.

DSB: Ingen lokalplan uden bidrag

Også DSB Ejendomme retter kritik af Aalborg Kommunes brug af udbygningsaftaler. Det fremgår af en indberetning til advokatundersøgelsen. Her føler DSB Ejendomme, at de bliver tvunget til at indgå en udbygningsaftale med kommunen.

DSB Ejendomme skriver vedrørende udviklingen af Godsbanearealet, at det var deres klare overbevisning, at hvis de ikke var villige til at bidrage til å-løbet, så ville lokalplanen ikke blive godkendt at kommunen.

Hvis det er rigtigt, så er der nogen, som må tage deres gode tøj og gå

Anne Honoré Østergaard, byrådsmedlem, Aalborg Kommune (Venstre)

DSB Ejendomme har ikke ønsket at stille op til interview om sin indberetning. 

Men i en skriftlig kommentar skriver kommunikationschef i DSB, Niels-Otto Fisker, at DSB Ejendomme i øjeblikket afventer resultatet af advokatundersøgelsen af Aalborg Kommunes praksis om udbygningsaftaler, og at man ikke har ikke yderligere bemærkninger her og nu.

Afsløringer skal have konsekvenser, mener politikere

Det er ikke kun store spillere på ejendomsmarkedet, der, uden at ønske det, er blevet præsenteret for udbygningsaftaler af Aalborg Kommune. 

TV2 Nord er bekendt med tilsvarende alvorlig kritik fra mindre erhvervsdrivende, som, uden at ønske det, er blevet præsenteret for udbygningsaftaler i millionklassen. Som en forudsætning for, at kommunen var indstillet på at gå videre med lokalplaner og byggetilladelser. 


Dermed tegner der sig et billede af, at Aalborg Kommune anvender udbygningsaftaler på en anden måde, end loven foreskriver.

- Hvis det er rigtigt, så er der nogen som må tage deres gode tøj og gå, siger Anne Honoré Østergaard.

"Vi er i nærværende sag, som den eneste udvikler på Godsbanen, blev tvunget til at deltage i en udbygningsaftale”, hedder det direkte i et af de dokumenter, som er indgivet til den uvildige advokatundersøgelse. Står det til troende har Aalborg Kommune ikke bare presset en samarbejdspartner ind i en aftale til seks millioner kroner, men også handlet ulovligt, da reglerne klart foreskriver, at det kun er en bygherre, der må tage initiativet til en udbygningsaftale.

En udbygningsaftale er en aftale, en grundejer kan foreslå, hvis vedkommende har ønsker om at forbedre en del af infrastrukturen omkring sin grund. Det kan være et lyskryds ind til et område eller udvidelse af et havneområde. 

Hvis en udbygningsaftale bliver vedtaget, deler grundejer og kommunen udgifterne. Men ifølge Planloven må en udbygningsaftale kun ske på opfordring fra en grundejer.

DSB følte sig presset ind i en udbygningsaftale og er overbevist om, at havde de ikke sagt ja, så ville Aalborg Kommune stoppe lokalplanen.

Per Clausen, gruppeformand for Enhedslisten i byrådet i Aalborg Kommune, siger i dag til TV2 Nord:

- Det her bekræfter mig i, at det er godt, at vi har fået sat gang i en uvildig advokatundersøgelse. Indtil videre vil jeg afvente, hvad advokatens konklusion bliver, før jeg kan sige mere.

Opfordrer til at skride til handling

- Man burde skride til handling over ledelsen og sige, at mens den her undersøgelse kører, kan de ikke være i stand til at varetage deres arbejde, fordi de direkte har modarbejdet det, siger Kristoffer Hjort Storm, 1. viceborgmester i Aalborg Kommune (Dansk Folkeparti) og fortsætter:

- De har sendt mails ud til udvalget, hvor de skriver, hvor stort et arbejde det er, hvor meget det koster, og at de ikke kan nå at blive færdig til tiden. Det synes jeg er vanvittigt, når de hele tiden har vidst, at der ligger noget i den her sag.

- Ledelse bør sendes hjem, mens undersøgelsen pågår, mener Kristoffer Hjort Storm. Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord

Det er uvist, hvornår resultatet af den uvildige advokatundersøgelse foreligger. 

TV2 Nord har i dag forsøgt at få en kommentar til sagen fra borgmester Thomas Kastrup-Larsen og direktør i By- og Landsskabsforvaltningen Anders Fokdal. Men ligesom rådmand Hans Henrik Henriksen ønsker de ikke at udtale sig, så længe advokatundersøgelsen pågår.


Er du til 'Hipster' eller H&M? Sådan vælger du vinterdæk

Vinteren nærmere sig med hastige skridt, og som altid betyder det, at det er en god ide at få bestilt tid til at få vinterdæk på bilen. Det kan dog være svært at finde rundt i, hvilke dæk, der er de rigtige. Derfor har Jens Vestergaard Andersen, der er indehaver af Dækbutikken, som ligger i Aabybro, lavet en guide herover.


Kendte nordjyder går sammen i anderledes samarbejde og samler ind til julehjælp

Foto: Caroline Monin / TV2 Nord

Flere kendte som Sussi, Jesper Sørensen, Ib Grønbech, og mange flere er med i samarbejdet.

Tirsdag mødtes flere kendte nordjyder under samme tag med samme mission. Heriblandt var Sussi, Zjakalen, Jonny Hefty, Ib Grønbech, Jesper Sørensen og mange flere.

De havde nemlig fået til opgave at lave en støttesang til NordJULland Løbet, der løber af stablen 1. december i Aabybro.

Formålet med juleløbet er at indsamle penge til Kirkens Korshærs julehjælp, og det skal støttesangen være med til.

- Løbet går til et godt formål, og der er ikke noget værre end tanken om, at der er børn, der ikke får gaver til jul. Det skal laves om, og det kan vi forhåbentlig med det her løb, pointerer Zjakalen.

- Vi er samlet her som et lille cirkus, og jeg håber, vi kan sprede en masse juleglæde med vores sang og vores løb, lyder det fra Jonny Hefty.

Ikke første løb omkring søen

Sidst der var løb omkring søen i Aabybro blev der nemlig slået vilde rekorder af blandt andet Stine Rex, der tilbagelagde 913,6 kilometer på bare seks døgn. Samtidig blev der indsamlet omkring 600.000 kroner til SMIL-fonden.

Kommer der en ny rekord?

- Der er ikke noget konkurrence i det her. Kun hygge. Men hvis jeg skulle konkurrere i noget, så skulle det helt sikkert være at spise flest æbleskiver, mens jeg løber. Jeg er sikker på, at jeg sagtens kan spise 100 æbleskiver, mens jeg løber rundt i fire timer, griner Stine Rex.

Men når NordJULland Løbet løber af stablen, er tiden og distancerne dog en del kortere. Løbet vil nemlig foregå over fire timer fra klokken 14 til 18, hvor man har mulighed for at løbe halvmaraton, rundeløb eller nisseløb på 2,8 kilometer.

- Jeg kommer kun til at løbe børneruten. Jeg løb fire runder til seksdagesløbet. Altså det dobbelte. Men når jeg også skal optræde med vores sang på scenen – så går det jo ikke, at jeg er helt forpustet, pointerer Zjakalen, der bakkes op af Jonny Hefty.

-  Det forpligter jo at være sammen og lave en sang med Stine Rex. Så selvfølgelig skal jeg også løbe. Det bliver så bare børneruten, konstaterer sangeren.

Der er ikke noget værre end tanken om, at der er børn, der ikke får gaver til jul. Det skal laves om, og det kan vi forhåbentlig med det her løb

Zjakalen

Stine Rex, vil selvfølgelig løbe med, og TV2 Nord vil med hjælp fra golfvogne naturligvis sende live fra løbet.

- Vi glæder os SÅ meget. Det bliver SÅ fedt, fastslår ultraløberen.

Udover løb vil der igen være foodtrucks, storskærm og nogle kendte nordjyder vil også kigge forbi, heriblandt Jonny Hefty og Zjakalen, der optræder med den nye julesang. Der vil også være underholdning fra scenen og konkurrencer.


Hvert år glemmer nordjyderne livsvigtig tidsbestilling, men i år er det anderledes

Sidste års snestorm har sat sine spor hos nordjyderne i år.

Nordjyderne har en lang og stolt tradition for at udskyde vinterdækkene til det nærmest er for sent. Men sidste års snestorm, hvor mange blev fanget på de glatte veje, har fået rekordmange til at sætte det vigtige kryds i kalenderen i år.

- Man kan sige, at fra den ene dag til den anden var der jo snestorm, og da vi så mødte ind om morgenen, der havde vi halvanden til to timers ventetid på telefonen. Og folk vil jo gerne have skiftet hjul samme dag, som de ringer, påpeger Martin Sørensen, der er butikschef for Dækbutikken i Aabybro.

'Det er jo ubehageligt'

Hos Dækbutikken i Aabybro opbevarer man henved 1000 sæt vinterdæk og fælge for kunderne. Næsten 70 procent af kunderne har allerede nu fået styr på dækmønsteret, hvilket er et helt ekstraordinært højt tal.

- Vi er kommet i gang i rigtig god tid i år i forhold til, hvad vi plejer. Vi har været godt i gang siden uge 41, forklarer Martin Sørensen.

- Det er jo ubehageligt at være i sidste øjeblik. Så det har jeg prøvet, så det skal jeg ikke prøve mere, påpeger Margit Nielsen, der tirsdag fik sat vinterdæk på bilen.

Men hvorfor skal nordjyderne sne inde eller køre i grøften, før de lærer lektien. Indehaver af Dækbutikken, Jens Vestergaard Andersen, har skiftet nordjydernes dæk i mere end 25 år, og han er ikke i tvivl.

- Jeg tror ikke, at den almindelige danske tænker på dæk., og folk vil ikke skifte dæk før tid. Så længe der er lunt og godt vejr udenfor, så vil de ikke køre rundt på deres vinterdæk. De ikke bruge tid på det, og de vil ikke bruge penge på det. Og så opdager de det først, når frosten er der, pointerer han.

Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Nordjysk kommune giver nu børnefamilier penge for at passe egne børn

Tilskudsordningen gælder til og med den måned barnet fylder tre år.

6.812 kroner om måneden.

Cirka så meget kan du få, hvis du vælger at passe dit barn hjemme i Vesthimmerlands Kommune.

For Vesthimmerlands Kommune vil fremover give tilskud til hjemmepasning af egne børn. Det sker, fordi kommunen ønsker at understøtte familiers frihed og fleksibilitet.

Men også for at lokke flere til.  

- Vi vil gerne medvirke til at gøre det så attraktivt som muligt for børnefamilier at bosætte sig i Vesthimmerlands Kommune, siger Jeppe Korreborg Pedersen, der er konstitueret formand i Børne- og Familieudvalget i Vesthimmerlands Kommune.

Får mere tid sammen med forældre

Byrådet i Vesthimmerlands Kommune har i den forbindelse besluttet at sætte gang i et toårigt forsøg med tilskud til pasning af eget barn.

Tilskuddet kommer til at være på 75 procent.

- Det bliver interessant og se, hvor mange familier der ser hjemmepasning som en god familieløsning. Det giver en ekstra mulighed for frihed og fleksibilitet for den enkelte familie og ikke mindst får vesthimmerlandske børn mulighed for at bruge mere tid sammen med deres forældre, siger Jeppe Korreborg Pedersen.

Hjemmepasning i Vesthimmerlands Kommune

  • Aldersgruppen er fastsat til børn fra 0-2 år. Altså fra 24 uger til og med den måned barnet fylder 3 år.

  • Tilskudsprocenten er fastsat til 75 % af den billigste driftsudgift i et dagtilbud til samme aldersgruppe i kommunen. For 0-2-årige giver det ca. 6.812 kr. pr. måned (12 måneder årligt).

  • Tilskudsperioden er minimumsperiode på 8 uger og maksimum på 1 år. Der kan ydes tilskud til forældre frem til og med 31. december 2026.

  • Frister for afbrydelse af tilskudsperioden fastsættes til løbende måned + 1 måned.

 Pressemeddelelse, Vesthimmerlands Kommune

Ordningen kommer kun til at gælde børn fra 0-2 år, og er blot én af flere tiltag, kommunen har besluttet i forbindelse med at gøre det lettere at være børnefamilie.

Uover tilskud til hjemmepasning er der nu også gratis buskørsel på lokale- og regionale ruter og nedsat forældrebetaling i dagpleje, vuggestue og børnehave.

Borgere i kommunen kan allerede søge om tilskud nu. Ordningen vil blive evalueret i januar 2026.


Sidste chance: Vil du stadig have fingrene i en gratis båd?

Foto: Vesthimmerlands Kommune

Den sidste båd skal fjernes fra pladsen inden 1. december 2024.

TV2 Nord har flere gange kunnet fortælle om forladte både i det nordjyske, som har været til gene for borgerne og kommunerne.

Det fik blandt andet Vesthimmerlands Kommune til tilbage i starten af oktober at komme med en alternativ løsning, hvor de tilbød, at man kunne hente bådene helt gratis, hvilket var en stor success.

Efter blot 17 timer var alle bådene på nær en nemlig revet væk.

Men selvom det gik hurtigt med de første fire både, så er den ene båd fortsat tilgængelig.

"Gennem hele 2024 har vi forsøgt at finde ejerne til fem efterladte både i Hvalpsund. Det er nu næsten lykkes, men hvide Vega er stadig tilbage efter en "køber" sprang fra i sidste øjeblik. Derfor kan Vega nu afhentes helt gratis på den gamle opliggerplads i Hvalpsund."

Sådan skriver kommunen i et opslag på Facebook.

Så nåede du ikke at få fat i en gratis båd, så er det altså sidste chance.

Der skal rettes henvendelse til Team Havn, Natur og Byrum i kommunen, hvis man ønsker at hente Vega, som skal fjernes fra pladsen inden 1. december 2024.