I slutningen af august løb den 21-årige nordjyske komiker Jonathan Chistensen 42 kilometer rundt om søen i Aabybro.

Det gjorde han for at samle penge ind til Smilfonden sammen med ultraløberen Stine Rex.

Men det gode formål havde konsekvenser for den unge komikers krop.

I forvejen har han Tourettes Syndrom, der får ham til sige ord og sætninger, han ikke har kontrol med.

Men efter indsamlingsløbet fik han endnu en diagnose.

Det fortæller han om i sidste afsnit af ’Jeg har ik’ nogen kat’ – artiklen fortsætter under videoen.

Griner af det

Jonathan Christensen har længe haft dårlige hofter, men efter løbet i Aabybro blev det værre, og han tog derfor til lægen.

Efterfølgende har han fået diagnosen hoftedysplasi, og det har været svært for ham. Men så begyndte han at lave jokes med det.

- Det er humoren, der har hjulpet mig igennem alt. Hvis jeg kan grine af det, så føler jeg det ikke som noget negativt, fortæller Jonathan Christensen.

Nu laver han sjov med de dårlige hofter i sine stand-up-shows.

Se et eksempel herunder:

Kæreste og kørekort

Den nordjyske komikers tics tog for alvor til efter corona-pandemien.

Det har han blandt andet fortalt om i tv-programmet 'Pipfugl og gulerødder: Mit liv med Tourettes.'

Diagnosen har betydet, at han måtte stoppe på gymnasiet, fordi han forstyrrede for meget.

Og han går heller ikke i biografen på grund af sin diagnose.

Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

I dag lever Jonathan Christensen af at lave stand-up, hvor han bruger sin diagnose aktivt.

Han har taget kørekort, købt en bil og fået en kæreste.

- Mange af mine venner mener, at jeg har oplevet meget mere end dem, og jeg laver det, som jeg gerne vil lave, fortæller han.

Han drømmer om på sigt at lave et stand-up-show, der handler om ikke at være perfekt.

Michelle Røge husker det stadig.

De gange, hvor hun og hendes lillesøster kiggede på deres forældre gennem nøglehullet i deres barndomshjem.

Hvordan kunne hun glemme det?

Hendes forældre og deres venner sad med sølvpapir, en lighter og så med det, som Michelle Røge kalder for ’det sorte stads’ ovenpå.

’Det sorte stads’ var rygeheroin.

Præcis hvor gamle, hun og søsteren var, husker hun ikke.

For synet på den anden side af døren var så normalt for hendes barndom, at der ikke er noget specifikt tidspunkt, der skiller sig ud.

Forældrenes stof- og alkoholmisbrug var konstant og prægede hele familiens liv i starten af 00’erne. Især Michelle Røge og hendes lillesøster Nanna Røges små liv.

For med sig bragte det mistrivsel, psykisk og fysisk vold – og i dag psykiske traumer for især den ene søster.

Det bragte også et væld af underretninger til kommunen fra alle kanter med sig, der råbte på, at de to piger skulle fjernes fra hjemmet.

Men kommunen tog aldrig en snak med pigerne.

Sagen sætter stadig spor i dag, hvor storesøster Michelle Røge er gået rettens vej.

Hun vil have Hjørring Kommune til at betale en erstatning på 300.000 kroner for brud på deres menneskerettigheder.

Men hvordan gør man det, hvis den vigtige dokumentation aldrig er blevet lavet eller blot forsvundet?

Skjuler de åbne sår

Når man i dag møder Michelle Røge, er der ingen tegn på, at noget er eller har været galt.

En hjemlig fornemmelse rammer med det samme, man træder ind ad døren i hendes hus i Hjørring.

- Jeg har kun lige ryddet op for din skyld, forsikrer Michelle Røge.

Men hjemmet har nu alligevel en aura af både orden og hygge. Gode omgivelser for hendes familie med mand og to børn på tre og fem år.

Nej, der virker ikke til at være noget galt her, og sådan vil hun også gerne have det.

- Jeg prøver på at give mine børn en tryg opvækst, for det har jeg ikke selv haft, siger Michelle Røge.

Selvom hun i dag får hverdagen til at fungere for hendes familie, så er der stadig åbne sår i forhold til hendes barndom.

Det kommer frem i dokumentaren ’Ingen kære kommune’.

Her fortæller Michelle Røge og hendes lillesøster Nanna Røge om deres opvækst i Hirtshals i slutningen af 90’erne og starten af 00’erne.

Om den fysiske og psykiske vold, der fulgte med forældrenes misbrug. Om det liv med enorme svigt, der fulgte med.

Michelle Røge mener, at meget kunne være undgået, hvis Hjørring Kommune havde reageret anderledes på de utallige underretninger, der kom på de to piger.

Men det gjorde de ikke.

Forsvundne underretninger

Den første underretning, der findes i Michelle Røges sag, stammer fra 2005, hvor hun var ni år og gik i 3. klasse.

Den gik på, at Michelle Røges mor dagligt indtog rygeheroin.

Efter samtale med forældrene og lærere på skolen, valgte Hjørring Kommune ikke at gøre yderligere.

Hvordan kommunen tidligere end 2005 er blevet gjort bekendt med pigernes miserable opvækst, står hen i det uvisse.

De dokumenter, der tidligere havde været i sagen, er nemlig forsvundet.

Det kom frem da byretten i efteråret behandlede Michelle Røges erstatningssag.

Ifølge Hjørring Kommune var der gjort meget for at genskabe de 20-25 år gamle sagsakter, der måske kunne have kastet lys på kommunens indsats i Michelle Røges barndom. Men det lykkedes ikke.

Fra 2005 kom underretningerne jævnligt fra mange forskellige kanter – 14 underretninger i alt.

De førte til enkelte besøg i familiens hjem, hvor alt så pænt ud på overfladen, men ingen i kommunen talte med hverken Michelle Røge eller hendes lillesøster.

Lussinger og låste døre

Havde kommunen rent faktisk snakket med pigerne, kunne Michelle Røge have fortalt dem om det liv, hun og søsteren levede.

- Vi fik jo både lussinger, fik taget kvælertag og blev smidt rundt med. Det var vores mor, der slog, fortæller Michelle Røge

- Vores far stod mere for den psykiske vold, men også sammen med hende. Han kunne godt være voldelig, men det var mere over for andre, siger hun.

Begge forældre er døde i dag og kan ikke forelægges anklagerne om den fysiske og psykiske vold.

Men Michelle Røge kunne også have fortalt kommunen om, hvordan hun efter skole ofte kom hjem til en lukket og låst dør.

Så måtte den lille pige sidde på hug foran døren i opgangen og forsøge at råbe sin mor op gennem brevsprækken.

- Jeg råbte ikke så højt, for vi boede i lejlighed, og jeg ville ikke forstyrre de andre. Men jeg husker ikke, at vi nogensinde kom ind, når døren var låst. Så var det bare at prøve senere.

På den anden side lå hendes mor som regel og sov en brandert ud eller var væk i en narkodøs.

Eller der kunne være en mand på besøg.

- Hun var sammen med rigtig mange mænd med det formål, at hun skulle have noget for det. Ikke nødvendigvis penge, men stoffer eller noget i den retning. Der var rigtig mange mænd i vores hjem.

Men Michelle Røge fik aldrig chancen for at fortælle nogen af de ting til kommunen.

For ingen spurgte.

Flere hundrede sager

I dag kæmper Michelle Røge for at få Hjørring Kommune til at tage ansvar for det, der skete dengang.

Den kamp har TV 2 fulgt i dokumentaren ’Ingen kære kommune’.

Helt præcist har Michelle Røge sagsøgt Hjørring Kommune for ikke at have beskyttet hende mod umenneskelig og nedværdigende behandling.

Men da sagen var for byretten i efteråret 2024, fik sagen et helt andet udfald, end Michelle Røge havde håbet.

Hjørring Kommune blev frikendt.

Retten fandt, at Michelle Røge havde levet under særdeles vanskelige forhold i sit hjem, og at det forstyrrede hendes udvikling og liv.

Men forholdene var ikke af ”så alvorlig og graverende karakter”, at hendes menneskerettigheder var blevet krænket, sagde retten.

Michelle Røge er dog langt fra den eneste, der kæmper for at få kommunen til at betale erstatning for de svigt, de har oplevet i barndommen.

Børns Vilkår oplyser til TV 2, at man per 1. januar 2025 er bekendt med 255 igangværende erstatningssager.

Men at kampen mod kommunerne også er svær, viser samme analyse fra Børns Vilkår.

Ud af 549 afsluttede erstatningssager i perioden fra 2013-2024, er kun hver tiende - 62 sager – endt med en erstatning.

- Ikke mine forældres skyld

Selvom en erstatning på 300.000 kroner til Michelle Røge ville være et lille plaster på et meget stort sår, er det for hende langt fra penge, det handler om.

- Det er mere det, at nogen erkender, at der er blevet begået fejl. At de for eksempel aldrig har talt med Nanna og mig. En erkendelse af, at der er ikke nogen, der har gjort noget dengang, siger hun.

Og når hun i retten får at vide, at hun ikke har haft det svært nok til at få erstatning, så kan hun slet ikke komme i tanker om, hvordan det kunne have været værre.

- Altså, hvor ligger grænsen så? For hvis man uden konsekvenser kan byde børn så meget, som vi har oplevet, så kommer mange børn til at lide fremover, siger hun.

Og selvom det essentielt er forældrene, der har udsat pigerne for mistrivslen, så er det ikke dem, hun er sur på, fortæller hun:

- Jeg hader ikke mine forældre. De har gjort det bedste med de ressourcer, de har haft. Jeg er bare megaked af, at der ikke har været nogen, der har grebet både dem, mig om min søster.

- Jeg er rasende på kommunen, understreger hun.

En knækket tand

For Michelle Røge tog det lang tid at slippe væk hjemmefra.

Dråben ramte bægeret, da Michelle Røge en nat forsøgte at gå imellem hendes meget berusede forældre, der var oppe at toppes.

Hun blev ved et uheld ramt af et slag fra sin far, der knækkede hendes fortand.

Den episode er dokumenteret i Michelle Røges sag, men faren blev aldrig sigtet for at have slået sin datter, da politiet betragtede det som et uheld.

Herefter traf Michelle Røge en beslutning.

- Jeg ville væk, så jeg efterspurgte selv efterskolen. Ingen gjorde noget. Min søster nåede at bo hos vores bedsteforældre i et helt år, inden der var nogen, der fik lavet en anbringelse, fortæller hun.

Michelle Røge endte med at få tre år på en efterskole betalt af Hjørring Kommune.

Og det reddede hende i første omgang.

Lillesøsteren

For Michelle Røges lillesøster har traumerne sat sig værre end hos Michelle Røges.

Meget værre.

Nanna Røge har Post Traumatisk Stressforstyrrelse (PTSD)og autisme og er meget ofte indlagt på psykiatrisk afdeling, da hun kæmper med spiseforstyrrelse, angst, depression og selvskade.

Episode på episode fra barndommen har betydet, at hun i dag ikke fungerer. Episoder som dengang, hvor moren jagtede hende med en hammer.

Episoder, som Michelle Røge i dag forsøger at romantisere. Selvom hun tydeligt husker episoden med hammeren.

- Mor gjorde nok det med hammeren i afmagt, siger hun nærmest undskyldende på morens vegne.

Især lillesøsteren Nanna Røge var den, det gik værst ud over, når moren blev sur og slog.

Men selvom hun ikke er indlagt med psykiske lidelser som sin søster, så betyder det ikke, at Michelle Røge ikke har mén.

- Lige nu er jeg sygemeldt. Jeg har perioder, der er ekstra hårde for mig. Jeg kæmper meget med negative tanker, fortæller Michelle Røge.

Et kærligt hjem

I dag er en del af Michelle Røges taktik at vende hendes dårlige barndom til noget godt.

- Jeg prøver at sige til mig selv, at det er godt, at jeg i dag for eksempel er så opmærksom på andres følelser. Og at jeg er så god til at læse et rum, siger hun.

- Det var noget, jeg lærte dengang.

For Michelle Røge fik det også stor betydning at møde sin mand, Mads.

- Han viste mig, hvordan man er et almindeligt menneske. Hvordan man kan stå op hver morgen og tage på arbejde og have struktur i hverdagen. Så jeg spejlede mig i ham, fortæller Michelle Røge.

Derfor er hun i dag også et helt andet sted, end hvor hun i mange år troede, hun skulle være.

Et godt sted, i et kærligt hjem, med en familie, hvor alle har det godt. Det hjem, hun ikke selv havde som barn.

-

Michelle Røge har anket sagen mod Hjørring Kommune til landsretten.

Hjørring Kommune har ikke ønsket at stille op til interview om Michelle Røges erstatningssag, men skriver i et skriftligt svar:

“Det er ulykkeligt, at Michelle og hendes søster ikke har oplevet den tryghed og omsorg i deres opvækst, som alle børn har brug for og krav på. Som kommune skal vi til enhver tid gøre vores bedste for at tage hånd om børn og unges trivsel og tryghed.

Vi arbejder hele tiden på at sikre den rette balance, så vi tilgodeser det enkelte barns behov bedst muligt samtidig med at særligt barnet, men også hele familien føler sig set og hørt.”

-

Se ’Ingen kære kommune’ på TV 2 onsdag 15. januar klokken 20.00 eller nu på TV 2 Play.

Knap et år efter, at store flammer åd af møbelfabrikken Getama i Gedsted i Vesthimmerland, fortæller møbelproducenten Carl Hansen & Søn i en pressemeddelelse, at firmaet har overtaget størstedelen af Gatemas møbelkollektion.

Det var 9. februar sidste år, møbelfabrikken brændte. En af bygningerne blev totalskadet og en stor del af produktionsdelen brændte ned.

Brandrapporten og politiet slog efter omfattende undersøgelser fast, at der var tale om uheldige omstændigheder, og at det efter alt at dømme var elinstallationer, der satte gang i branden.

Getama blev grundlagt i 1899, og siden 1960'erne har den haft hjemme på Holmmarksvej i Gedsted.

Virksomheden har i mere end 100 år produceret designmøbler fra blandt andet Wegner, så det er en produktion til mange millioner, der blev ødelagt i flammerne.

Madrasproduktionen og polsterværkstedet skal stadig have til huse i Gedsted.

Carl Hansen & Søn er en fynsk virksomhed, der har mere end 300 ansatte.

På Aalborg Busterminal, vækker billederne af dækkene på busserne forargelse blandt passagerne.

- Det ser ikke godt ud. Det gør det ikke. Det er for dårligt det der, konstaterer John Olesen, da han ser billederne.

- Det ser jo ikke ud som om, at de lige frem er i mega god stand, når man kigger på det her, stemmer Daniel Clifton, i.

- Når jeg ser på de billeder her, så synes jeg, at det er lidt ærgerligt at se, at de kan være så slidte, og stadig godt må køre, konstaterer Kenneth Lohse.

Billederne er taget af dækkene på den bus, der i sidste uges snevejr kørte galt og endte i grøften.

'Det er ikke ulovligt'

Snevejr og glatføre har gennem årene flere gange fået de nordjyske busser på afveje, og særlige regler for bussers dækmønster, kan spille en rolle, mener dækbranchen.

- Jeg står med et dæk her, som de fleste nok kan se, er slidt, hvilket det også er, men det er faktisk ikke ulovligt, påpeger Volker Nitz, der er direktør for Dækbranchen Danmark.

For busser gælder det nemlig, at dækmønsteret blot skal være én millimeter dybt.

- Det er meget muligt, at man har de rigtige dæk på med den rigtige mærkning, med den rigtige gummiblanding til vinterføret, men hvis man kører med nedslidte dæk ind i vinterhalvåret, så har vi et væsentligt dårligere grundlag for at stå fast på vejene, forklarer direktøren.

'Svært at gøre andet'

Hos Nordjyllands Trafikselskab gør billederne af bussens dæk også indtryk.

- Lige umiddelbart så ser det her ikke kønt ud, konstaterer Erik Frederiksen, der er driftschef hos Nordjyllands Trafikselskab.

Ville du føle dig sikker med de her dæk?

- Jeg skal passe på at gøre mig til ekspert i dæk, og derfor vil jeg tage dialogen med vognmanden om de her dæk og sikre mig, at de efterlever reglerne, og hvis ikke de gør det, så skal vi have sikret os, at det kommer til at ske, siger driftschefen.

Som reglerne er nu, følger Nordjyllands Trafikselskab alle de anbefalinger, der er for vinterkørsel.

- Jeg synes, at når man følger eksperternes rådgivning på området, så er det svært at gøre andet, så selvfølgelig tager vi deres sikkerhed alvorligt netop ved at følge den rådgivning, der er på området.

Nyt forslag fra regeringen

Et nyt lovforslag fra regeringen vil dog skærpe kravene for kørsel i sne, sjap og is.

- Vi hilser velkommen at man vil præcisere færdselsloven, så der vil være krav om, at man kører med det der hedder egnede dæk til føret, pointerer Volker Nitz.

Samtidig vil lovforslaget stille nye krav til dybden på dækmønsteret for busser og lastbiler.

På en række ganske almindelige fortov i Skagen, Sæby og Frederikshavn er der nedlagt små firkantede messing-plader mellem de normale fliser og fortov.

Det er de såkaldte snublesten, der er vidnesbyrd om dem, der betalte den højeste pris som ofre for nazisternes forbrydelser under besættelsen.

Nordjyllands Kystmuseum står sammen med Melsen Fonden bag et projekt, hvor der nu er nedlagt syv snublesten i Kommunen – en i Skagen, en i Sæby og fem i Frederikshavn til minde om ofre for nazismen.

Det var den tyske kunstner Günter Demnig, der tilbage i midten af 1990’erne fandt på at lægge snublestenene som markeringer der hvor ofre for nazisterne boede eller sidst var set i live. Siden er der kommet flere end 100.000 snublesten til i en række forskellige europæiske lande.

Det er Nordjyllands Kystmuseum, der har stået bag forslagene til, hvem af ofrene for nazismen i den nuværende Frederikshavn Kommune, der skulle placeres en snublesten for.

- Vi har valgt at fokusere på personer, der har mistet livet under besættelsen – det vil sige fra den niende april 1940 til den femte maj 1945, fortæller formidlingsinspektør ved Nordjyllands Kystmuseum Anders Tøttrup Nielsen.  

Disse nordjyder er valgt 

I Frederikshavn er der for eksempel lagt sten til minde om Børge Johannes Fedders, der blev født i 1921 og boede på Gl. Kongevej 20. Han var skibsbygger, men han var også modstandsmand og var en aften i marts 1945 i gang med en våbeninstruktion, der blev afbrudt af en tysk razzia.

Børge Johannes Fedders forsøgte at flygte, men han var i ført en lys cottoncoat og var derfor let at se, selvom det var mørkt. Han blev skudt, da han forsøgte at krydse jernbanen tæt ved sit hjem og døde senere samme nat på sygehuset i Frederikshavn.

Hør mere om Børge herunder:

En af de andre, der er lagt en snublesten for i Frederikshavn er Oluf Henry Pedersen. Han blev født i 1914 og var guldsmed, men desuden modstandsmand i den såkaldte Stokholmkolonnen og blev såret under en ildkamp ved Boleje i nærheden af Lendum i forbindelse med en våbentransport. Han var dog ikke dødeligt såret, men blev af de tyske soldater efterladt uden den nødvendige lægehjælp på marinelazarettet på Bangsbostrand Skole, hvorefter han døde på selve befrielsesdagen den femte maj. 

'Vi må aldrig lade det ske igen'

For Nordjyllands Kystmuseum er håbet med de syv snublesten at gøre historien om besættelsen og nazisternes forbrydelser ekstra nærværende for både borgerne og gæsterne i de nordjyske byer.

- At man kommer i tanke om, at nazismens ofre altså boede de samme steder, som vi gør i dag, og at det kan godt ske igen. Så det er også for at minde os om, at vi aldrig må lade det ske igen, siger formidlingsinspektør ved Nordjyllands Kystmuseum Anders Tøttrup Nielsen

På Nordjyllands Kystmuseums hjemmeside kan du læse om alle de syv nordjyder der er lagt snublesten til minde om.