25-årig skulle være ejendomsmægler, men endte som direktør for succesforretning

Den unge nibenit har nu ansvaret for to butikker og 63 medarbejdere.

- Hvis jeg bare kunne hoppe direkte ned i direktøruniformen, ville det jo også være underligt.

Sådan lyder det fra Jeppe Korsholm Mikkelsen. Han er 25 år, og så er han lige blevet direktør.

Det betyder, at det nu er ham, der står i spidsen for det kendte og prisvindende ishus 'Guf & Kugler', der snart slår dørene op for dette års is-sæson.  

- Der sker så meget lige nu, jeg har svært ved at tage alt ind, det er bare helt vildt, siger han. 

Den unge direktør har allerede haft de første mange opgaver, der hører til titlen. Blandt andet har han holdt ansættelsessamtaler til den kommende sæson. Han har ansat 30 nye medarbejdere. 

Nu har han ansvaret for 63 ansatte.

- Jeg har ikke lige prøvet at skulle have det overordnede ansvar for så mange. Men der skal jo altid være en første gang til alting, siger den unge ismager.  

Et velkendt ishus

Selvom opgaverne er nye, er de alligevel ikke helt fremmede for ham. Jeppe Korsholm Mikkelsen har nemlig overtaget forretningen fra sine forældre.

Mor og papfar er derfor med på sidelinjen, mens han gør klar til at åbne isbutikken, der tidligere er kåret til Danmarks bedste. 

- Jeg skal jo lige lære alle de ting, der følger med, så de hjælper med at overdrage rollen til mig, siger han. 

Det var ikke umiddelbart planen, at Jeppe Korsholm Mikkelsen skulle stå som direktør allerede nu. Det er nemlig ikke længe siden, han var i gang med at læse til ejendomsmægler. 

Men ishuset har været i familien siden 2014. På 10-årsdagen blev det tid til et generationsskifte. Og så måtte den unge nibenit træde til. 

- Jeg har altid haft en drøm om at stå i spidsen, men jeg har bare aldrig haft modet. Det fik jeg så heldigvis - lige her til sidst på målstregen, siger han. 

Isbutikken i Nibe åbner 22. marts. 

Se indslaget om den unge direktør her: 


Seneste nyt

fra Nordjylland