FTP-ELEV PÅ TV2 NORD
Som film- og tv-produktionselev hos TV2 Nord får du en elevplads, hvor du vil få mange spændende opgaver. Du vil hurtigt indgå i det daglige team, hvor du både kommer til at optage og redigere nyheder i et tæt samarbejde med dagens nyhedshold. Du kommer også på hold med husets andre FTP-elever, ligesom du kommer i netværk med husets journalist- og kommunikationspraktikanter. TV2 Nord kan med andre ord tilbyde et rigtig godt miljø for dygtige unge under uddannelse.
Som FTP-elev bliver din primære funktion at være nyhedsfotograf og sammen med vores hold af dygtige journalister skal du fortælle historier om nordjyderne i ord, billeder og lyd. Selvom vi primært er et nyhedsmedie, vil der også blive mulighed for at snuse til OB-produktioner og for at arbejde med lyssætning og lydarbejde samt at sidde bag knapperne i afviklingen. Vi arbejder også hele tiden på at skabe små oaser med projekter, hvor FTP-elever i fællesskab – og måske også sammen med andre studerende i mediehuset – får mulighed for at eksperimentere og udfolde sig kreativt.
Det kræver det af dig
For at komme i betragtning til en elevplads på TV2 Nord skal du have et grundlæggende kendskab til tv-, video- eller filmproduktion. Det vil være et plus, at du har arbejdet inden for branchen og i forvejen kender til tv-produktion. Desuden skal du have gennemført og bestået grundforløbet på Medieskolerne. Vi lægger især vægt på at du har kreative og visuelle evner, samt at du kan arbejde selvstændigt og er initiativrig. Det er også et krav, at du har kørekort til bil (B).
Arbejdssted er i Aabybro og vi forventer, at du bosætter dig tæt på, da stillingen kræver fleksibilitet og skiftende arbejdstider, mens du er hos os.
GENERELT OM PRAKTIK PÅ TV2 NORD
Introduktion til praktikken på TV2 Nord
Vi vil fortælle de bedste nordjyske historier til alle TV2 Nords platforme. På TV2 Nord laver vi historier med levende billeder, og den gode historie er altafgørende. Vi stiller høje krav til kvaliteten af de historier, vi vælger at fortælle, hvad end det er til vores hjemmeside, til Facebook eller Instagram eller til vores nyhedsudsendelser på tv.
FASTE ELEMENTER I DIT PRAKTIKFORLØB:
Introduktion
Du får en grundig introduktion til vores arbejdsplads og dine kolleger. Derudover vil vores praktikantvejleder følge dig i hele praktikperioden, så vi sikrer, at du får det bedst mulige udbytte.
I starten af din praktik vil du komme på relevante kurser, så du bliver i stand til betjene vores systemer. Vi bruger Adobe Premiere Pro til redigering, mens vores publiceringssystem hedder Nxt. Bare rolig: Vi skal nok lære dig at finde vej i vores teknik og systemer.
Praktikantdage
Praktikantdage er en fast del af praktik hos os. Nogle gange står dagen på feedback på ting, du har lavet. Andre gange bærer dagene præg af undervisning, hvor vi vælger nogle temaer ud, som vi gerne vil vide mere om. Praktikantdage kan også foregå som en tur ud af huset.
Studietur
Er du heldig at være her, når vores praktikanter skal på studietur, så kommer du naturligvis også med. Vi besøger Christiansborg om formiddagen, hvor vi møder TV2-regionernes redaktion på Borgen og snakker med nordjyske folketingsmedlemmer. Efter frokost i Snapstinget besøger vi for eksempel en af pressetjenesterne på Christiansborg. Dagen efter besøger vi TV2 på Teglholmen eller DR Byen, inden vi rejser tilbage til Aalborg.
Sociale arrangementer
Praktikanter på TV2 Nord plejer at være meget sociale mennesker, og de ses tit udenfor arbejdstid. Praktikantdage ender da også ofte med en øl i byen, når arbejdet er overstået, ligesom vi flere gange i løbet af praktiktiden laver mad sammen bare for hyggens skyld.
Derudover er der mange sociale arrangementer via vores medarbejderforening DTK, ligesom vi som arbejdsplads naturligvis også byder på sociale arrangementer og hygge i årets løb.
Løn
Vi tilbyder vores kommunikationsstuderende et fast, mindre månedligt beløb i praktikperioden.
Er du interesseret i kommunikationspraktik på TV2 Nord, eller vil du blot vide mere, er du velkommen til at kontakte:
Produktionschef Thomas Kollerup: thko@tv2nord.dk / +4523998998 eller chefredaktør, HR & Strategi, Tino Pedersen: tipe@tv2nord.dk / +4530783051
Praktikantvejleder Morten Pedholt: mope@tv2nord.dk / +4524209060