Seneste nyt

fra Nordjylland

42-årig mand tiltalt for grove krænkelser af småpiger

Anklageskriftet flyder over med såvel anklager om fysiske som skriftlige seksuelle krænkelser, når en 42-årig aalborgenser tager plads på anklagebænken i Retten i Aalborg.

Manden er tiltalt for en række tilfælde af blufærdighedskrænkelse og fysiske krænkelser af seksuel karakter mod piger i 11 til 15 års alderen.

Langt de fleste tilfælde handler om, at manden har fået kontakt til unge piger via Snapchat. Her har han ifølge anklagerne sendt et stort antal beskeder med seksuelt indhold, hvor han fortæller, hvad han synes om pigerne, og hvad han vil gøre ved dem.

Sendte penisbilleder

I nogle tilfælde er det – ifølge politiet – også lykkedes manden at få pigerne til at sende billeder af seksuel karakter af sig selv, ligesom han er tiltalt for at krænke pigerne ved at sende penisbilleder til dem.

Kort før jul 2022 lykkedes det tilsyneladende også den 42-årige mand at lokke en 11-årig hjem i sin lejlighed. Det fremgår af anklagerne, at han her kyssede pigen og krænkede hende ved at beføle hende i skridtet inden for trusserne.

Børneporno og narko

Det fremgår af anklageskriftet, at politiet fandt manden i besiddelse af børnepornografisk materiale, da han 3. januar i år blev anholdt sidst på eftermiddagen. Her fandt politiet også mindre mængder hash og amfetamin, som han er tiltalt for besiddelse af.

Det fremgår ikke før sagens start, hvordan manden forholder sig til anklagerne.