Aalborg Håndbold med storsejr - er i DM-finalen

Igennem kampen var de to hold forholdsvis tætte, selvom Aalborg endte med en på papiret sikker sejr.

En uafgjort eller sejr. 

Det var alt, hvad Aalborg Håndbold behøvede for at spille sig i DM-finalen i herreligaen. 

Og det blev det også, da holdet vandt med 25-34 over Skjern i den anden semifinale. 

Med sejren for Aalborg muligheden for at vinde DM-guld for første gang i tre år. De to seneste finaler er blevet tabt til GOG, som slet ikke er med i semifinalerne i år.

Første halvleg blev skudt i gang med en flot gestus af Skjern Håndbold, hvor 3000 tilskuere rejste sig op og hyldede Mikkel Hansen, som stopper sin lange og glorværdige karriere efter sæsonen.

Og han var også godt spillende i kampen, hvor han stod for flere scoringer og assist. 

Det var eller en jævnbyrdig halvleg, men Aalborg Håndbold var hele tiden foran, men holdet kunne aldrig få slået et større hul end tre mål ned til Skjern. 

Aalborg kunne også 'kun' gå til pause foran med to mål ved stillingen 13-15. 

Søndag var der genvalg til Fabian Norsten i målet i stedet for den skadede Niklas Landin, men Norsten diskede op med flere gode redninger, når Skjern kom for tæt på. 

Føringen blev større

Anden halvleg begyndte, som første halvleg sluttede. Aalborg kunne maksimalt komme tre mål foran, før Skjern bed sig mere fast igen og kom ned på et-måls forskel. Aalborg forblev dog hele tiden i front.  

Som kampen kom tættere og tættere på sin slutning, kunne Aalborg dog begynde at øge føringen.

Fem mål kom Aalborg foran med ved stillingen 23-28, og afstanden så ud til at holde, da der var kun syv minutter tilbage af kampen. 

Stillingen holdt da også - den blev faktisk større endnu, da luften gik ud af Skjern-ballonen. Aalborg Håndbold vandt med hele 25-34 og booker pladsen i DM-finalen. Det betyder, at Aalborg Håndbold for sjette år i streg er i finalen.

Hvem Aalborg Håndbold skal møde i finalen, er stadig usikkert. Ribe-Esbjerg og Fredericia har spillet de to første semifinaler uafgjort mod hinanden, og de skal derfor spille en tredje og afgørende kamp onsdag. 



Seneste nyt

fra Nordjylland