Asetek fordoblede omsætningen, men laver stadig underskud
Den nordjyske virksomhed Asetek, der leverer køleløsninger til datacentre og vandkølingsløsninger til almindelige PC'ere fordoblede deres omsætning fra 2014 til 2015.
Den 29. februar skal virksomheden Asetek, der har hovedsæde i Aalborg, overlevere særdeles gode nyheder til sine investorer på et møde i Oslo.
Her vil de få at vide, at virksomheden i 2015 mere end fordoblede deres omsætning i forhold til 2014. Fra 116 til hele 241 millioner kroner. De vil samtidig få at vide, at virksomhedens resultat, der i 2014 var et underskud på 49 millioner, er på "kun" 11,1 millioner kroner.
- Den udvikling kan kun betegnes som tilfredsstillende. Ligesom vi med den klare og også forventede forbedring af bundlinjen fra minus 49 mio. kr. i 2014 til nu minus 11,1 mio.kr. i 2015 oplevede et økonomisk gennembrudsår. Vi ser samtidig nogle klare tendenser i forhold til ordrebeholdningens udvikling, som vi forventer fortsætter i de kommende år, konstaterer administrerende direktør og virksomhedens grundlægger, André Sloth Eriksen i en pressemeddelelse.
Asetek leverer vandkøling til PC'ere - ofte kraftige gamingmaskiner - og samlede køleløsninger til datacentre, og i 2013 og 2014 havde man store udgifter til to patentretsager i USA. De kostede sammenlagt 31 millioner kroner og faldt begge ud til Aseteks fordel.
Vi vurderer, at de store sagsomkostninger er givet godt ud, selv om de tilkendte erstatninger ikke her og nu helt dækker advokatudgifterne og slet ikke de mandetimer ledelsen selv måtte bruge på sagen. Det langsigtede signal, der er sendt til konkurrenter og potentielle kunder på verdensmarkedet har imidlertid fået specielt de sidste til at indse, at det er Asetek, der ejer rettighederne til teknologien. Det forventer vi vil blive endnu mere tydeligt i de kommende år, fortsætter André Sloth Eriksen.