Corona sætter stopper for AaB-titelforsvar

AaB, der er dobbelte forsvarende vindere af indendørsturneringen KMD Cup, får ikke mulighed for at genvinde titlen på hjemmebane i 2021.

De bolsjestribede må vente til 2022, før KMD Cup kan komme til Aalborg. Turneringen skulle have været spillet i Gigantium Isarena til januar, og før corona havde AaB satset på at samle 4500 tilskuere til årets største danske indendørsturnering i fodbold.

- Med tanke på den generelle status i Danmark for covid-19, og at det i 3F Superligaen er besluttet p.t. ikke at operere med gæstende fans til kampene, så vurderer vi ikke, at det vil være sandsynligt, at vi til januar kan have 4.500 tilskuere til et indendørs arrangement i Aalborg med fans fra fire andre klubber på lægterne, siger AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum.

Ydermere betyder den korte vinterpause i 3F Superligaen, at de deltagende klubber har svært ved at få det logiske til at gå op i en højere enhed. 3F Superligaen indledes allerede den 3. februar 2021, og AaB har allerede rettet fokus mod forårssæsonen.

Beslutningen om udskydelsen har AaB ingenlunde taget alene.

- Da et arrangement som KMD Cup kræver flere måneders forberedelse, har vi allerede nu haft en positiv dialog med turneringens sponsor KMD, samt TV-rettighedshaverne fra NENT, og er sammen blevet enige om, at det eneste rigtige i denne situation er at flytte arrangementet til januar 2022, hvor vi håber og tror på, at turneringen kan gennemføres under normale forhold, fortæller Thomas Bælum.

2020 bliver dermed året, hvor AaB kan lave et vaskeægte hattrick i KMD Cup. Inden da venter der mange kampe for det nordjyske mandskab. Næste opgave er en testkamp mod Lyngby søndag den 13. september. Kampen spilles klokken 14:00 på Lyngby Stadion.


Seneste nyt

fra Nordjylland