Cyklede uden hjelm: Jeg stoler ikke på andre i trafikken
Alt for få unge passer på hovedet og bruger cykelhjelm når de bevæger sig ud i trafikken. Det forsøger Rådet for sikker trafik nu at gøre op med i denne uge på Aalborg Universitet i kampagnen hjælp en hjelmløs.
For tre år siden endte Michelle Quach Andersen i en cykelulykke. Hun cyklede uden hjelm, og kun et held fik hende gennem kvæstelserne.
Mange unge cykler ikke med hjelm. Det gjorde Michelle Quach Andersen heller ikke for tre år siden.
Hun blev kørt ned af en scooter, da hun kom cyklende på vej hjem fra universitetet. Scooteren havde vigepligt, men kørte alligevel over cykelstien, hvor Michelle Quach Andersen kom kørende.
- Jeg bliver slynget over styret og lander i græsset. Mere kan jeg faktisk ikke huske, før jeg vågner på hospitalet, siger hun.
Hun endte med fem brækkede knogler fordelt på hele kroppen, men selvom der ikke skete noget med hovedet, cykler Michelle Quach Andersen ikke længere uden cykelhjelm. Ulykken har nemlig haft stor indvirkning på hendes liv - selv den dag i dag.
- Jeg lå på sygehuset i næsten fire dage, og så var jeg sengeliggende i to måneder, fordi jeg næsten ikke kunne noget. Jeg kunne ikke engang komme i bad selv eller stå op af min egen seng, det var virkelig hårdt, siger den studerende.
Hun håber, at der er flere, der fremover husker cykelhjelmen. For det, hun har været ude for, har sat dybe spor.
- Jeg stoler ikke på andre i trafikken, jeg tror ikke på, at de kører ordentligt mere.
Og ifølge Rådet for Sikker Trafik er der alt for mange unge, der glemmer at passe på hovedet og bruge cykelhjelm, når de bevæger sig ud i trafikken. Kun 22 procent af de 16 til 25-årige spænder hjelmen, når de sætter sig på cyklen.
- De studerende er den aldersgruppe, der er aller dårligst til at køre med hjelm, hvis man sammenligner alle aldersgrupper, siger Michelle Laviolette, der er seniorprojektleder hos Rådet for Sikker Trafik.
Det forsøger de nu at gøre op med i denne uge på Aalborg Universitet i kampagnen Hjælp en Hjelmløs. For det kan få store konsekvenser.
Det er Trygfonden, der har finansieret 1000 smarte cykelhjelme til billige priser, så der er flere af de studerende, der passer på fremtidens hjerner.