Drama for millioner, udvandringer og 'rystede' politikere: Budgetforhandlingerne i Aalborg blev uden flere partier
Foto: Simon Hougaard / TV2 Nord
Socialdemokratiet har lavet et 'blåt' budget, lyder kritikken fra en rystet SF'er
Aalborg Kommunes budget for 2023-2026 er på plads.
Hvis borgmester Thomas Kastrup-Larsen tror det giver arbejdsro, bliver han dog klogere.
Selvom forliget er bredt med 25 ud af 31 medlemmer, så er det ret markante navne, som står udenfor.
SF og Enhedslisten med rådmand Per Clausen (EL) skred - trods de for under et år siden pegede på netop Kastrup som borgmester.
Også Kristoffer Hjort Storm (UP), rådmand på ældreområdet, sagde farvel, men ikke tak.
SFs gruppeformand Peter Larsen var rystet, da TV2 Nord fangede ham efterfølgende.
- Vi har at gøre med en borgmester, vi pegede på i konstitueringen, og så bliver vi den grad hældt ned af brættet til forhandlingerne, siger han og erkender, det kommer til at betyde noget for samarbejdet med Thomas Kastrup-Larsen.
- Det er mærkeligt at pege på en borgmester, og at han så ikke ønsker en dialog eller forhandling, tordner SF'eren videre.
Med i forliget var både Konservative og Venstre. Hos Jan Nymark Thaysen, V-rådmand, er man tilfredse med budgettet.
- Der var ikke meget at spille om fra start af. Vi har en masse børn og unge, der er i problemer og vi har udfordringer på specialområdet. Der var vi inde og kigge på de midler der normalt ville falde ind under ældreområdet. Det var en benhård prioritering.
Det er mærkeligt at pege på en borgmester, og at han så ikke ønsker en dialog
Peter Larsen, SF
Så V har prioriteret børn og unge over de ældre?
- Det er jo ligesom børn og unge, der er hovedtemaet, siger han, men understreger han ikke mener de efterlader de ældre på perronen.
Hos Peter Larsen deler man ikke billedet af et budget for børnene.
Han mener, man har fjernet besparelser på børn og unge, som man var stillet i udsigt efter valget.
'Klare forringelser', lyder det fra SFs kolleger udenfor døren, Enhedslisten.
Budgettet vedtages endeligt til 13. oktober.
Nogle af budgettets punkter:
- En 2-årig forsøgsordning med tilskud til pasning af egne børn som træder i kraft fra august 2023
-18 millioner kroner til cykelstier
- 100 millioner til renovering af Sofiendalskolen
- 3 millioner kroner til el-ladestandere
- 27 mio. kr. til rekrutteringsindsatser, som bl.a.skal friholde nyansatte fra at indgå i vagtplanen i de første 14 dage