Efterlyst gerningsmand har meldt sig selv
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Selvom formodet gerningsmand har meldt sig selv, efterlyser Nordjyllands Politi stadig vidner til overfald.
Nordjyllands Politi aflyser nu efterlysningen af en formodet gerningsmand til vold, der blev begået i Aalborg 7. december 2017 cirka kl. 23.15 foran Café Frederiksberg på Hadsundvej 1B i Aalborg.
Her blev en 58-årig mand tildelt et knytnæveslag i hovedet, ligesom han kom alvorligt til skade med sin fod.
Gerningsmanden har i dag meldt sig selv hos Nordjyllands Politi.
- Vi vil dog fortsat gerne høre fra vidner, der har været på stedet og kan have set noget relevant i relation til denne sag. Ved samme lejlighed vil vi også meget gerne takke for de henvendelser og den hjælp, vi indtil nu har fået fra borgere, siger lederen af politiets efterforskning, politikommissær Kenneth Rodam.
Hvis man har overværet episoden, bedes man ringe til politiets servicecenter på telefon 114.